Denner/Shermann: Masters of Evil

Den 24. juni bliver vi fodret med guldkorn fra en guldske, som kommer fra doom-metallens Lennon/McCartney…der er selvfølgelig tale om makkerparret Denner/Shermann. De er i topform på det nye album ”Masters og Evil”, som byder på friske toner i den gamle Mercy-stil.

LET THE EVIL BEGIN

Fra første sekund er vi i helvede, på den mest positive måde, og det sker med første nummer ”Angel’s Blood”. For med første guitar-riff, er stemningen lagt, og man fornemmer allerede et højt niveau af doom metal. Snowy Shaw sidder bag trommesættet, og hans rytmer sidder hele tiden totalt i skabet i forhold til tonematerialet. Som i gamle dage i Mercy, er der call/respons mellem vokal og guitar stemmer i mellemspillet. Det er et kanon nummer at starte en metalskive med.

Klokker, kor og semiakkustisk ondskabsguitar, fører os i en ond verden i det andet nummer ”Son of Satan”, og det er som at være beamet ind i filmen ”The Omen”. Omkvædet er lige på og hårdt, med ordene; The Son, The Son, the Son…of Satan. Det er nok det nummer på dette album som har mest reminiscens af King Diamonds stemme, men egentlig kun i omkvædet, for Sean Peck har sit eget heavy-klang-forråd parat til alle mulige udtryk på albummets numre.

I det stemningsfulde nummer ”The Wolf Feeds at Night”, er der masser af Ozzy i Sean Pecks vokal, men han gør det uden at plagiere. Nummeret har et glimrende instrumentalmateriale, og der er nogle fede rytmeskift. Musikken er progressiv, men uden at være moderne-progressivt, for det er stadig lidt pigtråds-rock-agtigt.

Titelnummeret ”Masters of Evil” er temmelig anonymt, og stikker ikke specielt ud som noget ekstraordinært i forhold til effekter. Det er temmelig nede på jorden, og starter med et iørefaldende riff, der stille og roligt starter nummeret op. Omkvædet er selvfølgelig ret ondt og satanisk, og Sean Peck er helt oppe at ringe i de høje toners himmel. Marc Grabowski´s bas tordner derud af, og til sidst får vi nogle fede guitarriffs med dæmpet overtoner, som er idiomatisk for Denner og Shermann.

I syvende nummer ”Escape from Hell” har vi en del standard heavy metal-sangskrivning på banen, lidt i stil med Accept, men stadig med lidt D/S-touch. Men det er som om at det lidt går ud af stil i forhold til de andre numre.

”The Baroness” er det sidste nummer, og der bliver krænget ekstra udtryk ud af instrumenterne og Sean Pecks metalhals. Med et fantastisk balladeagtigt mellemspil, har nummeret lidt lighed med titelnummeret på ”Melissa”, som også var placeret som sidste nummer. Det er et megafedt nummer at slutte af med, og det gør at man allerede glæder sig til næste gang der bliver udgivet noget fra metal-kvintetten.

Vurdering

Med denne længe ventet udgivelse, er det næsten som en rejse tilbage i tiden, hvor der udkom noget nyt med Mercyful Fate, og man var oppe at ringe, hver gang man havde skaffet en ny satanisk vinyl til plade-rotoren. Det er 32 år siden at man har kunnet høre Michael Denner og Hank Shermann spille sammen på et full-length-album. Det var på ”Don´t break the Oath” i 1984.

Det er fedt, at Sean Peck ikke prøver at skabe en vokalstil der skal overgå King Diamond ekstremitet, for det ville ødelægge metal-operaens ånd. Det er virkelig en god klang som han har øvet op, og han virker som den helt rigtige sanger i Denner/Shermann, og jeg håber at denne besætning fortsætter lang tid endnu.

Denner/Shermann og Co. kan mere end bare at fortsætte i Mercyful Fate-stil. De kan også få det til at lyde lidt mere moderne, men uden at ødelægge det gamle unikke udtryk, som jeg personligt meget gerne vil have skal køre videre så lang tid det er muligt. Det må være svært, selv for Denner og Shermann, at lave denne type musik i dag, uden det bliver en pastiche over Mercyful Fate. Men den svære balancegang, mellem at lave noget nyt, og samtidigt beholde det klassiske Mercy-udtryk, lykkes i høj grad. ”Escape from Hell” flirter lidt med heavy metal, og er måske lidt for standard-agtigt i forhold til niveauet på resten af albummet, men det er sgu et meget fedt nummer alligevel.

”Masters og Evil” udkommer som nævnt d. 24. juni, og sjovt nok er det dagen, hvor King Diamond opfører ”Abigail” på Copenhell. Så der bliver masser af metal-ondskab i luften denne dag. “Masters of Evil” er en ny must have-skive i metalsamlingen.