Disturbed leverede varen i Royal Arena

Disturbed var tilbage på dansk jord i forbindelse med 25-års jubilæet for deres The Sickness album. Albummet i sig selv kan ikke længere stå distancen for at være et nu-metal mesterværk med over fem millioner solgte eksemplarer, men til gengæld leverede Disturbed et særdeles flot sceneshow.  

Opvisning i stor stil

Inden Disturbed gik på scenen havde de taget Megadeth med som support.

Med et bagkatalog i verdensklasse inden for thrash metal, er Megadeth altid et interessant band at “høre” live.

Deres største udfordring gennem årene har dog altid været, at frontmand Dave Mustaine aldrig har været en særlig dygtig stage performer, udover at han er en fænomenal guitarist.

Dave Mustaines udstråling river ingen publikummer med i begejstring, men når lyden er perfekt som denne aften i Royal Arena, og man som publikum bare “lyttede” til musikken, blev det til en aften med ren opvisning i hvordan thrash metal skal spilles med en fænomenal sætliste af greatest hits over 60 minutter.

Kort sagt, var det, rent musikalsk, en femstjernet oplevelse.

Showmanship på et andet niveau

Kontrasten kunne ikke være større, da David Draiman og resten af Disturbed indtog scenen.

Det startede med videoklip fra hele deres karriere førend at tæppet faldt.

Scenen var bygget som et stort stilladsbyggeri, som senere skulle vise sig at indeholde et særdeles flot og iscenesat lys-og pyroshow hele aftenen igennem.

Som en anden Hannibal Lecter, blev David Draiman, i spændetrøje, kørt ind på scenen, og han ejede scenen og publikum fra første sekund, da de satte i gang med “Voices”.

Det var ekstremt skelsættende i forhold til netop at have oplevet Dave Mustaine.

Forrygende show

Koncerten var delt op i to dele.

Først spillede de et sæt bestående af hele albummet “The Sickness” og efterfølgende et sæt bestående af “greatest hits”.

Udfordringen for ethvert band, der vælger at spille et helt album er ofte, at det alt for sjældent forekommer at hele albummet er værd at lytte til, når udvalget af sange blandt resten af deres bagkatalog kan være så meget bedre…

Det gjorde sig også gældende denne aften, hvor Disturbed lagde ud med et brag med numrene “Voices”, “The Game”, “Stupify” og “Down With the Sickness”, og Royal Arena eksploderede, da trommeintroen gik i gang til sidstnævnte – En udødelig klassiker.

Herefter gik der dødvande i koncerten med de næste fem numre “Violence Fetish”, “Fear”, “Numb”, “Want” og “Conflict”.

Visuelt var det fortsat flot, men de pågældende numre har ingen særlig gennemslagskraft og stemningen steg en smule igen med aftenens første covernummer “Shout” (Tears for Fears cover).

Det var på dette tidspunkt søvndyssende, rent musikalsk, og det blev tydeligt, hvor ens de fleste af numrene fra Disturbed egentlig lyder, og at der skulle et covernummer til at få ændret lydbilledet igen.

Disturbed leverede en fin udgave af “Shout”, som blev fulgt op af “Droppin’ Plates”.

Herefter blev stemningen løftet gevaldigt, da David Draiman blev ført ind på scenen i den elektriske stol, hvor han af bødlen blev forsøgt henrettet. David Draiman gav fuckfingeren til bødlen, og med teaterblodet udover hele hans ansigt og tøj rejste han sig op fra stolen (og stod på den også), mens Disturbed afsluttede første sæt med nummeret “Meaning of Life”.

Det var ganske underholdende, og stemningen var høj, inden at der skulle afholdes en 20 minutters pause.

Fortsættelsen

Det er yderst sjældent, at man oplever en 20 minutters pause mellem 2 sæt til en metalkoncert, og inden koncerten havde jeg mine tvivl om, hvorvidt det ville ødelægge flowet i selve koncerten.

Denne aften gjorde det egentlig ikke så meget, og nu blev der til gengæld skruet gevaldigt op for det visuelle, herunder for et ekstremt flot pyroshow.

Stemningen og sangene blev også løftet gevaldigt i niveau med forrygende udgaver af numrene “I Will Not Break”, “Ten Thousand Fists”, “Bad Man”, “Land of Confusion” (Genesis cover)“ og “Indestructible”, hvor deres maskot “The Guy” undervejs også dukkede op som en stor oppustelig dukke.

Aftenens højdepunkt var utvivlsomt “The Sound of Silence” (Simon & Garfunkel cover), som blev opført med dæmpet lys og fire personer der spillede på celloer og guitaristen Dan Donegan på et klaver i flammer samt David Draimans forrygende vokalmæssige præstation og store dele af publikum med lys fra deres mobiltelefoner.

Det var smukt!

Disturbed afsluttede koncerten med de to middelmådige numre “The Light” og “Inside the Fire”, hvilket ikke var helt optimalt, men David Draiman forstod fortsat at involvere publikum, da han bad dem om at lyse med deres mobiltelefoner hver gang, at han sang omkvædet The Light under nummeret af samme titel.

Visuelt var aftenens show yderst imponerende med tilføjelsen af nogle sjove gimmicks.

Som band fungerer Disturbed fortsat upåklageligt, og David Draimans vokal er fortsat i særklasse.

Sætlisten kunne have været væsentlig bedre, hvis ikke de havde spillet hele albummet “The Sickness”, men det var nu engang præmissen for aftenens koncert, og man kan ej heller undlade at blive bekræftet i at deres numre i stort omfang er skåret efter samme skabelon, uden en eneste guitarsolo.

Det er smag og behag, men nummeret “Down With the Sickness” holder fortsat 100% efter 25 år!