Depeche Mode kæmpede længe før de ramte toppen

En kopi af Parken

I mørket kom The Beatles’ 50 år gamle rocknummer “Revolution” ud af højttalerne, som et lille trick til at få folk i stemning. Dette skete også i Parken sidst, og trods at det er på grund af DM´s nyeste politiske tema, er det ikke den mest opfindsomme opvarmnings-gimmick man kan lave, men Depeche Mode vil også gerne hylde de store, og det skal de have lov til. Efter hilsenen fra den gamle Liverpool-kvartet, kom hovedpersonerne ud på scenen, med et elektroinstrumentalnummer som stemningsmusik, mens der voksede grafik frem på bagskærmen. Folk tog godt imod dem, og så gik de ellers i gang med nummeret “Going Backwards”, som er det første nummer på deres nyeste, og meget vellykkede album, “Spirit”. Den Jackson Pollock-inspirerede grafik på skærmen tolkede nummerets titel, ved at reducere sig selv og blive til ingenting lige til slut. En ganske genial måde at demonstrere “Going Backwards” i en livesituation.

Tvivlsom lyd…

De første 30 sekunder af “Going Backwards” skabte lidt bekymring, men lydfolkene fik hurtigt rettet op på lydproblemerne med Gahans vokal og derefter gik det ganske godt med lyden, omend den aldrig blev så god som man kunne have forventet og håbet på. Frontmand Dave Gahan var som sædvanlig i topform, og kastede sig rundt på scenen i vilde piruetter med mikrofonstativet som dansepartner. Selv fra de forreste pladser var det svært at se, at der her var tale om en mand på 55, som mindst een gang er blevet erklæret klinisk død på grund af en overdosis af kokain og heroin. Det var dog synd at han skulle bruge meget luft i starten for at skære igennem i den tamme lydkanal, for der var ikke noget rum på vokalklangen, og Gahan havde ikke gennemslagskraft fra starten.

Heldigvis var resten af instrumenterne klare som sole i salen, og de smeltede godt sammen til en ægte Depeche-klang, med alt hvad der skulle være af intensitet og detaljerigdom. Trommeslager Christian Eigner fortjener også et anerkendende nik, for en hamrende sikker og 100% tight præstation, der nærmest lød som en maskine… altså på den gode måde. Derimod var Martin Gore lidt mere anonym end han andre gange har været, men dog ikke noget der skæmmede oplevelsen, for det er altid fantastisk at høre hans specielle vibrerende lyse stemme.

Det tog noget tid før koncerten og publikum kom helt op i gear. Om det skyldtes vintermørket eller det faktum, at de helt store crowd-pleasere først kom i sidste halvdel af sætlisten, er svært at sige. Først ved 12. ud af 20 numre, nemlig til det formidable “Where’s the Revolution”, kom dem på siddepladserne for alvor op at stå. Til gengæld blev de så stående resten af koncerten, der da også bød på det ene hit efter det andet.

Englelege

“A Pain That I’m Used To” fra albummet “Playing the Angel” fik en ordentlig overhaling og var næsten ikke til at genkende, for verset var meget rock´n roll-agtigt, og det var først når omkvædet kom, fulgt af det hidsige elektro-vræl fra synthesizeren, at man genkende nummeret i fulde. Denne alternative version blev også spillet i Parken, men den fungerede bedre dér, end tirsdag aften i Arenaen.

Jubel fra masserne

“Never Let Me Down Again” fra ”Music for the Masses” (1987) var som i Parken sidste nummer før ekstranumrene. Den udødelige elektrohymne var en sand fornøjelse, og man kunne ikke forestille sig at den kunne ramme mere plet den gjorde i Arenaen. Der var intens jubel fra masserne, og det var den perfekte exit før the encore. Folk var nu også sikre på at DM var varmet helt op, så de i ekstranumrene kunne kompensere for den lidt stenede og søvndyssende første halvdel af koncerten.

No heroes

Sidst vi hørte DM, havde de et covernummer med til os, nemlig Bowies klassiker ”Heroes”. Dette nummer havde 2 funktioner; at hylde den afdøde mester, men nok også at referere Dave Gahans entre i Depeche Mode. Det var nemlig på grund af Gahans optræden i en jam session med dette nummer, at han blev opdaget af tidligere DM-medlem Vince Clarke, og budt velkommen i Depeche Mode i 1980. Med Bowies dødsdag den 10. januar, kunne man også tirsdag den 9. januar have forventet, at DM spillede ”Heroes” igen, men desværre ikke. Trods at det ikke var det stærkeste nummer i Parken, kunne det faktisk have været en succes i Arenaen.

“Ekstra”- koncerten var det bedste!

De fire sidste numre i encore, var dét hele koncerten skulle have været, nemlig et klart crescendo mod prikken over i’et. Med en vokal/klaver-version af ”Strange Love” udført af Gore og Gordeno, startede de i det mere stille og svævende, men som den gør i numrene ”Walking in My Shoes” og ”A Question of Time”, steg intensiteten, for til sidst at ramme loftet i megahittet ”Personal Jesus”. Der blev lavet tonsvis af gode tricks til at få disse fire numre op i skyerne, og Eigner gik næsten i progressiv rock/metal-mode med voldsomme og hurtige tamrulninger for at få et ekstra spark i de to sidste numre. Gore var skarpt fokuseret på sin karakteristiske guitarfigur i “Personal Jesus”, og hvert et anslag var som et stød i brystet.

Trods en lidt vag sætliste og til tider svingende lydkvalitet, gik man glad fra Arenaen med masser af musik pumpende i årerne. RockZeit kunne godt have ønsket lidt mere træfsikkerhed fra scenen, men det var en god koncert, og vi lander på solide 4 stjerner til elektrofænomenet Depeche Mode.

Foto: Daniel Slater