Dirty Honey i Pumpehuset

RockZeit fik igen en god rock oplevelse da vi var i Pumpehuset og høre amerikanske Dirty Honey, hvor danske Timechild sørgede for svedig opvarmning med deres charmerende halvfjerdser rock.

Timechild

Den altid gode frontfigur Anders Brink stillede op med sit relativt nye band Timechild, som virkelig fik revet i strengene og heftige angreb fra trommerne i bedste retrorock stil. Med gode sange, god lyd og fed performance, havde vi god ballast til at at modtage de fire amerikanske hard rockere.

Dirty Honey…

…ja, navnet stinker bare af alt hvad hard rocken står for; sex, drugs and rock’n’roll. Bare af udseende, havde de allerede inden første tone sat stilen, og Marc LaBelle med hat og solbriller, var en ægte hard rock frontfigur. Han sang heldigvis lige så godt som sin overbevisende fremtræden på scenen, og han var ustoppelig i første nummer som er titelnummeret på deres nyeste album; “Can’t Find the Brakes”, som gled effektivt ud fra scenen til det forventningsfulde publikum.

Gedigen rocklyd

Både bassist Justin Smolian og guitarist John Notto havde deres riffs og fingerspils-fraser på rygraden, og der var overskud til at lave gode bends, glissando og beskidte skratlyde. Men de kunne også andet end det, for de tog begge en akustisk guitar frem i nummeret “Coming Home (Ballad of the Shire)” som havde den rigtige saft og sødme som en rockballade skal have. Det blev heller ikke for sødt, for de stakkels følsomme guitarer fik alligevel et par ordentlige markeringer med hårde og kontante anslag, som gav lidt kant, trods den bløde akustiske lyd. Generelt var lyden fra strengeinstrumenterne lige i skabet i genren, med god skrat og hyle toner ind i mellem riffene, og det skabte ægte live lyd som sangene gjorde gavn af, for det var jo ret banale sange må man sige. Så det klædte numrene, at de blev spillet med rygende rock æstetik, når de skulle væltes ud over scenen. Det gjorde heller ikke noget at trommeslager Jaydon Bean kunne alle bogens tricks, dertil spillede han afsindigt overbevisende. 

Cover

Der var mange gode standardvendinger i deres musik, og man kunne høre at de har suget til sig fra store hard rock bands, De kunne heller ikke holde den længere da vi kom mod slutningen af sættet. Her smed de håndklædet i ringen og fyrede nogle covernumre af fra deres store helte. Det blev bl.a. til ”Last Child” fra Aerosmith’s album Rocks fra 1976, som tydeligvis gav dem ekstra energi og spillelyst.

Rock core encore

Man hører engang i mellem nogen snakke om, at et band er relativt nyt, selvom de har eksisteret i 10-12 år. Dirty Honey er rent faktisk et nyt band, for deres selvtitlet debut album udkom i 2021. Dirty Honey kunne ikke få nok af  Pumpe-publikummet, og de havde svært ved at gå af scenen. Jo længere de nåede i encore afdelingen, jo mere skete der af nye ting. Blandt andet fik bas, trommer og guitar lov til at lave en lave en lille solofremvisning, hvilket var ganske vellykket og underholdende.

Der var god kontakt til publikum, og der blev gjort meget ud af at performe til det yderste. LaBelle var også oppe på afsatsen i venstre side af salen hvor han fortsatte sin gode lead vokal. Det var helt aftalt kunne man se, for lysmanden vidste præcis hvor og hvornår han bevægede sig rundt de mærkværdige steder. 

Der var utrolig mange ting som fungerede til koncerten, for det var som om at de gjorde alt spændende hver gang der blev sat noget i gang, med den fordel, at de rent faktisk er gode sangskrivere. Men heller ikke mere end det. Jeg synes der var riffs som var liiidt for banale og sagtens kunne have haft lidt mere innovation, hvilket sagtens kunne lade sig gøre uden at komplicere musikken. LaBelle’s stemme var langt over middel, men der var ikke sååå mange variationer i klangen i løbet af aftenen. Det var mest gode helgarderinger i et begrænset toneleje, med en god håndfuld klangtricks som han holdt sig til for at være sikker hele vejen. 

Men det var bare true hard rock koncert, udført af 4 professionelle og engagerede musikere. Jeg ender på 4,5 stjerner til Dirty Honey.