Åndelig ekstase i Parken

Det var en musikalsk gavebod som var stillet op onsdag aften i Parken, da Depeche Mode var landet med deres Global Spirit Tour. DM er ét af de bands der kan tage en enorm mængde gode numre op af gaveposen, og levere dem med fantastisk live-ånd. Selvom de har lavet alt lige fra disco til avantgarderock, har de altid deres egen måde at lave musikken på, og fra første beat af en sang, kan man høre hvem det drejer sig om.

Parken med de fireogfyrretusinde fans, ulmede af forventning før Depeche Mode stillede op på scenen, og det var med ”Going Backwards”, som er det første nummer på deres nyeste album ”Spirit”. Et beskedent mosaiklysbillede på bagskærmen lyste svagt, men farverigt op, og det passede godt til det statiske og mystiske musik. Den stille og rolige opbyggende vokal i nummeret, skal udføres med præcision før den lyder godt, og David Gahan havde allerede en god stemme. Martin Gores andenstemme var også helt i top, og de er jo bare et fedt vokalmakkerpar når der synges tostemmigt. Tour-Trommeslageren Christian Eigner var super tight, og lavede kantslag der skar igennem og det passede glimrende til nummeret. Efterhånden som ”Going Backwards” var ved at ende, blev mosaiklysbilledet i baggrunden reduceret brik for brik, til der var helt mørkt på scenen.

Hit the lights

I andet nummer ”So Much Love”, kendte man igen DM-sceneshowet med masser af lys, videoklip og livebilleder i et stort kalejdoskopisk miks. Allerede i dette nummer var Eigner hård bag trommesættet, og der var mange hidsige metal-agtige tam-rulninger som gjorde nummeret stramt og intenst.

”Barrel of a Gun” må have været udfordrende for Gahan, for akkompagnementet er ikke af denne verden, på den måde det kakofonisk flyder rundt, og på den fede måde, modarbejder det simple leadvokalfraser.

Gulvet rystede med de karakteristiske synthlyde i introet til “A Pain That I’m Used To”. Introet var næsten i dobbelt tempo, og det fortsatte i en mærkværdig rock n’ roll-udgave, for guitarstemmen gav nummeret et andet udtryk end på albummet ”Playing the Angel”, og det var som at høre et nyt nummer. Ganske frækt lavet.

Gahan-pause

Numrene “A Question of Trust” og “Home” blev spillet i træk, og her var det Gore på vokal, og Gahan tog en pause ude bag. Det blev det bestemt ikke dårligere af, for Gore er en eminent leadsanger, som er en uundværlig brik i Depeche Mode. Tour-musikeren (keys/bas/backingvokal) Peter Gordeno spillede en intens omgang elklaver som akkompagnement til Gores fine lyse stemme, og det var en sindssyg kontrast. Publikum var helt oppe at ringe, og de sang videre da ”Home” var færdig, og efter et stykke tid, begyndte keyboard og trommer at følge med et par beats hist og her på publikums fællessang.

You patriotic junkies…

…blev der sunget i “Where’s the Revolution”, som var et uundgåelig nummer fra det nye album, og det var et svinefedt livenummer med syg punch i trommerne og cremet keyboardlyde. Gahan havde gang i alle lemmer, og farede rundt på scenen, og sluttede oppe foran bagskærmen der viste et stort rødt victory-håndtegn.

Nummeret ”Wrong” var i min verden klart ét af aftenens højdepunkter. Introet fik en klang der mindede lidt om deres dommedags-outro-nummer ”Pimpf” fra ”Music for the Masses”. På skærmene lyste hvid computergrafik med mærkelige vandrette linjer og menneskeskikkelser som smeltede godt sammen med musikken, og  nummeret krøb længere og længere ind i sjælen. Den indadvendte intensitet som nummeret besidder, pressede for at komme ud som et brag, men nummeret holder sig tilbage, og det er som om at det er een selv som opbygger det intense i sindet.

Efter et kæmpe bifald for ”Enjoy the Silence”, var DM ved at nå mod enden. Folk var helt oppe at ringe, og alle hungrede efter mere. Man vidste jo nok godt at der kom ekstranumre, men før bandet gik ud af scenen, fik vi det udødelige nummer “Never Let Me Down Again” som nok alle i Parken var mere end glade for.

Fantastic Encore

Vokal-depechen gik igen videre til Martin Gore, som startede ekstranummer-afdelingen med det flotte nummer ”Somebody”, og det var fænomenalt godt sunget. De lange toner med Gores karakteristiske vibrato, gik lige i hjertet.

De store hylder tit de store, og vi fik David Bowies “Heroes” i DM-version, som var ganske udmærket. Peter Gordeno spillede en god bas, men den var måske lidt kedelig i længden i forhold til at det skulle være Bowie-verdenen som vi befandt os i, men den lidt syret udgave af nummeret passede fint nok ind i Depeche Mode´s univers. Det var også fint med et stille nummer lige før det vilde ”I Feel You”, som var tungt og aggressivt, og sluttede med ekstrem intensitet. Det sydede simpelthen af avantgarderock.

Sidste gang DM var i Parken fik vi ”Just Can´t get Enough” som sidste nummer, og det var lidt komisk i min bog, da det virkede som en helgardering for at please flokken. Denne gang sluttede de af med mere manér, for det var ”Personal Jesus” der lukkede koncerten, og blev vores fremtidige minde om et brag af en afslutning på Global Spirit Tour. Det var prikken over I´et, og i forhold til lydkvalitet, musikalitet og kompositorisk originalitet, kan man næppe forstille sig en bedre koncert end dette.