Taget lettede flere gange i Pumpehuset i søndags da grundlæggerne af Gothenburg-lyden Dark Tranquillity og Folk-metal favoritterne Ensiferum satte kedlerne i kog- med sig havde de lidt af et wild-card i det finsk melodiske dødsmetal-band Marianas Rest.
Dørene åbner kl. 19:00 en meget kold forårsaften foran Pumpehuset – 18:50 når køen af forventningsfulde koncertgæster allerede hele vejen igennem Byhaven og godt stykke ned mod Palads. Det tegner godt – sådan et koncertprogram med hele 3 bands på en søndag aften kommer bare bedst fra start hvis salen er godt fyldt op fra start, og det flueben kan jeg hurtigt hakke af.
Marianas Rest
Da Marianas Rest ganske roligt indtager den trange plads på scene (Ensiferums gear står allerede linet op) til tonerne af en fin intro, er salen godt fyldt op og publikum byder dem varmt velkommen. Der er desværre lidt overstyring på lyden i sidste del af første nummer, men det sker under koncerten heldigvis kun den ene gang.
“Pointless Tale” – starter med et nådesløst skrig til tunge trommer, med melodisk guitar under inden tempoet skal helt ned og vokalen slår over i en raspende tale og mine tanker strejfer “Insomnium” – det er lækkert! Musikken er rå og sårbar på samme tid – der lægges følelser i, og mens de melodiske passager flyder af guitarens strenge, flyder jeg med. Skiftende mellem de fine atmosfæriske passager og de rå sker naturligt og helt uden knas på linjen.
“The Weight” starter med en ensom, langsom anslået guitar, inden den nedstemte guitar og trommer overtager lydbilledet. Nummeret tager sig god tid til at udfolde sig – men får næsten følelsen af, at noget olmt rejser sig op fra dybet. Stemningen er trykkende indtil en fin kvindelig vokal kommer som et slør af lys og håb i mørket.
Det eneste jeg lige eftersøger på scenen er keyboard spiller Aapo Koivisto – som bidrager med utroligt meget stemning og atmosfære i bandets lyd. Historien melder ikke noget om, hvorfor han ikke er at finde på scenen denne aften…. måske var der simpelthen ikke plads blandt alle Ensifreums instrumenter til en 6. mand……
Frontmand Jaakko Mäntymaa udsender i sin sceneoptræden den samme dramatiske vibe som Aaron Stainthorpe (My Dying Bride), han gemmer ansigtet i en sort hætte og kigger sjældent ud på publikum. Når han gør møder vi et kulsort dæmonisk blik fra øjne dækket af helt sorte kontaktlinser. Når han synger/skriger de mørke, melankolske tekster ud, gør han det med inderlighed; vi er ikke i tvivl om at han føler musikken og vi føler den med ham, når han i de melodiske passager uden sang, knæler langsomt ned på gulvet med sænket hoved og lader de storladne melodier fra guitarerne indhylde salen, så vi forsvinder ned i dybet og mørket med ham og resten af bandet, som dyrker den indadvendte stil, som egentlig passer fint til den stemning de sætter og som opfordrer publikum til at lytte indad.
En halv time i bandets univers er hvad det kan blive til og det er i min optik alt for lidt…. musikken er kompleks og besnærende og jeg har lyst til at blive lidt længere.
Musikken fra Marianas Rest er lige præcis dyb, mørk og sælsomt forførende…. som om man flyder langsom ned igennem Marianergravens uendelige dyb og mærker trykket stige i takt med at intensiteten i musikken tager til. Man hører en tydelig inspiration fra “Swallow the Sun”, “Draconian” og “Insomnium” i deres musik – og alligevel er Marianas Rest helt deres egne og absolut værd at udforske.
Ensiferum
Den tomme scene knager i bølgeskvulp, mens først en nynnen og derefter storladent musik tager til… Der er noget under opsejling… og publikum står last og brast mens de hylder folke-metalbandet som indtager scenen til en bølge af horn fra en sal indhyldet i havgus.
Vi bliver i sørøver-universet da Ensiferum efter introen lægger fra land med “Rum, Women, Victory” – Der er en del mere fart over feltet end til det finske opvarmningsband, vi er abrupt hevet op af Marianergravens mørke, kolde dyb og direkte op på dækket af en ordentlig skonnert der skyder gennem bølgerne, og der er budt op til en ordentlig fest på dækket. Skibet har sat kurs direkte mod det græske øhav med “Andromeda”…… som bliver udtalt på en lidt løjerlig måde. Her veksler vokalen mellem Petri Lindroos’ klassiske skrålen og en klar vokal fra manden bag keyboardet Pekka Montin og med ét så smager det hele lidt mindre af død og meget mere af power-metal. Men man er ikke et sekund i tvivl om at publikum er vilde med det – der hoppes og skråles med i bedste støvledans stil så det er lige før taget letter.
Ensiferum startede i Helsinki tilbage i 1995 som et death/black/folk metal band, men efterhånden har der sneget sig lidt mere power-metal med i lyden og deres seneste album “Thallasic” fra 2020 har mest karakter af det jeg vil kalde fest-metal. Hvis Amon Amarth er vikinge-metal, så må Ensiferum være pirat-metal. Bandets 5 medlemmer er mindst lige så glade for at stå på scenen, som publikum er for at se dem der. De er tydeligvis vant til at levere varen og er i kontakt med publikum på en helt anden måde end aftenens første band – de udnytter hele scenen aktivt og særligt Markus Toivonen (som er en af grundlæggerne af bandet) har stort smil på og kommer godt ud over scenekanten.
På aftenens set-liste er der overvægt af numre fra deres seneste album, men der bliver også grebet i bag-kataloget med bla. “One More Magic Potion” fra 2017, som er tilbage i folk-lyden med fløjtespil i introen. Og derefter “Into Battle” fra 2004 som efter march-trommerne er noget tungere i lyden både i bas og guitar, men med masser af mulighed for at skråle med.
Vi får yderligere en håndfuld numre fra “Thallasic” (“For Sirens”, “Run From the Crushing Tides”) inden der sluttes af i bagkataloget med “Lai Lai Hey” og “From Afar”. Udover introerne, er der i mine ører ikke den store variation henover numrene som aftenen skrider frem, men det Ensiferum gør, gør de super godt og stramt – og de kan sparke en fest i gang for fulde sejl.
Dark Tranquillity
Stille atmosfæriske toner guider guitaren frem og lader den stige i intensitet, inden Mikael Stannes sprøde vokal bryder ind…. “It doesn’t make it any less real
Once you feel it!” åbningsnummeret “Phantom Days” fra bandets seneste album “Moment” og fortsætter direkte videre med “Transient”.
Lige som Ensiferum, griber DT også godt ned i bagkataloget. Der henter de bla. “Terminus” fra 2007 albummet “Fiction” – et af de tungere numre som er mere ovre i den klassiske død…. og apropos død… så hopper publikum op og ned mens de chanter “death death death”. Vi får også titelnummeret fra “Atoma” der med sin electro/synth-intro og frontmandens lidt dybere helt klare vokal sender tankerne mod 90’erne og Depeche Mode, lige indtil en fantastisk sprød growl kommer på banen. Mr. Stanne mestrer skiftene imellem sine stemmer til UG! Første gang omkvædet rammer, går salen amok, ingen tvivl om, at vi er ude i en storfavorit. Netop dette nummer viser også bandets bredde, der veksler mellem fine guitar melodier og Carpenteresque keyboard. Det er ikke kun numrene der i sig selv har et par år på bagen, “The New Build” fra 2005 albummet “Character” har bandet før denne turne ikke spillet live i Europa siden 2008, men det sidder alligevel lige i skabet.
Dark Tranquillity er et svensk melodisk dødsmetal-band, der blev dannet i 1989 i Göteborg, Sverige, under navnet “Septic Broiler”, men allerede i 1991 inden deres første fulde albumudgivelse skiftede de navn til “Dark Tranquillity”. Sammen med bands som “In Flames” og “At the Gates” grundlagde de den særlige “Göteborg-lyd” som udviklede sig til det vi i dag kender som melodisk dødsmetal. Musikken kombinerer elementer fra den tunge og brutale dødsmetal med harmoniske og melodiske passager, både hvad angår guitarer og trommer, og modsat ren dødsmetal benytter melodøden passager med helt ren vokal.
DT spiller stramt og sammenspillet og er meget aktive på scenen og forstår at være i kontakt med sit publikum. Lyden sidder lige i skabet, alle instrumenter har deres plads og selv de fine detaljer og melodier træder frem og drukner på intet tidspunkt.
Jeg har aldrig før hørt publikum skråle med på et guitarif… men det får jeg så at høre på “Therein” hvor Pumpehuset for fulde lunger råbte “dadadadum!” mod scenen i takt med guitarens rif, for at slå over og synge med på det lange omkvæd, og skulle man ikke være helt skarp på teksten, så kører buzz ordene på backdroppet, og så er der ingen undskyldning for ikke at skråle.
….Tack som faen! Vi gider ikke det der drama med at gå ud og blive kaldt ind igen, så vi fortsætter bare. Er det ok?
Aftenen rundes af med det bandet kalder “en kærligheds sang for nogen, og en hade-sang for dem der aldrig har fattet det” “Lost to Apathy”. På det allersidste nummer “Misery Crown” får salen skrålet som blev de betalt for det! Hold da op et veloplagt band og publikum.
Det er søndag aften, klokken nærmer sig midnat, byen er sandsynligvis gået til ro og forbereder sig på at en ny uge i hamsterhjulet starter om nogle timer…. men det kan man ikke mærke på stemningen i Pumpehuset, her bliver der skrålet, moshet, crowdsurfet og hoppet i vildskab! Energien fra scenen er smittende. Frontmand Mikael Stanne har en helt særlig egenskab til at fremstå oprigtig på scenen når han siger “Tack som faen – I er underbare!” så virker det bestemt ikke som en replik han fyrer af fordi han skal, men han mener det. Koncerten lang er han et stort smil og på scenen særligt når han kigger ud over det begejstrede publikum.
Og så vil jeg slutte med Mikael Stannes egen proklamation: LIVE MUSIKKEN ER TILBAGE!