Devin Townsend Projects Triple live CD udgivelse indeholder en længere opførsel primært af numre fra Devin Townsends to konceptalbum, ”Ziltoid The Omniscient” (2007) og ”Z²” (2014), hvori Science Fiction, operametal og en bunke lattergashumor udgør hovedingredienserne.
Der spilles hård rock, progressiv rock og metal i alle af verdens regioner, en stor del kommer fra Europa og USA i kassevis, stort set samme indpakning og indhold, resten er blot nuancer, hvilket er ok, for det ER først og fremmest underholdning og det ville være ret anstrengende, hvis ethvert band skulle måles efter Pink Floyd og The Beatles. Som regel er musik bare noget der gør den forpinte forbrugers dagligdag tålelig.
Man må dog sige, at et land som Canada har for vane at levere nogle kunstnere, som på en eller anden måde bidrager med noget ekstra, ikke mindst i den brede rockbranche, men også i snævrere metalforstand. Man kan nævne volapykmetalbandet Voivod, Jamie Labrie fra Dream Theater, Anvil, Annihilator, Gorguts, Exiter, selveste RUSH og så Devin Townsend. På godt og ondt er sidstnævnte virkelig noget særligt.
Den mand lever ud fra Per Arnoldis motto ”Intet med måde”, og da undertegnede så ham på Roskilde i 2013 i dagslys, forekom det mig, at denne megalomaniac simpelthen ikke kan få det stort nok, trods teltes ringe størrelse. Alt var svulstigt, pompøst, dramatisk, lidt rungende – og også uden kant. Heldigvis sikrede hans veludviklede gak gak humor, at det hele ikke blev for meget.
Opsummering:
I Devin Townsends sære sind er der vokset en fiktiv figur Ziltoid, som kommer fra rummet og ønsker en kop af universets bedste kaffe. Han synes så dårligt om vores bedste bud, at han igangsætter et større angreb mod vores kære klode. Bum. Konceptalbummet fra 2007 er senere blevet gengivet live og i 2014 kom opfølgeren ”Z²”, som Townsend i lang tid var i tvivl om skulle udgives, da han ikke følte sig overbevist om, at humor og metal gik godt i spænd. Efter min mening traf han det forkerte valg.
Men jeg er ikke så sur endda, for denne udgivelse er ikke nogen dårlig udgivelse. Townsend & Co kan selvfølgelig spille, og liveoptagelserne er muligvis mani(o)pulerede, men under alle omstændigheder klart lyttevenlige. Alt går fint igennem og på produktionen gengives den dynamik der er på tværs af synth, strygere, korstemmer, guitarvægge, gæstesangere, saftige trommer og Townsend selv. Der er sandelig meget livelyd, som skal gengives på digital eller vinyl format.
Hitchhikers Guide to Royal Albert Hall
Nummeret ”Z²” er en helt igennem forrygende måde at introducere en powerkoncert. En flødeskumsouverture, der med humoristisk speech ”Good Evening, Dorks…”, introducerer en koncert med bombastisk schwung, men i høj grad også med et Douglas Adamsk/Monty Pythonsk islæt. Der er flere gode numre, og jeg kan selvsagt ikke remse alle numre op. ”Supercrush” er en tung sag, men alligevel med en art Erasure (!) happy livsglæde i versene. Det kan jeg godt lide, ”Supercrush” er en underlig barok perle, som dog fylder en hel koncertsal med pompøs vellyd.
”Deadhead” bliver mødt med publikums begejstring ved den først guitartone, det er endnu et stærkt nummer, ja, episk om man vil. Når sangene fungerer, så glædes man over Townsends sans for at tage sig god tid til at bygge historien op. Sådan er det bare ikke hel tiden, andre gang går det i tomgang. Et nummer som ”Lucky Animals” er for mig et fuldstændigt statisk nummer midt i al sin Rocky Horror Show reminiscens. Sprængfyldt med energi, men det forbliver strækmarch på et løbebånd. ”March Of The Poozers” bliver jeg heller aldrig glad for, der er masser af musisk gøgl, men der går lidt for meget musik-hoppeborg i det hele, uden egentlig substans og ide. Boing-boing.
Det friske pust
På CD 3 får vi et frisk pust med ”Heatwave”, der introduceres, således:
”Guys, Enough of that hipster bullshit, this is our country song from Canada with love!”
Her taber jeg underkæben, det er grusom lumberjack countryboogie, spundet over ” Take Me Home, Country Roads”, og det er faktisk ikke det værste, det værste er, at jeg begynder at synes om det, fordi det er så åbenlyst en frigørende joke for publikummet, og man fornemmer, at koncerten er nået til et punkt, hvor alt er tilladt. Blandt andet derfor fungerer det, men også fordi der koncerten igennem har været så meget kompleksitet at fordøje, at en lille pause med hindbærsaft er lige det man trænger til.
Herefter fabulerer Townsend selvironisk over, at han tit skriver en masse bras og gemmer det væk og lader som om det ikke eksisterer, andre gange laver han numre, hvor han ser sig selv stå som en ”F…… Zeus standing on top of a hill”, hvorefter han opdager, at han jo slet ikke kan synge det live. Derefter opfordrer han alle blandt publikum som er i et band til at blive ved med at spille. Tja, det er en hyggeligt sekvens som vidner om, at Devin jo faktisk er et almindeligt menneske som os andre, hvis nu han selv var i tvivl. Det gør livealbummet lidt mere vedkommende, faktisk mere end mange af hans sange gør det.
Den gode 3’er
Jeg synes der er mest kvalitet i den sidste CD, i hvert fald mere sjæl. ”Funeral” starter så jeg tror, jeg skal høre ”Now I’m Here” med Queen, indtil den går over i noget vred Pink Floyd, suppleret af The Edge pre-shoegazer gutarriffs. Endnu et stort nummer, hvor tempoet er langsomt, men hvor der er rigtig meget musik mellem nodelinjerne. Lækkert fast og stædigt repetitivt trommespil. Nummeret fader ud i guitarklang med masser af ekko, indtil guitarfiguren glider over i ”Bastard”, som er et af de numre, som koncerten og albummet har brug for. Det introduceres på fornem vis med en distant guitarfigur, a la fates Warning, inden det hele bliver mørke-mørkt og tungt og nummeret går ordentlig i gang. Der er tale om udfordrende harmonik og melodivalg, nummeret er i sig selv virkelig en flot komposition og et stærkt nummer, et at mine favoritter.
Man må give Devin Townsend, at han har sans for drama og han formår at skabe nogle om end luftige så i hvert fald i øjeblikket dragende fantastiske fortællinger i sangform, bredformat og technicolor. Man får tusindvis af billeder ind på lystavlen i sekundet, det er urealistisk vulgært storladent, i en grad der må gøre Wagner penismisundelig: Jeg forestiller mig en film af Terry Gilliams, hvor Dream Theater spiller hovedrollerne… gav det mening?
Tomme Kalorier
Nu har jeg så drøvtygget mig igennem denne triple CD og har virkelig gjort mig umage, men må konstatere, at jeg aldrig helt formår at give mig hen til Devins Townsends of Ziltoids univers. Jo, han rykker ganske vist hegnspæle, hvad angår showvolumen og udførsel af live arrangementer. Mange sange virker live, mens en hel del andre blot er transparente udstyrsstykker, som får Royal Albert Hall til at virke som et showroom. Jeg føler det som om, jeg har ædt mig igennem samtlige Lagkagehuset forretningerne i København i min søgen efter noget salat. Således går meget lang tid før jeg igen sætter så meget Devin Townsend på. Ok, måske lige en lille bid til, det smager jo godt.
Fakta
Devin Townsend Project: Devin Townsend Presents: Ziltoid Live at the Royal Albert Hall (2015)
Udgives af InsideOut, releasedato den 13.11.2015.
CD 1:
1. Z²
2. From Sleep Awake
3. Ziltoidian Empire
4. War Princess
5. Deathray
6. March of the Poozers
7. Wandering Eye
8. Earth
9. Ziltoid Goes Home
10. Through The Wormhole
11. Dimension Z
CD 2:
1.Namaste
2.Night
3.Deadhead
4.Earth Day
5.Christeen
6.Supercrush!
7.Kingdom
8.Lucky Animals
CD 3.
1.Heatwave
2.Funeral
3.Bastard
4.The Death Of Music
5.Universal Flame
Skriv et svar