Den rigtige koncert på det forkerte sted: Die Spitz

Satan, vig fra mig! Frist mig ikke med Nirvana-kortet og andre nemme løsninger på denne anmeldelse.

På den anden side behøver man vist ikke Den Hornedes bistand for at gennemskue, at Die Spitz har hørt en masse Kurt Cobain og Courtney Love, inden de begyndte at skrive deres egne sange. Og det er en god ting.

Die Spitz trådte op på Gehenna og gjorde deres pligt og spillede en perlerække af punk- og grungenumre, som på Roskilde Festival ville have faldet i et jublende publikums smag. Serveret for Copenhells fastelavnsrockere, der er i live så længe de er stive, og kører circlepit på autopilot, var det perler kastet for svin.

Gehenna var ellers pakket fra starten. Die Spitz har været hypet længe, men traktementet faldt vist ikke i publikums smag. Der blev i hvert fald godt tyndet ud i mængden, mens Die Spitz rasede igennem en kort festivalsætliste med humørfyldte titler som ”American Porn”’ og ”My Hot Piss”.

Men hypen er fortjent. Die Spitz er måske ikke de nye Nirvana eller Wet Leg, som musikpressen hist og pist har udråbt dem til. Så godt er deres materiale ikke endnu, men det kan komme. Selvtilliden og attituderne er allerede på plads – bare spørg bassist Kate Halter om hun kender Joan Jett! De 4 kvinder er nemlig ikke kostforagtere og sammenstykker deres rockudtryk af ovennævnte forbilleder og garnerer det med et drys Sonic Youth og en kvist regulær punkhymne.

Med andre ord hører de nok snarere til i den spidse ende af indierocken end i metallen. Så på Copenhell var det også først til sidst, da Die Spitz ramte gada-gung-beatet på ”Hair of The Dog” og det renere heavyudtryk i ”Throw Yourself to the Sword”, at publikum for alvor levede med i musikken. Før da var det Pavlovske-reaktioner på de sædvanlige opfordringer til wall of death, og på guitarist/sanger Ava Schrobilgens crowdwalk på publikums hænder.

Jeg håber, Die Spitz lyncher de deres management på torvet hjemme i Austin, Texas, for at sælge dem til europæiske metalfestivaller som Copenhell, Download, Hellfest osv. Vel fortjener Copenhell respekt for at ville udfordre grænserne for det metalrockede udtryk, men denne booking skulle de have takket nej til.

Det indiepublikum, Die Spitz fortjener, var i undertal på Gehenna. Begge parter havde fortjent det modsatte.