Dream Theater i Poolen

De amerikanske musik ingeniører Dream Theater gik på scenen i det spritnye Københavnske spillested Poolen, som er placeret lige i hjertet af Copenhell-pladsen på Refshaleøen. Inden man gik ind i Poolen, så man Copenhell logoer, som også mindede os om, at Dream Theater kommer til sommer og spiller her igen. 

Magtpræstation fra start

Første nummer var intet mindre end det legendariske “Metropolis Pt. 1: The Miracle and the Sleeper”, fra gennembrudspladen Images and Words (1992). Et nummer som har alt hvad man kan ønske sig i den progressive metal, og som de fleste prog bands ville være stolte af overhovedet at kunne producere, og nok ville bruge som højdepunkt i form af sidste ekstranummer. At lægge ud med et nummer af denne kvalitet, er noget af en magtpræstation i sig selv. 

Lyden var ikke perfekt, men den havde lidt metalkrads i sig som klædte musikken rigtig godt, for DT’s musik kan til tider godt lyde lidt for glat og pænt. Her var der sgu knald på. Eksempelvis havde John Myung i nogle passager en diskantet og forvrænget lyd på sin bas, og når han spillede hurtige løb, eksempelvis i dette startnummer, var det ren øreguf.

Der var åbenlyst fyldt i Poolen, måske lidt for fyldt, for man stod som sild i en tønde. Publikum sang mere med end normalt, for der var ikke plads til at spille lufttrommer på Mike Portnoys mesterlige trommespil. Det havde man ellers lyst til, for det er som bekendt 13 år siden, at Portnoy sidst spillede i DT. Han var også yderst populær, og fik utallige begejstrede bifald i løbet af aftenen.

Forståelig kompleksitet

Der er en grund til at medlemmerne af DT er ganske velhavende og kan ligge i en hængekøje og spise østers og drikke champagne…hvis de gad det. Deres harmonik er sjældent abstrakt, og de helt store DT-melodier bygger på kun 2-3 akkorder, fuldstændigt i samme stil som alle de store popstjerner komponerer deres iørefaldende melodier. Det virtuose svøb uden om i form af trommefills og skalaræs, er ultra komplekst, men de efterlader altid dét der er vigtigt; en musikalsk historie som publikum kan forholde sig til. Guitarist John Petrucci, som nok har de fleste soloer i DT’s musik, spiller for det meste rasende hurtigt, men er god til at lægge sine tusinder af toner på en forståelig måde henover akkompagnementet. Petrucci’s præstation i Poolen var også ganske fantastisk. Som stage performer var han mere tilbagetrukket end normalt. Det var som om han havde accepteret, at Portnoy ville få den meste opmærksomhed.

Episk værk

Det episke “Octavarium” på 24 minutter fra albummet af samme titel, var ét af koncertens højdepunkter. Trods de mange formled, er nummeret lavet på en forståelig måde. Det er inddelt i 5 satser, og starter med klangflader i bedste Pink Floyd stil, og bygger op til noget af det mest progressive man har hørt i metalhistorien. Det var også noget publikum var ved at eksplodere over. Det er ét af DT’s stort anlagt numre, som er yderst krævende for alle medlemmer. Det er ikke blevet spillet live i Danmark nogensinde, og i min verden var det også et af de allebedste numre i sættet. Her har keyboard mesteren Jorden Rudess en stor rolle, både med langsomme klangflademelodier og ultra virtuose soloer.

God vokal præstation?

Man skal ikke være musiknørd for at høre, at James LaBrie ikke er Freddie Mercury rent sang teknisk. Personligt synes jeg hans klang er ret god til DT. Det er smag og behag. Men kan han nogle ting på elite leadvokal niveau? JA, det kan han! Prøv at lægge mærke til de 20 til 45 minutter lange numre som er noget af dét som definerer DT-stilen. Her kan LaBrie planlægge vokalfraserne fra rolige klangfulde fraser til ørekradsende skrigende klimaks. Klimakser som opbygges gennem mange, mange minutter hvor alt klikker i forhold til tekstens handling og de instrumentale melodier. 

Få svage numre

Med lidt kendskab til DT’s katalog, kan man med et hurtigt blik godt se, at sætlisten på denne tour kan få folk helt op i den 7. himmel. Men eksempelvis “Barstoole Warrior” fra Distance Over Time (2019), er ikke det fedeste nummer, og det var også lidt kedeligt spillet. “Constant Motion” fra Systematic Chaos (2007) rykker ret godt på studioindspilningen, men det var ikke så intenst spillet som det burde. Det var lidt strømlignet spillet, uden så meget bevægelse som det jo kræver i forhold til titlen. Disse to numre var OK, men kunne ikke måle sig med alle de andre mesterlige i sætlisten. 

Nyt nummer

Den 7. februar udkommer det næste album Parasomnia. Det første nummer i koncertens  i sæt 2, var “Night Terror”, som er første udspil fra dette kommende album. Der er ikke så meget nyt i nummeret, men det bygger på alt det der er godt i DT-stilen. Det var noget der gik rent ind hos publikum.

Encore

Efter de to fantastiske sæt, var det næsten svært at tro, at man skulle høre 3 storslåede DT klassikere; “Home”, “Act II: Scene Eight: The Spirit Carries On” og “Pull me Under”. Det gik ikke stille for sig i det sidstnævnte, som vi fik i en ultra tung og metallisk udgave. Sangens abrupte afslutning blev også udført live, og det så ud til, at alle folk vidste hvornår de skulle reagere. Der kom da også en skov af hænder i vejret efter sidste beat i aftenens sidste nummer.  

Do the math

Dream Theaters musik er tæt på begrebet “math-metal”. Derfor tillader jeg mig at regne lidt på søndagens koncert. Hvis man deler DT præstationen op i to enheder; det vokale og det instrumentale, giver jeg 4,5 stjerner til lead vokal/backing vokal. Dernæst synes jeg det kompositoriske og det ekvilibristiske sprænger karakterskalaen…

… så sammenlagt ender jeg på 5 stjerner til Dream Theaters koncert i Poolen.