Ingen har nogensinde lovet, at der på Copenhell kun skulle spilles metal, og Dirty Honey har aldrig påstået, at de er et metalband.
RockZeit har tidligere anmeldt Dirty Honey, da de gæstede Pumpehuset i 2024, og absolut ikke uden begejstring.
Af selvsamme årsag, smuttede undertegnede til Gehenna scenen, for igen at få lidt af det energiboost Dirty Honey leverer til UG og pil op.
Bandet blev dannet i 2017, og blev det første band der landede på den amerikanske Billboard’s Mainstream Rock Songs Chart som nummer eet, uden endnu at have underskrevet en pladekontrakt. Dette skete allerede to år efter bandets dannelse, nemlig i 2019.
De har varmet op for navne som The Who, Guns N’ Roses, Slash og The Black Crowes. Chris Robinson, har også gæsteoptrådt hos Dirty Honey
Der var ikke voldsomt mange mennesker på plænen foran den lille scene da de gik på kl. 20.30 men lyden fra den glade, energifyldte L.A. rock, Dirty Honey leverede, samt Marc LaBelle’s stemme, fik hurtigt folk lokket til.
Vi fik leveret rock, som var stærkt inspireret af bl.a. Aerosmith og Led Zeppelin, og om det er fejlfrit, nyskabende og alt muligt andet, kan i og for sig være fuldstændig ligegyldigt, for Dirty Honey gav publikums kroppe lyst til at bevæge sig til rytmerne, og smilene helt op til ørerne. Man bliver bare så glad i låget, og det er da bare super fedt, at der er unge musikere der har hjertet for “The Sunset Strip rocken” , og har lyst til, at føre den videre.
Specielt Marc LaBelle’s energi er vild, og man kan ikke beskylde ham for, at være bange for at være for tæt på publikum. Han er HELT tæt på os, og får os til at føle os som en stor integreret del af denne rock fest. Han er et sandt energibundt, der burde være med i en reklame for vitaminpiller.
For mit vedkommende kan det være så absolut ligegyldigt, om musikken ikke er metal, og at vi ikke står overfor supermusikere, samt at deres numre er så stærkt inspireret af noget vi har hørt tidligere.
Det lyder stadig fedt, og det er umuligt at stå stille, og ikke lade sig rive med, og det kan så sandelig også noget! Og jeg er vild med Dirty Honey, og vild med at blive glad i låget, og jeg vil troppe op, hver gang de måtte gæste Danmark.
På et tidspunkt stod Marc LaBelle på en stol midt imellem publikum, og skabte en fællessang, og der blev skrålet igennem, sikke en fest!
Det var super ærgerligt at måtte forlade denne dejlige, energifyldte fest, for at spurte over og være der når Billy Idol gik på scenen.
Men mit bud vil være, at Dirty Honey er ved at få skabt sig et fast publikum her i Danmark, og at de derfor vender tilbage, og tak for det!
Summary
Band: Dirty Honey
Sted: 20:30 på Gehenna scenen, Copenhell
Dato: 20.06.2025
Dirty Honey line-up:
Marc LaBelle – lead vocals
John Notto – guitar
Justin Smolian – bass guitar
Jaydon Bean – drums
Setliste;
Gypsy
California Dreamin`
Heartbreaker
Scars
Dirty Mind
Tied Up
The Wire
Don’t Put Out the Fire
Won’t Take Me Alive
When I’m Gone
You Make It All Right
Rolling 7s



















