Mens resten af København sidste fredag fejrede frigivelsen af juleøllen på denne nymodens helligdag – J-dag, var der ikke skyggen af nissepiger eller julesne i Pumpehuset. Der var til gengæld masser af fadøl, blastbeats, blasfemi og flammer under den musikalske tilbedelse af Mørkets Fyrste da de noget forskellige bands brændte Pumperen ned med hver deres fortolkning af black metal.
Græsk showmanship og drevent samspil

I januar måned søgte jeg på en kold og blæsende mandag ind i varmen i Pumpehuset for at høre et band som jeg slet ikke kendte og som spillede det der “Black Metal” som jeg ikke helt forstod mig på – men det viste sig at Rotting Christ blæste benene helt væk under mig, indhyllede mig i deres atmosfæriske mørke og tunge toner og en kærlighed til black metal tog sine spæde skridt.
Det var derfor også med en følelse af blafrende forventningsfulde natsværmere i maven da jeg i fredags takkede pænt nej til at gå på vanvidsdruk i juleøl med veninderne for at hellige mig det græske mørke endnu en gang. Og jeg blev endnu engang betaget i flere afdelinger.
Efter en længere intro indtager grækerne scenen til lyden af munkekor og triangel – introen er lige præcis så lang at publikums forventning er på sit højeste, da bandet vender sig rundt og slår de første powerakkorder an. Bassen brager derudaf så mine næsebor rent faktisk vibrerer. Publikum er brandvarme og i rette stemning fra start – Rotting Christ har salen i deres hule krogede hånd. Mit blik er næsten hypnotisk fastlåst på bassisten Van Ace, der troner stor og brutal som en anden Khal Drogo på kanten af scenen. Bassen hænger 2 cm over gulvet imellem hans spredte ben, mens hans tyrenakke river hans lange manke rundt som en turbine af hår – alt imens han slår strengene an uden at misse et beat.
Messende munkekor og græske eder så spyttet flyver!

Uden at fornærme nogen, kan jeg vist roligt sige at Rotting Christ i 2018 udgaven ligger i den mere rockede, atmosfæriske ende af black metal skalaen. Bandet har været i konstant udvikling siden deres debut i 1987 og uagtet at en del af det hardcore black metal publikum muligvis er faldet fra undervejs, synes jeg at RC lige nu har en helt unik og spændende lyd. Munkekor og dæmoniske skrig akkompagnerer blastbeats og tunge riffs – repetitive catchy omkvæd som i f.eks. “Apage Satana” fordrer at vi alle kan synge med selvom vi ikke forstår eller taler en dyt græsk. Jeg havde gerne set en keyboardspiller på scenen i stedet for et båndet backtrack, men RC spiller overbevisende og leverer deres koncept ligeså med primale slag i brystkassen og spyt der flyver til alle sider, mens publikum moser rundt i circle pit og hamrer næver i luften næsten konstant i de 50 minutter de er på scenen, så kan den lille detalje nok tilgives.
Rotting Christ har nyt album på trapperne “The Heretics” som udkommer i starten af 2019. Bandet spillede et enkelt nummer fra det kommende album (…. fangede desværre ikke helt hvad det hedder… noget med “…goats…”). Nummeret blev godt modtaget af publikum og lover godt for opfølgeren til “Rituals” som ellers er et virkelig stærkt album. Alt i alt en overbevisende præstation i den unikke men lyttervenlige afdeling.
Fra Hades direkte til Inferno og skærsilden

Efter sceneskift er det tydeligt at vi nu ikke længere befinder os i græske Hades, vi slap forbi den glubske Kerberos og ud, blot for at blive kastet direkte i Inferno og det eneste der venter derefter er skærsilden!
Watains sceneshow er et udstyrsstykke der må få brandmyndighederne til at slå korsets tegn! Bandet indtager scenen i corpse paint og besmykket med kæder og knogler (det ligner grangiveligt et stykke human rygrad bassisten Alvaro Lillo har hængende fra en kæde bag på buksen – det ligner faktisk også lidt at han har tilraget sig parasitten Splinter….). Forsanger Erik Danielsson antænder med fakkel de treforker på scenen der kort efter står som brændende “W”‘er. Bagtæppet prydes af omvendte kors og scenen af flere dyrekranier og masser af lys.
Opsætningen sætter perfekt rammerne for Watains ekstreme musik, der hersker en stemning af ond, rå vildskab mens bandet tordner derudaf med dobbeltpedalerne helt i bund, riffs der flyver af strengene og Erik der hvæsende spytter teksterne til “Nuclear Alchemy”, “The Child Must Die” og “Furor Divinus” ud over publikum.
Will You Burn With Us Copenhagen?
Der bliver hurtigt varmt som ind i helvede i Pumpehuset. Der lugter ikke det mindste af jul i salen….. der spreder sig mere sådan lidt en umiskendelig lugt af brændt hår. Mens bandet står i flammehavet på scenen, hylder det opildnede publikum de svenske orker med massevis af horn og mosh og da Erik Danielsson spørger “Will you burn with us, Copenhagen?” brøler publikum anerkendende tilbage.

Selvom Watain har mere melodiøse stykker, har de ikke den eksperimenterende bredde som Rotting Christ gør sig i, de fræser derudaf i samme rille og variationen er begrænset, men jeg må bare også erkende at det fungerer bragende godt som helhed og tydeligvis er den fyldte sal enig med mig. Med Watain ved man hvad man får! Sort ritualisme, ild (muligvis lidt blod), ekstrem black metal der leveres velspillet, hurtigt og brutalt og underholdning for alle pengene.
Ud af Underverdenen
Koncerten slutter behørigt med et “Hail Satan!” fra scenen og selvom showet og musikken er mørk, så er jeg i utrolig høj og god stemning da koncerten slutter….. Klokken er endnu ikke slået midnat….. så der er faktisk lige tid til at snige sig på High Voltage og smage den famøse Julebryg…. og omstille sig verden udenfor Underverdenen med veteranerne i “Witch Cross” – men på det tidspunkt er blokken lagt i lommen….
Rotting Christ + Watain
Summary
Rotting Christ Line-up:
- Sakis Tolis: vokal + guitar
- Themis Tolis: Trommer
- George Emmanuel: Guitar
- Van Ace: Bas
Watain Line -up:
- Erik Danielsson: Vokal
- Häkan Jonsson: Trommer
- Pelle Forsberg: Guitar
- Alvaro Lillo: Bass
Billeder af Lunah Lauridsen fra http://www.metalmoments.net