Dream Theater i Helsingør Kulturværft

Det virtuose verdensnavn Dream Theater lukkede fredag aften op for sluserne og fyldte Helsingør Kulturværftet, Hal 14, med deres tonefræsende rockmetal. “Distance over Time Tour” refererer til titlen på deres nye album, men hovedværket var det 20 år gamle album “Metropolis, Pt 2. Scenes from a Memory” som blev spillet i fuld længde. 

Vag start

De ferme fem gik på scenen efter et futuristisk videoshow som startede præcis kl. 20:00. Første nummer fra det nye album “Untethered Angel” blev skudt i gang i den næsten fyldte hal. Nummeret er et godt startnummer, men absolut ikke ét af Dream Theaters bedste.

Frækt nok fik vi “A Nightmare to Remember” fra det ikke så omtalte “Black Clouds and Silver Linings” fra 2009, som har gode skift mellem rock og virtuost metal. Efterfølgende fik vi gode numre fra det nye album; “Fall Into the Light” og “Barstool Warrior”. 

Disse 4 numre var da ganske velspillede, men der var ikke gnist og intensitet, og man kunne næsten ikke høre Mike Mangini’s rytmer fra det provinsby-store trommesæt. Derimod var John Petrucci’s guitarlyd for høj, og lydbalancen var måske med til, at det ikke blev så livligt som det kunne have været. Selv om Dream Theater går under betegnelsen Thinking Man’s Metal, kunne de godt have givet mere power til at lægge ud med.

Så skete der noget!

Een af de bedste DT-plader i min bog, er “Systematic Chaos” fra 2007, og herfra havde de valgt “In the Presence of Enemies, Part I”. Dette nummer er næsten umuligt at spille, uden at angribe instrumenterne i en adrenalinrus. Det gjorde de så, og fra første slag sparkede det røv. Publikum kom også op i et højt gear med armene oppe og med begejstrede råb.

Lige før pausen, blev “Pale Blue Dot” fra det nye album slynget sikkert ud over scenekanten. Nummeret er et bevis på at DT stadig kan lave slagkraftige og spændende numre. Et nummer som har et krydret og dissonerende tonesprog, inspireret af deres metalkollegaer i bandsene Watchtower og Symphony X.

De to sidste numre i sæt 1 havde nu fået pulsen op hos de fleste, og man gik til pause med en god energiopladning og klar til det store værk.

Act II

Det de fleste nok havde glædet sig til, var at høre hele “Metropolis, Pt 2. Scenes from a Memory”, som er et konceptalbum med den uhyggelige historie om “Nicholas”, der finder ud af, at han har været “Victoria” i et andet liv. En kvinde som blev myrdet i 1928.

Man kunne fornemme på DT, at de virkelig havde respekt for værket, og opbygningen fra start og mod den hektiske slutning, var eminent.

Værket har gode stærke vokalmelodier og James LaBrie havde et godt overskud, lavede gode vibrato-toner i slutningen af fraserne og de vigtige høje toner klarede han også med god klang og energi. John Petrucci lavede en god backing vokal, mens han styrede guitartonerne. 

Mike Mangini var tro mod de rytmer som Mike Portnoy i sin tid spillede i nummeret, for det er jo en slags partiturmetal, og detaljerne skal være på plads. Keyboard-manden Jordan Rudess var også i sit es, og fik hver passage gengivet tæt på originalerne, tilsat lidt live-variation hist og her. Det var også netop på denne plade at Rudess havde sin debut i Dream Theater.

Bassist, nu med bevægelse

Bassist og fredagens fødselar, John Myung, så jeg som den mest spændende af de fem musikere denne gang. Han bevægede sig på scenen, hvilket han ikke plejer, og han lå stramt og sikkert, med vekslen mellem bløde tunge toner og hurtigt løb, og det var bragende musikalsk spillet. 

Lyden i salen passede bedre til disse numre, end i første akt, og det var glædeligt at kunne høre hele det klassiske album med god lyd. 

Home

Alle numrene på pladen har ét eller andet at byde på, og lige i midten af værket, ligger det storslået og orientalsk klingende “Home”, som da også kunne sætte gang i publikum.

Instrumentalnummeret “The Dance of Eternity” blev, trods dets kompleksitet, spillet med kolosalt overskud og det var organisk og tight på samme tid. 

“Finally Free” afsluttede værket med storladenhed og ekvilibrisme til den store guldmedalje, og skæve rytmer blev flettet ind i det simple insisterende slut-riff. Der blev også lavet lidt om på nogle toner i forhold til studieversionen, inden det endte i et klimaks af en slutakkord.

Encore

Efter et stort bifald for det store epos, fik vi ekstranummeret “At Wit’s End“ fra det nye album. Her var energien også ganske god, og koncerten blev sluttet af med manér.

Dog var første sæt ikke så vellykket som andet, og det var som om at Dream Theater var opvarmningsband til dem selv. Dét kunne godt have været bedre. Men den gode opbygning af det fulde album i akt II, var deres største fokus fredag aften, og det lykkedes dem til sidst, på den fede måde, at peake i et orgie af rytmer og tone i prog metallens navn.

RockZeit ender på 4 stjerner til de amerikanske metalvirtuoser.