Dimmu Borgir udgiver deres tiende studiealbum

Det norske black metal band Dimmu Borgir har 25 års jubilæum, og de udgiver deres 10. studiealbum fredag den 4. maj. Den store palette er taget i brug, og som vi kender dem, er vi igen taget ind i et metal-opera-univers som ikke stopper for nogen. Der er retning i det musikalske udtryk, og der er en god historiefortælling. Albummet bærer titlen „Eonian“, evighed.

Afsløringen

Støjende og mystiske reallyde starter op på dette nye album, og “The Unveiling“ er sat i gang. Et tungt riff bluser op fra guitarristen Galder med ildevarslende kor henover. Og det er ikke midikor, det er skam ægte nok. Dette overtages af et optempo-riff som har et touch af innovation i sig; det bender lidt op og ned i pitch, som gør det en smule nervøst. Leadvokalen fra Shagrath er kun halvmørk i starten, men bliver langsomt mere deranged og skræmmende. Et mellemspil bløder lidt op for nummeret med klavertoner og kvindekor. Der er kælet for lyden, og man hører alternative elektronisk modificerede guitarklange i nummeret, og det er ganske spændende lavet. Det giver lidt ekstra, i stedet for bare mørk guitar med mørkt krymmel på, som høres i andre bands der laver old-school black metal.

Tunet King Diamond

Dimmu Borgir er et ret avanceret death metal band, og i andet nummer „Interdimensional Summit“ er der lagt op til en stor musikalsk fortælling med store armbevægelser… en slags King Diamond-stil der lige er tunet op i det teatralske. Det er måske lige i overkanten, for det lyder sgu som en musical, og det er et farligt trick at tage frem, når man er ét af de førende bands i den onde onde metal. Dog er det ganske forførende, og man kan godt fornemme at det er et band der virkelig kan jonglere med alle mulige typer udtryk… også udenfor metalgenren.

Goth-teater

“Council of Wolves and Snakes” er fjerde track, og man kan ligesom høre på titlen at den skal have fuld skrue på storytelling. Det får den også med langsomme rytmer tilsat synthflader, kor og andet guf, og det er virkelig billedskabende musik. Men igen… man skal have ja-hatten på, for det et tykt og eksplicit metaloperaudtryk.

Fantastisk afslutning

Sjovt nok har sidste nummer næsten samme titel som Dream Theaters “A Rite og Passage“, men Dimmu Borgirs “Rite of Passage” er intrumentalt… altså hvor de liiige har lidt kor i baggrunden. Det kunne de ikke lade være med, men koret i dette, er ikke så intimiderende som i de andre numre. Dette gør „Rite of Passage“ til en virkelig god afslutning, som har en rolig stemning. Her kan man fordøje de forrige numre, og pulsen når at komme ned, inden albummet ebber stille ud i evigheden.

Lidt for meget af gode

“Eonian“ er bestemt ikke en skuffelse. Det er hele tiden rimelig fængslende, og albummet har en tilpas længde. Det er godt, nu når den store palette er fremme hele tiden. Dimmu Borgir kunne sagtens fyre dobbelt så meget materiale af, men de er gode til at fornemme, at vi lige skal have vejret.

Instrumentationen er raffineret, og der er generelt god klang i alle numrene. Specielt det sidste “Rite of Passage”, som er én af dem som trækker værket “Eonian“ op i kvalitet. Generelt er teksturen kompleks i alle numrene, men akkordprogressionerne er meget simple, og tit har man kun to akkordfornemmelser i melodierne. Dette er typisk i filmmusikken, og det kan godt blive lidt for søgt og ensformet at høre på. Rytmisk er det mere spændende, for der er en del overraskelser i Daray´s måde at understøtte riffsene på. Trommerne er dog en smule baggrundsagtige rent lydmæssigt, og jeg hørte gerne noget mere slagkraftigt, nu når vi er i black metal.

„Eonian“ er et overflødighedshorn af musikalske udtryk, og det har en bivirkning, nemlig at det bliver lidt Disney-black metal, for det er lidt blød goth, uden skarpe kanter. Men det er godt komponeret, ret nærværende og innovativt på mange punkter. Derfor ender jeg på 4 stjerner til Dimmu Borgirs tiende studiealbum.