Der er ret langt imellem de exceptionelt gode koncerter, hvor stemning, line-up, lyd og oplevelse går op i en højere enhed på højeste plan! Men det var lige hvad vi var vidne til torsdag aften på et udsolgt Stengade, da Oceanwake, October Tide og Swallow the Sun gav hver deres bud på smuk, bevægende dødsdoom.
Oceanwake – som kølvand på et mørkt dybt hav en dag med havblik
Finnerne åbner med “Radiant Nightbreak” fra deres fjerde og seneste album “Lights Flashing in Mute Scenery” fra April 2019. Den fine guitar/tromme intro til nummeret giver mig følelsen af bølger der skyller i land fra fjernt kølvand….. inden bassen og Eero Haulas grumme growl bryder det fine. Det er langsomt og tungt og en rigtig fin stemningssætter for aftenen.

Forsanger Eero Haulas klare vokal er super lækker og både højere og lysere end man umiddelbart kunne forvente når man betragter den mægtige skæggede mand på scenen, hvor hans dybe growl derimod virkelig river gulvtæpper af! Det giver en ret fint lydbillede når bassisten Tommis vokal blandes med Eeros.
Kontrasterne imellem det lyse og mørke i musikken fungerer super godt, men der er lidt der halter. Det fine og følsomme i musikken bliver ligesom ikke helt fint nok og jeg kommer under de lange mere stille passager faktisk til at kede mig lidt – musikken gør ikke så meget for mig der…. men så skifter guitaren og vokalen til dybt vræng og så ændrer hele lydbilledet sig, det er her det rykker og bliver interessant, her hvor den grove og fine lyd blander sig som lys og mørke der kæmper mod hinanden, som det kølvand der kæmper sig op fra et mørkt dybt hav på en dag med havblik. Og faktisk rykker det mørke så meget at jeg lynhurtigt er helt på igen.
Oceanwake fusionerer ældre klassisk doom med nyere dødsdoom, en smule black og blander lange melodiske passager i gryden. Det gør dem svære at placere i genre. På nummeret “A Storm Sermon” bliver det lange mellemstykke næsten helt jazzet. Og “Travelogue” krydres med lette progressive Opethske passager, hvilket faktisk gør den stille del af musikken mere interessant. Alt i alt var det samlet set en virkelig god start på aftenen. Jeg havde ikke stort forudgående kendskab til bandet, men min nysgerrighed blev vakt.
October Tide – Det svenske tidevand er mørkt og smukt

I kølvandet på Oceanwake indtager svenske October Tide scenen og brager igang med et andet tempo og råhed. Åbningsnummeret “I, the Polluter” har ligesom bare lidt mere af det hele, uden at de stille passager på noget tidspunkt bliver kedelige eller ligegyldige for nummeret eller det samlede lydbillede.
Lige som forgængerne på scenen, ramte October Tides seneste og fjerde album også publikum i år (hvis man regner fra genforeningen i 2009). “In Splendor Below” er et af mine absolutte favoritalbums fra 2019. Bandet, som oprindeligt er dannet af Katatonias vokalist Jonas Renkse og daværende Katatoniaguitarist Fred Norman, læner sig op af Katatonias melankolske udtryk, men har absolut sin helt egen lyd og udtryksform. Den melodiske gennemtrængende guitar, som er et gennemgående element, er jeg virkelig en sucker for!
Næste nummer “Ögonblick av Nåd” afvikles på modersmålet, og det syngende svenske giver faktisk en ekstra dimension til flowet i nummeret, som får mig til at kaste armene i vejret af begejstring. Og jeg er ikke den eneste. Når man kigger rundt i lokalet, står publikum tæt på det udsolgte Stengade, stirrer mod scenen og kaster hovedet frem og tilbage i takt med musikken – som månesyge ugler helt opslugt af det der kommer ud over scenekanten.

Det er en af de koncerter hvor jeg ikke rigtig får taget nogen noter, fordi jeg er helt væk i musikken. Lyden er overraskende knivskarp denne aften, og musikken udleves afsindigt velspillet og stramt med en spilleglæde som trænger ud i alle kroge af rummet.
Svenskerne kan generelt noget med produktion og velspillethed og October Tide er ingen undtagelse. For selv om Finnerne er de ukronede konger af død og doom, så kan et band som dem her altså godt give dem kamp om tronen.
Swallow the Sun – Når kærligheden overvinder døden
Efter de 2 kompetente og stemningssættende opvarmningsbands, var humøret helt rigtigt og forventningerne særdeles høje, da aftenens hovednavn indtog scenen…. I mørke hættetrøjer – helt uden gøgl eller lir, bragede de ud med “When a Shadow is Forced into the Light” og demonstrerede at de havde publikum i deres mørke hule hånd lige fra start, da der blev sunget med på det dragende omkvæd. Den stemning der blev bygget op fastholdtes og blev i den grad forløst af Swallow the Sun.

Albummet af samme navn blev skabt ud af en dyb personlig sorg da Juha Raivio for 3 år siden mistede sit livs kærlighed Aleah Stanbridge, som selv har fremsunget ordene på sangen “Broken Mirror” i parrets sideprojekt “Trees of Eternity”. På albummet prøvede han at arbejde sig igennem sorgen, ud af skyggerne, dermed er numrene på albummet også stærkt personlige, en inderlighed der trænger igennem hver strofe, også live.
Den keltiske kalender markerer skiftet fra lys til mørke…..
Dagens rammer kunne ikke være mere passende for Swallow the Sun denne 31. oktober, hvor turneen “When a Shadow is Forced into the Light Part II” blev skudt igang. I den keltiske kalender markerer dagen “Samhain” skiftet fra lys til mørke, så det føles bestemt ikke tilfældigt at touren starter på denne dag. Samtidig er Samhain kendt som de dødes fest, hvor man minder sin døde elsker der er trådt ind i dødsriget…… Denne aften på Stengade er vi langt fra amerikaniseret skræk og rædsel…. og tættere på dødsriget….
Finnerne på scenen giver os en følelsesladet pragtpræstation i de store, mørke følelser, men på en måde der virker opløftende og livsbekræftende. De kommer godt rundt i bagkataloget med flere numre fra det formidable “Songs from the North I, II & II” og afslutter settet helt tilbage på deres første album “The Morning Never Came” med nummeret “Swallow”. Skal jeg fremhæve noget som gjorde særligt indtryk (udover åbningsnummeret) så var det klart “Firelights” og “Upon the Water” – knivskarpt og direkte igennem marv og ben.

Der er igennem settet ikke en eneste finger at sætte på noget som helst. Lyden er fremragende denne aften. Swallow the Sun er overlegne i deres formidling, velspillethed og formår at røre sit publikum langt ind i sjælen med deres udtryksfulde dødsdoom. Musikken og stemningen bygges op henover aftenens 3 bands og rammer et sjældent højt niveau med hovednavnet. Det er faktisk svært at gengive oplevelsen i en anmeldelse – det er bare en af dem hvor man skulle have været der….
Bonus info: Under sin dybe sorg, skabte Raivio iøvrigt side projektet Hallatar i fællesskab med Amorphis’ Tomi Joutsen og Gas Lipstick (tidligere HIM trommeslager). Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med dette band, så burde du straks gøre dig selv den tjeneste.

Swallow the SUn på Stengade
Summary
Swallow the Sun (fn)
Line-up:
Mikko Kotamäki – Vokal
Juha Raivio – Lead Guitar
Juho Räihä – Rytme Guitar
Matti Honkonen – Bas
Jaani Peuhu – Keyboards, Vokal
Juuso Raatikainen – Trommer
Set-List:
When a Shadow is Forced into the Light
Lost and Catatonic
Firelights
Cathedral Walls
Clouds on your Side
Upon the Water
New Moon
Stone Wings
Deadly Nightshade
Emerald Forest and the Blackbird
Don’t Fall Asleep
Swallow (horror Pt. 1)
October Tide
Line-up:
Alexander Högbom – Vokal
Fred Norrman – Guitar
Mattias “Kryptan” Norrman – Guitar
Johan Jönsegård – Bas
Jonas Sköld – Trommer
Set-list:
I, The Polluter
Ögonblick av Nåd
Of Wounds
12 Days of Rain
Guide my Pulse
Grey Dawn
The Custodian
Adoring Ashes
Oceanwake
Line-up:
Eero Haula: Vokal
Martti Koski: Guitar
Jussi Rautio: Guitar
Tommi Vaittinen: Bas og vokal
Mikko Kuljo: Trommer
Set-list:
Radiant Nightbreak
A Storm Sermon
Travelogue
The Occult
Posthuma
Ephemeral