Dream Theater – Distance Over Time

Dream Theater har efter deres forbløffende gumpetunge og oversvulstige Disney-musical koncept-album “The Astonishing” spændt buen, strammet livremmen, og begået et ultrastramt to-the-point album på – hold fast – under en time, og båret af spillevende metalguitarr riffs og en særdeles veloplagt James LaBrie. De har ikke fundet på noget nyt, men de har til gengæld fundet sig selv.

Den svære start

Overraskende godt

Så vidt så godt, de tre singler er også de tre første numre, og resten af albummet fungerer overraskende godt og vinder fra gennemlytning efter gennemlytning. Fjerde nummer “Barstool Warrior” er et udemærket eksempel bandets kreative overlegenhed.  Nummeret sættes humoristisk og optimistisk i gang med en synth og guitar baseret intro, herefter følger hurtigt en snerrende hvepsesummende guitarfigur, synthtrumpet trut (!) af Jordan Rudess, der sammen med trommeslager Mike Mangini blæser æstetikken omkuld i et bombardement af corny lyd. Herfra ryger vi over i en blød Petrucci hyggestund, og så kommer omkvædet endeligt; det er smukt, der er ro på, og nummeret er pludselig og møgelegant gået i mol mode, flot leveret af LaBrie. Overgangen til omkvædet sker hurtigt, men smidigt, hvilket mindre dygtige musikere skulle bruge laaang tid på at bygge op til. Nummeret bærer præg af, at de vil vise, at de kan sige noget på kort tid. Less is more er måske en overdrivelse, men det er et flot melankolsk nummer; intet, jeg gentager INTET er nyt – jo måske lige at de kommer i mål med et hav af flotte signaturelementer fra samtlige bandmedlemmer, helt uden at der skal en masse lange omveje til. Rudess holder sig i skindet, så det er helt ok, at han får sin instrumentale og korte passage, der elegant lyder som taget ud af hans og Petruccis udgivelse “An Evening With John Petrucci & Jordan Rudess”.

Hentet fra egen buffet

LaBrie er i Hopla – han er en af højdepunkterne på denne plade, og at Rudess ikke er det, er en af hans største triumfer på denne plade, sorry

“Room 137” er iderigt i dets grundstruktur, der er interessante akkorder og LabRie er i Hopla – han er en af højdepunkterne på denne plade, og at Rudess ikke er det, er en af hans største triumfer på denne plade, sorry, men det klæder ham at lyde mere skødesløs og mådeholden; han bidrager selvfølgelig også på denne sang (og de øvrige) med patosfyldte strygere, men derudover et overlækkert rockorgan som summer i baggrunden undervejs. LaBrie leverer surrealistisk effektfuld sen-Beatles vokal i mellemstykket. Derudover følger en lækker bluesy Petrucci solo, hvor han og resten af bandet lyder, som om de improviserer og lige har jammet med Bonamassa. Herfra ryger nummeret videre til et dystert formled, og det syrede Beatles formled gentages, hvorefter en Petrucci båret outro afslutter et intenst og originalt nummer.

Næsten no bullshit

Noget af det, der går igen på denne plade, er at numrene kommer hurtigt i gang og introduceres med lir og power, så man efterhånden tror  på, at de ikke er gamle og satte… jeg køber den, bortset at den evindelige påstand herom begynder at blive lidt trivielt. Ro på drenge, spil nu bare. Men det er en langt federe og viril plade end i laaang tid, folk der er stået af kan altså godt stige på igen, for toget er omsider begyndt at køre gnidningsfrit igen, og på “S2N” får den eddermaneme spark bagi, er du vimmer. De er virkelig i hopla, alt er godt på dette nummer, synes jeg. Jeg vil sige, at det eneste jeg mangler, generelt, er næsten, at de køler lidt ned og tilfører lidt stemning fra albummet Falling Into Infinity, hvor de virkelig læner sig tilbage og lytter til hvad der er behov for i numrene. Nummeret “At Wit’s End” bærer til gengæld meget af den stemning og de kompositoriske tendenser, som man kunne høre på Octavarium, hvilket jeg personligt er glad for, for det virker som om de har undgået den lyd i en tid.

Throwback Portnoy

her mangler jeg, at Portnoy mooner hele formleddet.

Der er intet som Mike Mangini ikke kan på et sæt trommer; manden er et præcisionsvåben og rulningerne er uhyggeligt h-j-e-r-n-e-d-ø-d-t skarpe. Han kan holde beatet, så Jens Olsens Verdensur tilpasser sig hans puls, og det passer selvfølgelig godt ind i Petruccis verdensbillede. Men hans fejlfrihed og den ultraglasklare glatte trommelyd, gør altså også enkelte gange, at det bliver for ferskt. Det slår til tider lidt for tydeligt igennem, at manden bag gryderne ikke hedder Mike Portnoy og ja, vi skal til det igen, men der er til tider stor forskel og det betyder, at man mister en anarkistisk vildskab, nogle gange hvor den ellers virkelig ville have løftet et ellers godt nummer. Førnævnte “At Wit’s End” bliver måske lidt for nydeligt, de steder hvor Petrucci laver Brian May soloer og Rudess akkompagnerer ham med Abba klaver – her mangler jeg, at Portnoy mooner hele formleddet. Der er en ulempe i, at alle er så enige i udtrykket; på den måde mister man dobbelttydighed og uroen, spændingen mellem to modsatrettede energier. De har taget et langt skridt væk fra de værste faldgruber denne gang, det kan altid blive bedre, men de er godt nok nået langt. Og flot, flot outtro, som om nummeret nærmest skyldes ud med tidevandet.

“Out Of Reach” er endnu et vellykket forsøg på at skrue tiden tilbage, i dette tilfælde til albummet Images And Words elegante numre “Surrounded” og “Wait for Sleep”, og det virker efter hensigten, og jeg kan kun savne, at dette elegante og smukke nummer kom lidt før, da det ville have været en god bølgebryder mellem de oprørske og voldsomme tidligere numre. Man har på denne plade ofte en fornemmelse af at befinde sig i et stormfuldt hav, og med “Out Of Reach” har bølgerne lagt sig, og vi driver afsted på vragrester med solen bagende ovenfra.

Nummeret er så filmisk, at DR’s filmanmelder Per Juul Carlsen ville have været langt bedre til at anmelde dette nummer.

Nummer 9 “Pale Blue Dot” er en dyster sag, der indledes med samplede stemmer – ligesom i gamle dage – hm, vi er vist ude i rummet, det er vist videnskabelig snak, iklædt en ekstremt uhyggelig atmosfærisk lydcollage… og bum, så kommer væggen af riff og buldrende trommer. Vi er ovre i en instrumental tour de force – og det skal vi selvfølgelig igennem, også på denne mere stramme plade, i know – men lige her synes jeg at opfindsomheden dykker lidt, da især Rudess og Mangini i denne lange intro ikke kan bære brutaliteten overbevisende. Heldigvis bryder LaBrie ud i flotte fraser, han har virkelig noget på hjertet på denne plade, og i løbet af nummeret drages vi helt ind i deres alvorstunge Hollywood katastrofe film univers. Puha, uden at have finkæmmet teksten, er Pale Blue Dot selvfølgelig jorden, og dens kranke skæbne luftes igennem hele nummeret, vi er små i det store univers, og hvor skal vi lige gå hen, hvis helvedet bryder løs på denne lille blå prik i universet? som LaBrie selv udbryder, “Who outhere is there to save us from our selves?”. Nummeret er så filmisk, at DR’s filmanmelder Per Juul Carlsen ville have været langt bedre til at anmelde dette nummer.

Sidste nummer “Viper King” er en pop-lækker skrub- af-suppe. Afslutningsvist, når vi er overbevist om, at DT er tilbage i noget nære topform – og vi faktisk er lidt forpustet – så får vi et kækt 70’er inspireret hardrock track, både i riff og med næsten Coverdale/Glenn Hughes agtige fraseringer i verset. I omkvædet får den én over nakken med et Europe/Kiss agtigt refrain med flot 80’er hard rock harmonik og rock orgel, selv Petrucci laver stiliseret 80’er Van Halen / Vai solo, ja, drengene hylder virkelig den rocksump de stod i til knæene, da de var young punks (og Rudess nikker da også en flyveskalle i Jon Lords retning med det orgel lir, hvabehar!!!). nummeret er en god måde at slutte albummet af på, udramatisk, afvæbnende og humoristisk – og mere end musikalsk overlegent; de bevæger sig igen rundt i stratosfæren og kigger ned på os andre.

Vintage Dream Theater

Der er mange ting at lægge mærke til på dette album, og det kræver mange gennemlytninger, før man helt får hold på den samlede struktur og de mange enkelte geniale elementer – det vælter frem med ideer, og man fornemmer, at de har været kritiske og har lyttet nøje efter, ud fra en præmis, hvor kompasnålen styrede væk fra The Astonishing og mod ungdommens rebelske vildskab, tro på sig selv og tornadoagtig kreativitet.

Det lykkes, og hvor var det godt – og på tide. Heldigvis tog de gamle røvhuller sig lige lidt sammen på denne skive. Der er faktisk slet ikke noget dårligt nummer, eneste lidt tvivlsomme nummer er sjovt nok stadig deres første single. Om dette album ender blandt fansenes absolutte favoritter er nok tvivlsomt, hvilket måske ikke er helt fair, for bedømt så objektivt som muligt, mangler dette album reelt intet. Men Dream Theaters fans er til tider ret ortodokse, og denne plade er ikke en der ligefrem omvender Dream Theater haters – for det lyder vitterligt som en 100 % gennemført Dream Theater plade.