
Det er få bands hvor man kan nævne deres navn som en stilart. Et af disse er Depeche Mode, som siden de startede, har lavet sange med karakteristiske vokallyde, svøbt i en instrumentation som er helt deres eget klangunivers. Tirsdag aften beviste de igen, på alle måder, hvor stort et band de stadig er.
Mit kosmos
Der var naturligvis stor jubel, da stjerner kom på scenen 20:45 i Parken, som indeholdt 47.000 forventningsfulde mennesker. Startnummeret var ikke ligefrem en Hr. & Fru. Jensen-pleaser, men det ganske abstrakte første nummer på det nye album Memento Mori. Det var forfriskende på en mærkelig måde, at høre så mørk en sang som startnummer. Men at være iørefaldende og abstrakte på samme tid, er jo én af deres forcer.
Remix
Nummeret “A Pain That I’m Used To” blev spillet i en anden version end på pladen, et remix af Jacques Lu Cont som havde fået et simpelt beat under sig, i stedet for det mere raffinerede rytmemateriale, som man hører på albummet Playing the Angel. Remixet var ganske fedt, men jeg havde da godt nok foretrukket det originale.
Wrong
Det var det helt rigtige at spille “Wrong” fra albummet Sounds of the Universe, som virkelig er simpel og effektiv, både i toner og tekst. Der var et lille forspil forskelligt fra studieindspilningen, hvor Gahan’s vokaler hurtig kommer på med ordet wrong. Det var yderst godt fremført, og det var nok også et af de numre som jeg nød mest i løbet af aftenen.
Noget af det gode gamle

Nummeret “Stripped” fra Black Celebration var et af de gamle numre som virkelig gav gåsehud, og hvor publikum havde et store smil på læberne. Kort efter fik vi klassiskeren “Enjoy the Silence”, som var det sidste i sættet før encore. De gik vinkende ud efter dette nummer, og der blev hujet i stor stil for at få legenderne tilbage på scenen, hvilket de selvfølgelig gjorde.
Encore
DP’s katalog er overvældende i kvalitet, og der er i den grad noget at tage af. Det må være svært at udvælge en sætliste når der er så mange gode numre, men jeg synes virkelig at sætlisten var godt sat. Sidste gang DP var i Parken, spillede de “Just Can’t get Enough” til sidst. En god sang, men ikke fantastisk. Denne gang var nummeret også en del af encore, men vi fik så et væsentligt bedre nummer helt til sidst; “Personal Jesus”, som afsluttede denne fabelagtige koncert.
Husk, du skal dø

Det nyeste album og touren med den mørke titel, Memento Mori, lader til at lægge op til det mere positive, nemlig at man skal leve mens man kan. Depeche Mode spillede og performede i hvert nummer som om det var deres sidste dag i livet, og fik sat godt gang i Parken. Medlemmet Andrew Fletcher, som døde for nyligt, er i høj grad også en del af det nye album og touren. Han blev også hyldet i stor stil under koncerten.
I starten var der lidt ubalance i lyden. De elektroniske hihat lyde var væsentlig højere end den akustiske trommelyd fra trommeslager Christian Eigner, hvor det var meningen at de skulle smelte sammen til een trommelyd. Det blev der rettet op på efter ca. 10 minutter af koncerten. Men i det store hele var lyden god og slagkraftig. Jeg gik rundt i Golden Circle lige foran scenen, og bevægede mig også op på tribunen til højre. Alle steder jeg befandt mig under koncerten, gik lyden rent igennem.
Gahan var lidt utydelig en gang imellem, da han ikke havde luft nok til at trænge igennem de mange lyde som var høje i forhold til lyden fra mikrofonen. Martin Gore’s stemme var meget mere tydelig end Gahan’s, og han virker også til at have mere sangteknisk kunnen. Men der er en grund at at Gahan er leadsanger i DP, for den knastørre mørke stemme er behagelig og æstetisk på alle måde, hvor det bliver for intenst for øret hvis Gore havde for mange numre som lead. Hans vibrato og toneleje ville ganske enkelt blive for meget for øret i længden. Men balancen mellem de to, er perfekt, og jeg synes faktisk det er sjældent, at der er to sangere i ét band som begge har så karakteristiske stemmer. Der var også en del passager i sangene tirsdag aften, hvor de sang duet, med stor succes.
Der skete utrolig meget spændende hele tiden. Der var få skævheder hist og pist, men Depeche Mode viste hvor store de er med dette besøg i Parken på vej gennem deres Memento More World Tour. Det udløser 4,5 stjerner.
4.5
Band: Depeche Mode
Sted: Parken
Dato: Tirsdag den 27. juni 2023
Lineup:
Dave Gahan: Lead vocal
Martin Gore: guitar, vocals
Christian Eigner: drums, keyboards
Peter Gordeno: keyboards, backing vocals
Sætliste:
My Cosmos Is Mine
Wagging Tongue
Walking in My Shoes
It’s No Good
Sister of Night
In Your Room
(Zephyr Mix)
Everything Counts
Precious
My Favourite Stranger
A Question of Lust
Soul With Me (Acoustic)
Ghosts Again
I Feel You
A Pain That I’m Used To
(Jacques Lu Cont Remix)
World in My Eyes
(Dedicated to Andrew Fletcher)
Wrong
Stripped
John the Revelator
Enjoy the Silence
Encore:
Waiting for the Night
Just Can’t Get Enough
Never Let Me Down Again
Personal Jesus