Dream Theater: The Astonishing.

Ét af de progressive bands der altid skal have noget stort parat i støbeskeen, er de uundgåelige Dream Theater. Og de har igen forsøgt at overgå dem selv. Med et værk på over 2 timer, disker de op med fiktive karakterer i et fiktivt fremtidsunivers, frembragt med alskens musikalske udtryk leveret med det bedste håndværk i faget.

…vi tager dig i hånden, og flyver afsted.

Bandet har altid et højt niveau af virtuositet i både spilleteknik og komposition, og de kan dertil tage publikum i hånden og føre dem uproblematisk igennem deres univers. Dette er lige meget hvor kort eller langt numrene er. Med det selvbetitlede album ”Dream Theater” fra 2013, afsluttede de med det over 22 minutter lange nummer ”Illumination Theory” som er én af mine personlige favoritter. Og her tænkte mange måske…hvad mon dog de laver næste gang ? …..

….The Wall meets 2112

Dream Theater har altid haft Pink Floyd i blodet, både i musik og deres cover art work. De har altid flirtet og været lige på grænsen til at råbe ”Pink Floyd” i hovedet på dig. Nu har de så smidt håndklædet i ringen, og næsten åbenlyst lavet et album der er en musikalsk pendant til Pink Floyds ”The Wall”, og med en handling med stærk inspiration fra Rush´s konceptalbum ”2112” hvor vi er i fremtiden og genopdager musikken.

I promotion-teksten til ”The Astonishing”, forklares konceptet således;

“It´s a retro-futurist post-apocalyptic dystopia ruled by medieval style feudalism. It´s a place aching for a Chosen One to rise above the noise and defeat an Empire defined by the endless drone of noise machines and the illusion of safety in bland conformity.”

Dream Theater bruger rigtigt kor og orkester, arrangeret og dirigeret af David Campbell som er en stor kanon i pop og rock-industrien. I Pink Floyds kronede dage under konstruktionen af mesterværket ”The Wall”, havde de netop taget en stor kanon ind for at peppe rocken op på et symfonisk plan. Og det var her, at komponisten/filmkomponisten Michael Kamen kom på banen med sine flotte orkester og korarrangementer.

”The Astonishing” er et konceptalbum som har masser af narrativ musik til at understøtte den omfattende historie. Teksterne er meget koncise, og DT har dog ikke lavet tekster a la ”The Wall” hvor man skal læse mellem linjerne. Vi er mere ovre i en simpel sci-fi-fantasy-fortælling. I det første nummer med vokal ”The Gift of Music”, som var singlen fra albummet, synges en tekst som beskriver historien på en meget direkte måde, og nummeret er et glimrende livligt og narrativt nummer at starte et konceptalbum ud med;

“Far in the distant future Beyond the pages of our time.

Cold blooded wicked tyrants Threaten the freedom of mankind.

Corruption, lust, and greed, defy the new nobility Changing the course of history.

Across the vast North Empire Most people struggle to survive.

Living a meek existence Where they’re secludedly oppressed.

We are living day to day Forced to bear the lion’s share

People just don’t have the time for music any more.

And no one seems to care My friends have seen the chosen one

A quest for freedom has begun”

Kitsch og kunst

Nogle af Dream Theaters mest komplekse numre, minder om et stort farverigt maleri af Salvador Dali. Det er abstrakt, men hver eneste lille kvadratmillimeter er fuldstændig gennemtænkt i forhold til form og farve, og der er ikke overladt noget som helst til tilfældighederne. Alt er på én eller anden måde figurativt, og i Dream Theaters verden, er alt stykket sammen af øre-rare og genkendelige akkorder og melodier…bare spillet på en udsædvanlig virtuos, brillant og præcis måde. Dream Theater kan både levere ørehængermelodier og tungt dystopisk metal i samme nummer, og det gør dem til ét af de få progressive bands med en stor publikumskare.

Let the show begin…

Akt 1

Mystiske elektroniske lyde indfanger lytteren i første meget korte nummer ”Descent of the NOMACS”.

“Dystopian Overture” kommer umiddelbart efter det lydintro, og der er lidt til enhver smag, og er lige noget for dem der var glad for ouverturen i det næsten 43 minutter lange titelnummer på albummet på ”Six Degrees og Inner Turbulence”.

Det 3. nummer er det nævnte ”The Gift of Music” hvor man hører James Labries stemme for første gang på albummet. Stemningen er blødt op efter de to mørke intronumre, og det er en glad ørehænger, dog med lidt dystopiske skygger ind i mellem. Glimrende nummer at have i begyndelsen af dette lange værk!

I 5. nummer “A Better Life” har vi et reallydsintro hvor DT ikke har kunnet holde “The Wall”-inspirationen hemmelig. Lyde af soldater der marcherer af sted og stemme der dikterer ord i en megafon.

10. nummer “Three Days” er en gedigen blanding af Pink Floyd (fra “The Wall” igen..), King Diamond, Queen og ABBA….ja, de skal jo have det hele med!

DT bruger mange standardakkorder i deres musik og spiller dem i diverse omvendinger med lynets hast, og alligevel på en ørevenlig måde. Derfor er det en god kontrast i 16. nummer ”A Tempting Offer”, at de starter med et tone-interval, en stor septim, som er ét af de mest dissonerende intervaller. Det giver en anden spænding oven på de mange relativt forudsigelige tonesammensætninger i de foregående numre.

John Petrucci-fans skal glæde sig til ”A New Beginning” hvor der bliver skruet op for Dream Theaters niche; vekslen mellem guitar- og keyboard-solo som følges op af duet mellem de to. Petrucci og Jordan Rudess kører klatten, og Petrucci stikker af fra Rudess, og kører guitarsolo til slutningen af nummeret. Han bliver bare ved og ved. Det er stort!

Akten afsluttes med ”The Road to Revolution” hvor Labrie bl.a. lægger vokal og tekst på melodien fra “Dystopian Overture”.

Akt 2

Anden akt starter med det instrumentale “2285 Entr’acte”, og det er med store armbevægelser med skiftevis tunge riffs og korte kor/symfoniske indfald fra højre og venstre. Her er det omvendt af akt 1, hvor der som nævnt er en instrumentalmelodi der bliver til en vokalmelodi, for nu kommer der en instrumentaludgave af en vokalmelodi der synges i det 6. nummer; ”Lord Nafaryus”, fra 1. akt.

2. nummer “Moment of Betrayal” er et vaskeægte DT-nummer med alskens fede rytmiske fiffs og overflod af melodier med tenor- og en høj kontratenor-stemme som begge synges af James Labrie. Det er sgu et stort nummer det her! Mike Mangini fyrer godt op under tonematerialet, og beviser igen, at han mindst er lige så god trommeslager for bandet som Mike Portney var i gamle dage. Det 3. nummer “Heaven’s Cove” starter med halvakkustisk guitar a la “On the Backs of Angels” fra albummet “A Dramatic Turn of Events”. Bare ikke så skævt. Her er der mere ro over melodien. I 5. nummer “The Path That Divides” er der mere knald på vokalen; i et afsnit (ved 2:29) synger Labrie på en interessant rytmisk måde der i høj grad hører til den progressive musik, og er sjælden selv for Dream Theaters stil.

I 7. nummer ”The Walking Shadow” laver Mike Mangini nogle overraskende aggressive trommefills, næsten i Portney-stil…her det bare mere metronomisk…hold kæft det er sindssygt…tja, der er mange, mange musikalske udtryk på albummet, og også udtryk fra den klassiske musik, og i 10. nummer ”Whispers on the Wind” slutter de med få toner der næsten er en citation af Chopins “March Funébre” fra klaversonate nummer 2, sats 3.

“Hymn of a Thousand Voices” er nummer 11, og her går de måske lidt for langt ind i popverdenen, og der er et beat med klap henover…igen, der er lidt for hver en smag. En god soloviolin er ledsager til vokalen, og nummeret vokser til at blive storslået i melodimaterialet.

Det 14. og sidste nummer, titelnummeret ”The Astonishing”, starter med en moduleret udgave af ”2285 Entr’acte”, og bygger godt op til en god vokalfrase. Det er ikke et nummer der er tænkt som en overvældende afslutning med alle fiffs fra Dream Theater-kataloget, men mere et stille og roligt nummer, som med ro sætter punktummet for den lange historie.

Magnum opus?

I promotionskrivelsen for ”The Astonishing” står der lidt mellem linjerne, at dette er det største Dream Theater-værk til dato. Der er ingen tvivl om, at det i hvert fald er det længste! Albummet kommer nok også til at blive et album som folk deler op en gang i mellem, og f.eks. hører kun én af akterne, hvor den korteste, akt 2, varer 50 minutter.

Jordan Rudess og John Petrucci er hovedansvarlige for skabelsen af ”The Astonishing”, og Petrucci udtaler om albummet:

“You definitely start doing things you might not have done before, in service of the larger story. That was really exciting for Jorden and I. Music is a very emotional art form. So to take place elements of the plot, characters, and settings, translating those building blocks into musical pieces, it was exhilarating”

Citat af Petrucci fra promotion-tekst 2016

Hvis man skal sammenligne kvaliteten med et andet stort Dream Theater album, kan man jo nævne ”Metropolis Pt 2: Scenes From a Memory” fra 1999….og de er jo selv uden om at have lavet denne kolos af et mesterværk som man kan sammenligne med. Dette er et konceptalbum med en mere tilpas længde, bedre koncept og bedre kompositoriske idéer, efter min mening. Man kan umiddelbart godt overvældes af et stort band der laver et meget omfattende værk, men ”The Astonishing” skal ikke vurderes højere, bare fordi det er dobbelt så langt, og jeg vil mene at ”Scenes From a Memory” nok er dét værk der peaker, og kommer helt op og får topkarakter.

Det er tit et gennemgående problem for Dream Theater musik, og det er at de simpelthen er for gode til deres håndværk. Derfor er der meget, især på dette album med, som måske lige er lidt for rent og poleret. På ”The Astonishing” er der meget vekslen mellem hårdt og blødt, men det bliver ikke rigtig hårdt…til gængæld bliver det rigtigt blødt! I forhold til at det er et band, der tit bevæger sig i metalgenren, og som proklamerer at de har lavet en rockopera, kunne der godt være lidt med nosser og lidt mindre ”Disney rock”. Men man må alligevel erkende, at de viser sangskrivertalent i hvert nummer. Dog savner jeg mere retning mod afslutningen, og gerne et mere karakteristisk og æstetisk titelnummer til at afrunde…det er jo dét Dream Theater tit formår at kunne…så måske færre numre… og så en større afslutning.

Tour

Oven i det ambitiøse magnum opus-studiestunt, følger der selvfølgelig en mammut af en koncert. I Danmark kommer det til at foregå i DR´s koncertsal den 8. marts 2016, og i Vejle Musikteater, store sal, den 12.marts 2016.

 

“The Astonishing” Line up

James Labrie: Vokal

John Petrucci: Guitar

Jordan Rudess: Keyboard

John Myung: Bas

Mike Mangini: Trommer

 

Tracklist

“Act 1”

1. Descent of the NOMACS
2. Dystopian Overture
3. The Gift of Music
4. The Answer
5. A Better Life
6. Lord Nafaryus
7. A Savior in the Square
8. When Your Time Has Come
9. Act of Faythe
10. Three Days
11. The Hovering Sojourn
12. Brother, Can You Hear Me?
13. A Life Left Behind
14. Ravenskill
15. Chosen
16. A Tempting Offer
17. Digital Discord
18. The X Aspect
19. A New Beginning
20. The Road to Revolution

Varighed 78:58 min

 

“Act 2”

 

1. 2285 Entr’acte

2. Moment of Betrayal
3. Heaven’s Cove
4. Begin Again
5. The Path That Divides
6. Machine Chatter
7. The Walking Shadow
8. My Last Farewell
9. Losing Faythe
10. Whispers on the Wind
11. Hymn of a Thousand Voices
12. Our New World
13. Power Down
14. Astonishing

Varighed 50:20 min

Samlet varighed:

130:18 min

Label: Road Runner