Dogstar i Amsterdam

Et tilfældigt møde imellem trommeslager Robert Mailhouse, som i øvrigt også skuespiller og Keanu Reeves, blev den spæde start på  rockbandet Dogstar.

De to begyndte at jamme sammen og senere, i 1992,  kom guitarist og sanger Gregg Miller til (han forlod dog bandet allerede i 1995).

De skrev og komponerede deres egne sange, og lysten til også at komme ud og prøve dem af på et live publikum opstod helt naturligt.

Yderligere et par år gik, og guitarist og sanger  Bret Domrose kom til, og tour aktiviteten begyndte at tage fart. U.S.A var det første og mest umiddelbart naturlige sted at starte. Derefter kom Asien, hvor bandet opnåede en ikke ubetydelig popularitet. Og det var da også til dette publikum de udgav deres debut album tilbage i 1996, Our Little Visionary.

De har åbnet for David Bowie, og været på tour med Bon Jovi i Australien og New Zealand.

De har turneret i Europa, og bl.a spillet på Glastonbury Festival. I 1999 udkom albummet Happy Ending, og dette skulle blive deres sidste i mange år, for bandet blev opløst i 2002.

De tre venner fortsatte dog med at spille sammen privat, og i corona tiden, i særdeleshed, og her blev en stor mængde sange skrevet og komponeret, og lysten til igen at komme på tour kom tilbage.

I 2023 gav Dogstar deres første koncert i 21 år. Samme år kom album nr. tre på gaden, Somewhere Between the Power Lines and Palm Trees. I 2024 gæstede de Europa, men smuttede desværre udenom Danmark.

I maj måned udkom Dogstar’s fjerde album, All In Now, dette album er nu blevet fulgt op af endnu en Europa tour, og denne gang bliver Danmark for første gang indtaget. Dette sker på Tinderbox d. 27.  juni.

Så længe havde RockZeit nu ikke tænk at vente, vil måtte simpelthen til Amsterdam for at få et førstehånds indtryk. De spillede på det fantastiske venue, Paradiso d. 16. juni. Faktisk spillede de der også på deres sidste Europa tour, så der var helt udsolgt.

Jeg var meget spændt på, at høre dem live, om det ville lyde som på deres sidste to album.

Hvordan ville publikum agere, ville det kun være et kvindeligt publikum o.s.v.

Dertil kunne jeg så blot konstatere, at det var ikke kun et kvindeligt publikum, der var så sandelig også et stort mandligt publikum. Og jeg fornemmede tydeligt, at mange havde været til koncerten samme sted sidste gang de gæstede Paradiso tilbage i 2024.

Da dørene til salen gik op, åbenbarede der sig et fantastisk syn. En scene der stod badet i det flotteste lys kommende fra alle sider (en fotografs mareridt). De store gamle kirkevinduer bag scenen udgjorde en fantastisk kulisse, for Paradiso er en nedlagt kirke der er lavet om til koncertsted. Der er balkoner hele vejen rundt. Imponerende syn.

Med sig som opvarmning havde Dogstar det walisiske rockband James And the Cold Gun.

 

Omkring kl. 21 gik bandet med stor jubel på scenen. Der blev vinket og smilet til publikum, men der var ingen tid at spille, for på deres setliste var opført  20 numre der skulle ud over scenekanten.

Der blev i første nummer, “Siren”, taget hul på deres sprit nye album.

Brett Domrose lægger ud på guitaren, og præcist og tight stemmen Robert Mailhouse i på sine trommer bassen lægger en tung bund til nummeret, grunge stil, er deres musik blevet betegnet som, også alternativ, og jo der er da ligheder med grunge stilen på dette nummer, men da Bret stemmer i med sin vokal, der er både klangfuld og melodiøs og ikke helt har den aggressivitet som jeg mener grunge skal have. Så vil jeg hellere kalde det alternativt, for det er det, hvilket ikke gør det spor ringere. Nummeret skifter i tempo, så er det flydende, og bæres smukt af Bret’s lækre stemme, så skifter det til mere hårdtslående, og jeg lægger specielt mærke til trommerne. Mailhouse har styr på sine stikker, virkelig, han er tight og præcis, men hvor meget jeg end elsker trommer, så frydes jeg dog over, at han spiller dem som en del af bandet, og ikke dominerer nummeret. Det er lækkert at lytte til. Jeg kan ikke se ham, scenen er høj og han gemmer sig godt bag trommerne, hvilket også gør, at jeg simpelthen ikke kan få nogle billeder af ham. I’m SO sorry Mailhouse!!!!

Bret giver i midterstykket og næsten nummeret ud, en solo, lidt skarp og vrængende. Det passer godt til nummeret,  og ikke mindst som modstykke til hans stemme.

Det var en rigtig god start, og uden tvivl. Publikum var begejstrede.

This Sphere, starter med guitar og bas i skønt kaos, og istemmes Bret’s vokal i nu ændret rytmisk tempo. Reeves lægger en virkelig god, tung bas bund. Jo vel kan han spille bas ham Reeves! Og man kan virkelig se han nyder det. Mailhouse har travlt på trommerne, han imponerer mig virkelig. Bret’s stemme bærer en snert af mystik, og jeg for sikkert hug, men af og til, hører jeg også en smule der minder mig om David Bowie, og jeg sagde minder mig om, for Bowie var nu engang Bowie. Han afløser sin sang med guitaren, denne lækre vrængende lyd som han mestrer ganske fint. Et lækkert tempofyldt nummer med en del overraskelser. Nummeret stammer ligeledes fra deres nye album.

Stemningen er høj i salen, og jeg har fået manet al tvivl i jorden om, at dette band virkelig fortjener at blive hørt, for de kan helt klart noget.

De er ikke nyskabende, men inspirerede, og det er der heldigvis også masser af plads til på musikscenen! Musikere der elsker at spille, skriver deres egen musik, er dygtige og spændende, samt skaber stor glæde. Der er masser af talent at hente i dette band.

Glimmer, en stille ballade hvor hjerte rimer på smerte. Domineret af Bret’s stemme, og en dyb bas….og det siger jeg fordi, der desværre var en irriterende mislyd fra bassen der forstyrrede lydbilledet langt hen i dette nummer, for der gik desværre nogen tid før det blev rettet, men ellers et fint stille og roligt nummer uden de store armbevægelser. Nummeret stammer fra albummet Somewhere Between the Power Lines and Palm Trees.

Nummeret “Math” afløser “Glimmer”.

Der bliver lagt ud med trommer og bas. Reeves lyser op i et stort smil. He likes it!

Hans Fender er blå og ser sprit ny ud, eller også er han bare meget varsom med den.

Bret stemmer i med en virkelig lækker guitar lyd, skarp og melodiøs. Hans vokal overtager.

Et lækkert, finurligt nummer hvis rytme let kan gå hen og krybe ind under huden på en. En guitar solo med wah wah effekt og det hele, og så den gennemgående bas bund.

Et rigtig catchy og rytmisk nummer fra deres album All in Now.

Varmen breder sig i salen, og sikkert på grund af mangel på både mad og drikke, er jeg nødt til at forlade salen og udstyret med et glas vand i hånden, lytte til resten af salen fra en bænk i forhallen, men det fungerer også fint, for lydniveauet ligger på den høje side.

Vi er ved at nå vejs ende, og med nummeret “Marmalade”, slår bandet endnu engang fast, at de er et virkelig godt alternativt rockband.

Der er fart og tempo på nummeret skæve toner der giver det kant.  Man aner noget mere aggressivt i Bret’s stemme, det koder både ham og og dette nummer. Elsker det kaotiske i dette nummer, og det er lige før, at jeg vil kalde det grunge og ikke blot alternativ rock.

Fedt er det i hvert tilfælde.  Nummeret er ikke udgivet, men mon ikke det kommer med på deres næste album. det håber jeg.

Efter “Marmalade” får vi titelnummeret på deres nye album, og derefter hele tre ekstranumre. Det sidste er Breach fra  albummet Somewhere Between the power Lines and the Palm Trees. Et nummer der helt klart hører til den alternative side. Meget simpelt bygget op med  rytmiske dele afløst af kaos og så fremdeles. Fedt nummer, hvor jeg igen er vild med kaos stykkerne. De kan noget de Dogstars!

Det har været en virkelig god oplevelse, og har ikke på noget tidspunkt fortrudt, at jeg tog denne tur til Amsterdam for at førstehånds opleve dem.

Som sagt spiller de i Danmark d. 27. juni på Tinderbox, og jeg vil virkelig opfordre festivalens gæster til, at opleve dette fede band der er blevet så populært andre steder i Europa, og give dem en rigtig god modtagelse, for det fortjener de!

Og jeg håber, at dette vil skabe interesse blandt andre koncertsteder rundt om i Danmark, så vi også fremover kan se dem i Danmark.

Way to go Dogstar!