Metal Schlager Slaraffenland i Amager Bio

Amager Bio havde tirsdag aften metallegender på scenen, både support og hovednavn, for Raven varmede godt op før Dirkschneider og hans soldater kom på scenen i den næsten fyldte Bio.

Vi vil se aben, vi vil se aben

Før Dirkschneider-showet blev afsløret i dets visuelle udformning, var der mørkt på scenen og der kørte et ældgammelt rocknummer i højttalerne. Hæ, det var den gode gamle freak Arthur Brown, med det skøre nummer ”Fire” fra 1968.

Så startede nummeret ”The Beast Inside”. De tunge riffs kørte lidt, og Udo´s stemme hørtes i salen, og folk ventede spændt på at hovedperson nu også kom på scenen, og ikke sang for længe bag tæppet med sin trådløse mikrofon. Så kom han, og det var et entré-stunt som selvfølgelig skulle få folk til at juble henover koncertens første metaltoner. Og det gjorde de. Man kan ikke komme uden om, at Udo er et fænomen, og at han har været med til at definere heavy metal fra starten. Metallegenden er nær pensionsalderen, og ligner vel mest af alt en blanding mellem en mumificeret muskelhund og én af de hired guns fra Stallone-serien The Expendables. Men hans stemme hang godt sammen stadig, og han formåede at dosere sine ressourcer og ansigtsudtryk således, at de rakte til begge 2 timer.

Hvad han måske manglede i virilitet og scenekarisma, havde hans spillystigglade guitarister ved hans flanker, især den evigt smilende guitarist Andrey Smirnov som med slet skjult sirlighed, så ud som om havde stået på hovedet i Rudolf Schenkers garderobeskab og gået all in; intet var overladt til tilfældighederne. Hans åbne vest fremviste lige nøjagtigt det, han var stolt af, mens den højthængende firserguitar skjulte alt det, han var knap så tilfreds med.

Son of Udo

I kvartetten som udgjorde akkompagnementet til legenden, var Son of Udo! Det var Sven Dirkschneider som havde fået lov af at spille i farmands band, og han var en glimrende trommeslager. Bandet var ret uoriginalt, men alt var flawless og vel bedre spillet en Accept selv. De strålede af dygtighed – de havde næsten for meget overskud til at der var fare på færde og nerve i det, men masser af spilleglæde og publikum fik alt hvad de drømte om. Der var schlagermetal-topmøde, og alle sang med og stak næverne i vejret; Kraut Metal Forever, eller bare, Balls to the wall!

Laaang koncert

Det er altid svært for bands at dosere deres sætlise, og nogle gange er der for lidt, og nogle gange er der for meget. RockZeit-redaktionen kunne godt have ønsket en lidt kortere koncert, for budskabet var nået langt inden aftenens sidste heavytone.

Hyldest til læder

Accept har lavet masser af numre, hvor der bakkes op af backingvokalen, som det slagsangsunivers det nu er, og det fungerede godt i eksempelvis klassikeren ”London Leather Boys”, som – om man kan lide det eller ej – er ét af deres hits.

Der var molmetalmelankoli i ”Amamos la Vida”, og der var nok nogle inkarnerede fans som fældede en tåre, for bandet kunne sagtens spille roligt og følsomt. Der var ikke såå mange ballader i et show som dette, for det var en overvægt af numre med maskuline ord i titlerne som mere peger mod hård metal, og det er næsten et dogme i Accept, at nummerets titel også er sætningen der synges i omkvædet. Det er altid sjovt, når der ryger farlige ord gennem luften til sådanne koncerter, og vi fik da også ”Protectors of Terror” som har en god heavy-ordlyd, og ordene fik fuld hammer med lead og backingvokal over et tungt metallisk riff.

Uundgåelige klassikere

Ud over de 17 numre som skulle fyres af, var der hele 4 ekstranumre, og det var sange som var blandt de allermest kendte; ”Princess of the Dawn” var det første, og det havde nogle rigtig gode momenter. Dog blev det en lidt kitschet version med lidt for store musikalske armbevægelser til sidst, som ikke var nødvendige i det ret tilbageholdne og dunkle nummer.

“Metal Heart” med det modige “Für Elise”-indslag tilsat en masse metal-hero-patos, er altid lidt for meget af det gode, men nummeret har dog et fedt cathchy omkvæd. ”Fast as a Shark” som på albummet Restless and Wild” (1982), starter med en top-irriterende schlager og vælter ud i skrig og speed metal, er én af Accepts helt store klassikere. Mange lægger måske ikke mærke til det, men speed-nummeret er i sig selv en kamufleret schlager, for omkvædet er næsten sat med kulørtre balloner og store fadøl. Bandet spillede selv udgaven af schlagerintroet, som selvfølgelig var et rent cirkus. Det var også fint, for Udo havde allerede udvist lidt humor og selvironi i løbet af aftenen.

…og ja, du gættede rigtigt, Dirkscneider og drengene sluttede af med ”Balls to the Wall” med ekstra gentagelser af ”Balls” i en udvidet slutning.

Var det kunst?

..nej, men det var topprofessionelt og bulletproof fra start til slut. Der blev ikke taget nogle chancer i musikken, og det gjorde det lidt for lineært og rent i sit udtryk. Men det betyder ikke at det ikke var slagkraftigt, for det var det, og det skal Dirkschneider have kredit for.

Overraskende nok var sætlisten ændret radikalt tirsdag aften i forhold til hvad man kunne se på nettet, og det viser en del overskud, for der var ikke slinger i valsen på noget tidspunkt. Udo´s koncertudflugt hedder ”Back to the Roots”, og oplevelsen var stor nok til, at vi kan anbefale metalheads at hoppe på vognen hvis de støder på den.

Herfra RockZeit tjekker vi ud med 4 stjerner til gode gamle Udo.

..og der var jo opvarmning med det gamle band Raven

Thinking apes metal

De to britiske brødre John og Mark Gallagher har kørt Raven siden 1975. De tilhører den gamle metalskole, og netop undsluppet fra satans beskyttede værksted, hældte de al deres veloplagte uoriginalitet udover os med en syleskarp mangel på præcision, sammenspil, vellyd og intonering. Men høvle metal floskler af, kan de så man næsten må tage dem seriøst. De brænder tilsyneladende for at træde op igen og igen, år efter år, og levere noget som Judas Priest, Destruction, King Diamond, Accept og så videre lige er lidt skarpere til. Men ingen slinger i valsen her, nummer efter nummer strømmer det ud med lir og larum som skidt fra en spædekalv.

Vi får heavy metal serveret med alt hvad der hører med af ultrabanale tekster, og også en skrabet, men intens guitarsolo fra Mark Gallagher, og de spiller medley med ingredienserne Iron Maiden, Black Sabbath AC/DC m.m. ..så bliver det ikke mere old school!!

Raven bokser med opgaven, og efterhånden som man vender sig til at joken ikke er en joke, begynder man at sætte pris på deres rå og upolerede sound, deres dobbeltpedal tons og ukuelig og urealistisk fremvisning af selvtillid og spilleglæde. Folk er klart oppe at køre og John Gallagher har ret hurtigt styr på den lille flok, eksempelvis når han råber “Are we all together?” Yeah!

“Are we all for one?” Yeah!

og resten er egentlig ikke historie… men sjovt var det.

Billeder fra Dirkschneider koncerten

Billeder fra Raven koncerten