Der er ikke stille i graven

Torsdag var RockZeit i Amager Bio, hvor der i løbet af aftenen var 3 erfarne metalbands på scenen. Det legendariske brasilianske thrashband Sepultura, havde amerikanske Crowbar og Sacred Reich med som opvarmning.   

Ordentlig omgang support

Tungt temposkiftende sludge thrash med den virile vokal fra Kirk Windstein, tromlede ud over den store publikumsskare, som var mere end klar til Crowbar. Bagefter gik Sacred Reich, som også var ret fede, på, men i min verden slet ikke på lige så højt niveau Crowbar, hverken musikalsk eller kompositorisk. Men i det store hele var det en god metalfest, suppleret med en masse Slayer fra anlægget mellem sceneskiftene. Så vore ører var i dén grad varme før hovednavnet gik på scenen.

Sepultura herskede fra første beat

Sepultura lagde ud med nummeret “Isolation” fra det roste album Quadra fra 2020. Det var som om at de var i gang med sidste akt af en koncert og var blevet beamet ind på scenen i Amager Bio, for de var allerede så varme og synkroniserede med hinanden, som man kunne være. 

Den fysisk rundtfarende frontfigur Derrick Green, havde allerede fra start voldsomme kropsbevægelser der smittede af på den fyldte sal, der hurtigt kom op på hælene med hornene i vejret. Bassisten Paulo Jr. lagde en sindssyg fed bund på sin 5-strengede bas, med figurer der hverken var for komplicerede eller for simple. Han er det eneste medlem som har været med fra starten helt tilbage i 1983, og resten er kommet til senere. Sepultura har skabt en speciel stil, som de nyere medlemmer har fået helt ind under huden, for det hele lød autentisk med en fantastisk helhed.

Anderledes klang og rytmik

I et nummer som “Capital Enslavement” kunne man tydeligt høre en rytmik og instrumentation som var helt anderledes end eksempelvis opvarmningsbandsene. Synth-strygere og rytmisk kor blev som playback blæst ud af højtalerne, og trommeslageren Eloy Casagrande leverede slagkraftige latin-inspirerede rytmer som blev understøttet af buldrende bas og mørke riffs fra guitarist Andreas Kisser. 

Langsomt og tungt

Titelnummeret fra albummet Machine Messiah var et godt højdepunkt i sætlisten. Mellem de mange hurtige rytmer, var det en fryd at høre et langsomt nummer der byggede op fra en blid clean guitar intro, til det helt tunge og dramatiske. Det var et nummer som fik gulvet til at ryste under det ekstatiske publikum.

Intensitet i højsædet  

Titelnummeret “Kairos” fra 1997, tordnede ustoppeligt igennem salen, og var bare true metal med dets simple catchy metalriffs der blev spillet med fænomenal tightness.

Der blev også gravet dybere i kataloget, med det efterhånden 31 år gamle titelnummer “Arise”, som blev slynget kompromisløst ud over scenen som et fremrykkende artilleri. Det var en magtdemonstration der viste, at et gammelt thrash nummer virkelig kan have nutidig kvalitet.

Ekstranumrene ”Ratamahatta” og “Roots Bloody Roots” blev ikke spillet af trætte og udmattede Sepultura, for de havde mindst samme energi til slut, som de lagde ud med. 

Sjælden metalkvalitet

Sepultura har efterhånden et stort katalog hvor der kan graves tidsløse metalhymner frem. Dertil har de sans for hvordan de opbygger en koncert. Sætlisten var i min verden helt genialt sat sammen, for der var åbenlyst tænkt over udtrykket i sangene, så de var ekstra fede når de lå side om side med hinanden. 

Selve setuppet var top professionelt udført. Vigtigst af alt var lyden knivskarp, fyldig i klang, en lyd som jeg ikke blev træt af i løbet af koncerten. Der var vigtige playback elementer i mange af numrene, der smeltede virkeligt godt sammen med livemusikken. Også timingen i lyssætningen kørte med millisekunders præcision, når lyset skulle afspejle rytmiske skift i musikken. 

Ligegyldigt hvor simpelt eller ekvilibristisk der blev spillet, sad det lige i skabet. Det blev dertil gjort uden at være for præcist, for der skal jo være mikro skævheder for at musikken groover og svinger optimalt.

Ud fra den sceneoptræden som de 4 musikere udviste, kunne man fornemme at spillelysten var til stede hele tiden, og at de ikke kunne køres trætte. Derrick Green havde med sine voldsomme bevægelser og sin hæse growl stemme, et jerngreb om publikummet, hvor de fleste nok gik fra Amager Bio med armene oppe. 

Sepultura udviklede på ingen måde musikaliteten i løbet af koncert, og det var godt! For lige fra start var de varme som et damplokomotiv der havde kørt i flere dage. I alle kategorier var de ufatteligt eminente, og det udløser 5 skarpe stjerner til de 4 metalmestre.

Hermed billedgalleri af Morten Hermansen med aftenens 3 bands: