Den sidste hippies uformindskede urkraft

Når man som jeg er fra ’68 og dermed the summer of love er det en uundgåelig del af ens barndom at være flasket op med The Savage Rose. Man skulle derfor tro, at det ikke længere var muligt at blive fortryllet og betaget som allerførste gang, man hørte dem, men det forholder sig snarere omvendt, og undertegnede, der ellers betragter sig selv som en rimelig hård nyser, endte med at fælde mere end én tåre af ren og skær bevægelse under koncerten i Vega på Allehelgensaften.

Vega var så pakket, som forholdene tillader det, da musikerne og back-up sangerinderne (yes, I just assumed their gender – især fordi den ene, Naja Rose Koppel, som er Annisettes ene datter, var højgravid) indtog deres pladser og spillede introen ”Sad Child ballet”, der ledte op til, at Annisette entrede scenen, springende og dansende som en hvirvelvind med sine ufravigelige varemærker; bare fødder og lang, løs kjole til tonerne af ”Black Angel”.

Det er 25 år siden, albummet af samme navn blev udgivet og hittede massivt, men inden da havde bandet allerede eksisteret i 28 år og sat sit meget originale og eftertrykkelig fingeraftryk på musikkens stjernehimmel og med deres debutalbum (”The Savage Rose”, 1968) revolutionerede den danske rock og faktisk skabte en helt ny genre, der af nogle er blevet kaldt ”livsblues”. Med tiden er de gået fra det rockede til det mere soul- og gospelinspirerede, men deres karakteristiske egenlyd fornægter sig ikke og har været en rød tråd fra starten.

Når Annisette indtager en scene, bliver hun straks det visuelle fikspunkt med sin alfeagtige fremtoning og vanvittige stærke karisma. Hun fylder ikke mere i landskabet end tobak for en skilling, men hendes lidenhed udgør bare en stærk kontrast til alt det, der ellers er indbegrebet af hende, når hun med sit lange, sorte hår, mørke hud og sortoptegnede øjne fejer energisk rundt i lange hippiegevandter, glimtende armbånd og bare fødder, der i en mindre politisk korrekt tidsalder ville blive associeret med det stereotype billede af en sigøjner i flammedans under nattehimlen.

Hun er vild, og hun kan aldrig tæmmes

Når Annisette taler, er det med en inderlig, luftig rasperøst, der giver indtryk af, at hun let kan tabe pusten – men intet kunne være længere fra sandheden. For når Annisette SYNGER, så har hun et output, der kan blæse et gennemsnitligt redwood-træ omkuld og får een til at spekulere på, hvordan og hvor i alverden den power kan gemme sig i det diminutive menneske. Hendes stemme er en urkraft, der stadig, nu hvor Annisette efterhånden er 72 år, har uformindsket styrke.

Jeg så The Savage Rose sidst for omkring 10 år siden. Dengang lagde Annisette mikrofonen fra sig på et tidspunkt og sang hele salen op. Denne aften gjorde hun det samme igen, og man tror næsten ikke sine egne ører, når hendes rå vokal gjalder gennem lokalet.

Med Annisette som det naturlige og hypnotiske fikspunkt både vokalt og visuelt, skulle jeg næsten tvinge min opmærksomhed hen på resten af besætningen – hvilket er virkelig uretfærdigt, for dygtigere musikere skal man lede længe efter. Individuelt er der tale om et tårnhøjt kvalitetsniveau hos dem alle, men sammen udgør helheden endnu mere end summen af enkeltdelene, og resultatet er fuldstændig uforligneligt. De kom naturligvis til deres fulde ret i det ikoniske instrumentalnummer ”Byen Vågner” fra albummet ”Dødens Triumf”, hvor Annisette ikke var der til at stjæle billedet, men også under alle de andre numre gjorde de sig – også på skift – heldigt bemærkede. Besætningen er jo blevet skiftet ud siden 1967, og især Thomas Koppel, der dannede bandet sammen med sin bror, Anders Koppel og jazztrommeslageren Alex Riel og var det kompositoriske ophav til det meste og hen ad vejen dannede par med Annisette, var en central figur, som det må have været svært at løfte arven efter – men det har nutidens medlemmer af The Savage Rose formået at gøre.

Da Annisette et par gange stod og talte utrætteligt og dybfølt om de ting, hun og The Savage Rose altid har repræsenteret – humanisme, spiritualitet, anti-materialisme og kærligheden til planeten, naturen og hinanden, mærkede man, at budskabet om ”Peace, Love and Understanding” er så grundfæstet og ægte og gennemsyrer hele hendes væsen, at man kan sige, at hippiebevægelsen har overlevet bare gennem hende alene, og hendes ord havde fornyet vægt, da behovet nu er større end nogensinde.

Det var en aften, hvor man kom igennem hele følelsesregisteret – fra fandenivoldsk eufori under det rockede ”You’ll Know In The Morning”, hvor publikum trodsede forbuddet fra Vegas side om at råbe eller synge med, over de bevægende ”Pigestemmer” til det nostalgiske ”A Girl I Knew”. Det eneste, jeg personligt manglede, var ”Dear Little Mother” i hælene på ”Byen Vågner”, men ellers var det så gennemført top-professionel såvel som autentisk en optræden og et repertoire til ug med kryds og slange, med sange fra hele deres bagkatalog.