Den makabre dans fra danske Baest

Det meget omtalte danske dødsmetalband Baest, er endeligt klar med deres første full-length album. Med den baestialske titel ”Danse Macabre”, får vi den 17. august endnu en fed dansk metalskive til samlingen. Baest er et relativt nyt band, dannet i 2015, men de har allerede sat sine fodspor på den danske metalscene. Med dette gennemførte udspil, kommer vi i fremtiden nok til at høre endnu mere fra den ørekradsende kvintet.

Flydende ondskab

Et ultrakort hyletone-fade-up starter denne beskidte metalplade, og “Crosswhore” er i gang med saftige guitarriffs og tung dobbeltpedal-rytme. Det er ikke overdrevet eksplosivt, men melodisk og Candlemass-like på en dødsmetalmåde. I de hurtigere riffs kan der spores lidt Slayer, uden at være et plagiat, for trods reminiscens af andre metalbands, har de meget af sig selv, hvilket er vigtigt. Genren er utvetydig, for det syder af tung ondskab og god respekt for dødsmetalgenren, for de tunge grundsten er der, og Baest har overskud til at lege med det melodiske i guitarstemmerne, så det ikke bare er retningsløst hærv. Nummerets struktur opbygger en god intensitet, og med den superfede death/thrash lyd, er man ikke i tvivl om at Baest er et band, som med lethed kan danse med djævlen, på den internationale metalscene.

En anden grund til at der ikke tvivl om genren er, at man i hvert fald ikke kan høre hvad der bliver sunget, men det gør det endnu federe, og Simon Olsens growl syder af ondskab som boblende sort mudder, der langsomt glider ned af en bjergskråning.

Hvis man er én af dem der heller ikke kan dechifrere ordene fra det boblende mudder, kan jeg præsentere noget af teksten til “Crosswhore”;

False virgin mother
Deceiver of man
Abusing herself
With a crucifix in her hand

Her eyes are vacant
Her soul depraved
Forsaking the spirit
As she masturbates

Ja, seksuelt afsporet og aggressivt, kører dette glimrende startnummer i 3 minutter og 56 sekunder, inden albummet for alvor eksploderer med maskingeværsrytmer i andet nummer ”Hecatomb”. Salven er mest for at sætte nummeret i gang, og Baest byder på mere end bare smadder hele vejen igennem nummeret, men de får da fortalt, at lytteren nok godt kan regne med en masser true death metal i løbet af skiven.

Den makabre dans

Tredje udbrud er ”Danse Macabre” som følger metaltraditionen med et blødt akustisk guitarintro, før det hele bryder løs igen. Man kan også godt fornemme at det er titelnummeret, for det er lidt anderledes i rytmikken i mellemspillet, hvor en guitar samtidigt piner sig selv med få distancerede klagetoner i horisonten. Det er både smukt og grusomt, og det ville helt sikkert få Chuck Schuldiner til at juble, hvis han stadig havde været iblandt os. Nummeret sluttes af med en kort sologrowl, der lyder som et menneske med en gudsforladt middelaldersygdom, som taler sine sidste ord.

Velklingende ritual

Det intense femte nummer ”Messe Macabre” går over i en glimrende blød komposition, som lyder som en lang slutning, men dog er et selvstændigt nummer. Det er ”Ritual”, som er en smuk passage med akustisk guitar som narrativt giver os billeder af noget lidt andet end de foregående. Der er flotte harmonier i stykket, men heldigvis ikke for flotte. Det skal jo lyde som et mørkt ritual, og der er også nogle lidt uventede harmonier, der har lidt mystik og lidt kant.

…og du gættede rigtigt; efter dette velklingende, og en smule håbefulde toneindslag, falder hammeren i følgende nummer ”Vortex”, som er en sand væg af massiv metalvrede. Fra dette, får vi med dommedagskor, en flydende overgang til ottende og sidste nummer “Ego Te Absolvo”, som starter med et kongeriff som kan måle sig med bands som Artillery og Mercyful Fate. “Ego Te Absolvo” buldrer løs derudad, og det insisterende riff dukker op en gang imellem og holder nummeret sikkert sammen. Det bliver dejligt grumt og insisterende til sidst, og her bliver der på toppen af det grumme udtryk faded ud, og efterlader os med nedtrykt sjæl og ringen for ørerne i den mest positive forstand. Altså ikke noget feel good outro at hente hos Baest.

Direkte i metalsamlingen

Alle numrene på ”Danse Macabre” har virkelig noget at byde på, med deres ærlige aggression og fantastiske fremdrift. Strengevriderne Svend Karlsson og Lasse Revsbech har totalt styr på, hvad der er godt guitarspil i genren, og det er en konstant fornøjelse at høre dem clashe sammen til én enhed, der både kan være melodisk og forførende, og også tilfredsstille vore hunger efter metalspade som bare fylder hele lydbilledet ud. Bassist Mattias ‘Muddi’ Melchiorsen og trommeslager Sebastian Abildsten smelter også godt sammen, og lægger en massiv bund under guitarerne og den djævelske vokal.

Ja, alle musikerne laver noget gedigent hele tiden, og det er godt nok fyldestgørende metal det her. Dog growles der meget ens hele vejen i gennem pladen, og musikerne svinger på nogenlunde samme måde hele tiden. Det er selvfølgelig positivt at de svinger godt, men der mangler måske lige nogle overraskelser i spillemåden en gang i mellem, for lige at få det helt oppe at ringe.

Det betyder ikke at det ikke er røvfedt, og med min intense metalrejse igennem de otte numre, kommer jeg i land med 4.5 stjerner til ”Danse Macabre”.