Det Sidste Orkester

Rigtige kunstnere lader sig ikke slå ud af modstand i den hårde musikbranche. Kunsten skal ud på én eller anden måde, med eller uden et pladeselskab i ryggen. Det handler om at udtrykke sig, så man må bruge de muligheder man har. Det Sidste Orkester har taget kampen op, og har selv udgivet debuten med det dystre cover og den sorte titel;  “Ungdomstungsind Tur / Retur”, som symbolsk nok udgives den 1. maj.

Vintage så det batter

Det Sidste Orkester er en vintage-musik-oplevelse som er sjælden i dag. Det er næsten en tidsrejse tilbage til halvfjerdsernes danske rock, hvor der er Gasolin’/Steppeulvene-DNA i sangene, og hvor den nasale klang i vokalen er i højsædet. Stemning af hippiekultur er der i musikken, men ungdomsrebelske protestsange er der ikke tale om, dog er det i høj grad ironisk, humoristisk og samfundskritisk poesi vi bliver præsenteret for. Alt dette bliver slynget ud i æteren af leadsangeren Mikkel Ferup Andersen, som bliver hjulpet på vej af to lige så nasale backing-vokaler fra bassist Michael Guldberg og guitarist Asbjørn de Meza Jensen. Sidstnævnte er mastermind i bandet, med al musik og tekst på samvittigheden.

Afvist af dørmanden

Jeg har fået den indbydende vinyl fra bandet, og min pladespiller står i hjørnet og venter spændt på at jeg sætter dette danske melorock på. Pickuppen rammer, og triste langsomme guitarakkorder åbner nummeret “Dørmand” på melankolsk vis, og sangen lægger bestemt ikke op til pludselige lyspunkter. Smukke strygere svæver over guitaren, hvorefter beat, bas og vokal kommer på. Der er ikke noget nyt i musikken rent genremæssigt, men den dansktekstede klagesang sitrer af charme, og lokker lytteren med varme og ægthed. 

Teksten er relativ bizar, og lægger nogenlunde poesi-stilen for resten af pladen. “Dørmand” handler simpelthen om, at når man har passeret de magiske 27 år, ikke kan optages i klub 27 med de døde musiklegender, og heller ikke er en ungdommelig blomstrende sjæl som shiner i det pulserende natteliv. Det kan føre til frustrationer og tanker om en farverig tilværelse, som er ved at løbe ud. Nederen!

Bare man kunne lave et hit

Tja, en sang om at starte et band, med de komplicerede følger det kan få i hverdagen, når drømmene brister, er jo ikke stor poesi, men en tragikomisk lille fortælling. Igen bliver det redet med humor og musikalsk charme, som de færreste bands tør at levere i dag. “Platinhits” får én til at trække på smilebåndet, men der er også noget der tilfredsstiller de nysgerrige rock-ører, for der er alligevel nogle små frække breaks som gør musikken spændende at lytte til, og det hele svinger upåklageligt. 

Pladen vendes…

…Ahh, det varmer mit hjerte når bands udnytter den “nye begyndelse” som side 2 på vinylen jo er. En akt II så at sige. Kirkeklokker ringer ildevarslende, og femte nummer starter op med kirkeorgel og rock-kor. En rock-udgave af Mercyful Fate’s “The Oath” om man vil, og som Mercyful, er der da også kritik af den kristne tro. Det bliver til et nummer med den geniale titel; “Fader, hvor?” (den har jeg sgu ikke hørt før). Nummeret har et lidt større patos og alvor i sig end de forrige numre, og synes at gå lidt længere ind under huden.  

Medicineret reggae

Næstsidste sang “Piller” kører i en stabil reggae-rytme med en top grineren tekst, som samtidigt også er lidt alvorlig. Nummeret kan man sige er noget af en humørpille, for dyrk lige dette her;

Der er et yndigt land – det står med blå blå piller

Det mæsker sig i olie trukket ud af makreller

Det bugter sig i psykofarmaka, hvis folk sku’ komme i knibe

Og da tjalden er ulovlig, har jeg piller i min pibe

Ja, sådan kan man også sige det…

Kontant afslutning

Albummet slutter kontant og stramt i rytme med nummeret “Udsalg” som i slow metal-rock rykker som et ustoppeligt godstog der kører mod den uendelige horisont. Det er det helt rigtige nummer at placere sidst på pladen, for med den musikalske bitterhed, er man ikke i tvivl om at albummet er ved at rende ud.   

Man kommer langt med ærlighed

Som nævnt er “Ungdomstungsind Tur / Retur” selvudgivet, og det hele virker også meget hjemmelavet, på den gode måde. Det Sidste Orkester har respekt for simpliciteten, der med få virkemidler giver noget nærvær i musikken. 

Der er gjort meget ud af leadvokalen og backingvokalen, for der er god story telling i vokalmelodierne, med ofte vekslen mellem en- to- og tre-stemmighed. Der er ikke så mange overraskelser i harmonikken, og rytmerne er også lige efter bogen. Det er vovet at have en skærende nasal og bitter ungdommelig stemme i front hele pladen igennem, og jeg var bange for at det var for meget for mig. Dog er der et ærligt og ægte musikalsk udtryk i fraserne, som bliver forstærket af et poesiunivers som er virkelig er sjovt og opfindsomt. 

Lyden er ikke imponerende, men den leverer nogenlunde det den skal. I dag kan man for få penge lave alverdens lyddikkedarer med diverse musikprogrammer. Dette har ikke fristet bandet, for det handler om at få lyden til at matche det musikalske udtryk, som man må sige er helt old school.

Albummet indeholder ikke de store udtryk. Det er de små skæve fortællinger der er i højsædet, men det begrænser også musikken til små øvelokale-agtige numre. Men man kommer langt med ærlighed i musikken, og Det Sidste Orkester er en fornøjelse at høre på, på grund af musikkens umiddelbarhed og ærlighed.

Når coronakrisen begynder at aftage, bliver vi helt sikkert beriget med en troværdig og nærværende rockkoncert fra Det Sidste Orkester. Lige nu må vi høre albummet på vores anlæg. Et album som bestemt er over middel, og varmt kan anbefales til tilhængere af simpelt, sangbart og ærligt vintagerock. 

RockZeit ender på 3,5 stjerner til “Ungdomstungsind Tur / Retur”