Dreven Slowhand med sløv hånd – Eric Clapton i Royal Arena

I går gæstede en ældre britisk tørlagt gentleman – eller en gammel sur engelsk snobbet, småracistisk millionær – eller en genial langtidsholdbar bluesmusiker – Royal Arena og viste, at han bestemt stadig kan sin metier, men han viste ikke ALT, hvad han kan. For manden kan vel smile og tale – og se… sit publikum?

Ginne Marker:

Før det britiske bluesrockikon gik på scenen havde den danske singer song writer Ginne Marker fået tjansen som opvarmer, og hun virkede med sit semiakustiske set up som en let sommerbrise der fyldte Royal Arena med en afslappet sommermunter forventningsfuld stemning. Som et blødt, blåt fløjlstæppe ledte hendes sound og intime band dog mere tankerne hen mod friluft jazzfestival end opvarmer for Eric Clapton – bortset fra, når Ginnes og selveste Aske Jakobys state-of-the-art guitar blues soli foldede sig imponerende friskt ud, hvilket affødte ærlige klapsalver fra det talstærke grå guld. Så sætter man lige hvidvinsglasset fra sig, forstås.

Ginne har en flot vokal, hun vekslede mellem sart klang til mere pondus og hun skiftede ligeledes mellem pertentlig kontrol til lidt bevidst afslappet løsere sangteknik. Det var til tider elegant som danske The Grenadines, og underspillet på en ret subtil måde. De rytmiske strukturer underneden, afslørede ofte, at det ikke blot er en standard bord-og-stol, der er mere på spil. Bandet spillede godt. Det til trods var det ikke alle numrene der lettede, og det blev undertiden lidt for blidt og søvndyssende, og Royal Arena syntes at være en stor mundfuld. Omvendt virkede Ginne Marker som en god lille snack for Royal arena. Da Ginne med band forsvandt igen, så sceneteknikerne kunne rigge om, var det som om de aldrig rigtig havde været der. Måske bare en sommerbrise.

Eric Clapton – SlowHans med hånden på håndbremsen.

Lad os bare være ærlige; vi vidste det godt på forhånd, så der er ingen grund til at håbe på mirakler. Når man betaler spidsen af en jetjager for at se en gnaven giraf, som er tæt på udløbsdatoen, så er der måske et naivt håb om en magisk oplevelse, men samtidig endnu større risiko for, at vi ikke just får en viril rockrebel at se.

David Coverdale har valgt på sin afskedstour at benytte sig af diverse handicapkompenserende hjælpemidler og bandmedlemmer (personlige assistenter), som alle kan synge alt det han ikke længere kan. Til gengæld farer han rundt og forfører publikum som gjaldt det livet. Det giver respekt blandt de fleste.

I diametral modsætning til det står Eric som en saltstøtte og barberer sin performance ned til det absolutte minimum og fokuserer udelukkende på at præstere det, han forventer, at vi forventer. Han spiller sine sange. Punktum.

Eric Clapton ved hvad han kan, han ved hvad han vil og han gør intet andet. Han ved at der er en aura af respekt/frygt omkring ham, opbygget gennem mange år og den lever han godt af. Eric med band får dog en lidt gumpetung start med ”Pretending”, og det virker som om den blå 12 takters motor skal koldstartes. Men det går. Nummeret har aldrig været min favorit, men som åbner fungerer den i denne passende tørre og tungt rullende version.

Det er tydeligvis Slowhands way or the crossroad. Også på scenen. Det mærker man tydeligt, når han starter første sæt, som er et elektrisk sæt med næsten kun covernumre. Han er tovholder på en blues workshop, hvor folk gør hvad de får besked på. Og de får alle en solo på tur. Det viser sig hurtigt, at Chris Staintons klaver ligger for højt og hans klaverspil er for det meste uinspireret og de ret klodsede løb er ude af trit med resten af bandet. Ham her synes det er pinligt. Det fatter man jo ikke, og der er sikkert mange der er uenige med mig. Fred være med det.

Clapton har altid spillet sine heltes numre og i aftes var ingen undtagelse, hvilket kun er herligt, da bluestraditionen handler om at krænge ny tårer ud af gammel whiskey. Vi får en overskudsagtig fed udgave af ”I’m Your Hoochie Coochie Man”, hvor den gamle Clapton viser noget af den unge Clapton, med en lækker stilsikker solo, godt med knas. Når han vil, så har han bare den fedeste lyd og det fedeste touch.

Selvom aftenen mest står i Claptons tegn, får organist Paul Carrack lov at synge en dejlig strømlinet late night udgave af ”How Long” med sin soul-agtige og bløde vokal.

Det bliver aldrig rigtig en stabil præstation fra bandet og Royal Arena bliver aldrig det blues tempel, man havde håbet på. Clapton behandler sjovt nok mest sine egne klassikere stedmoderligt, men også The Wailers ”I Shot the Sheriff”, som leveres lidt for rutinepræget, den virker som om Clapton & Co har svær ved at få reggaen til at svinge. Men på dette tidspunkt er hans fingre heldigvis blevet helt varme og han giver os en klassisk Slowhand solo, perfekt balancerede med clean toner og små antydende figurer i starten, som langsomt får mere fræs og knas på. Bandet bygger godt op dynamisk til Claptons outro-kraftudladning, hvorefter nummeret lander lidt pladask med den helt uforglemmelige signatur nedgang.

Hov, så er det elektriske første sæt slut og minsandten om ikke Eric får gryntet, ”Thank you very much!”

Bedst uden filter

Det akustiske sæt forløber en smule mere harmonisk og autentisk, måske kan den tinnitus ramte Clapton bedre høre, hvad der sker på scenen uden strøm, i hvert fald oplever jeg mest balance og sammenspil her, selvom jeg igen er sur på Chris Staintons slatne klaverbokseri på” Worried Life Blues”. Men lidelsen er kort, da solo-rollen overtages af en tør mundharpe og efterfølgende lækker orgelsolo. Inden nummeret helt er slut, glider Clapton elegant over i introet til ”Nobody Knows You When You’re Down and Out”, som er et af minde yndlings Claptons cover numre. Her kommer de korsangerinder – som jeg helt har glemt indtil videre – til sin ret, og deres linjer er så lækkert leveret, at de nærmest bærer rundt på de andre musiker på en lilla sky. Smukt.

Demens and The Dominos

På “Layla” trænger Claptons perfekt raspede vokal med besvær igennem publikums velmenende brutale klapsalver. De klapper dygtigt på 2&4, men det lyder som en hammer, der er ved at smadre der skrøbelige gammelmandsblues band. Pludselig går der demens i den; bandet synes at give sig god tid, men efterhånden virker det mere som om de har glemt hvis tur det er til den næste solo – der er gået tomgang i den og der bliver så stille i arenaen.

Det grå guld med et hjerte af kul

Efterfølgende leger Eric lidt rundt på tablaturet, og inden man bliver rigtig nervøs, finder han den helt rette måde at glide over i ”Tears in Heaven”.

Den gør ondt fra start. Shit man en sang – selvom de har sat lidt ekstra unødvendig rytme på, så mærker man sgu hans blues… han lider vist stadig, når han synger den. Tekst og harmonik har virkelig rottet sig sammen og skabt en jamrende trist fælleskrammer. Det er godt, det der, og et af de numre, som høster de højeste og længste klapsalver.

Elektrisk sæt 2:

Tredje sæt, det andet elektriske brager afsted med en eminent udgave af Cream klassikeren “Badge”, Uhadada nu er der knald på, godt med fræs. Efter det klassiske break skal man selvfølgelig lige se Eric skifte pedal (bevidst på storskærm) og så ved vi hvad der kommer, nemlig andet formled, som skaber den fedeste kontrast til 1. led. Sjov opbygning på et dybest set banalt bluesrock nummer, men det kunne ikke være anderledes. Et af aftenens bedste præstationer.

Not wonderful

Alle de store legender har de der numre de bare skal spille, og da ”Wonderful Tonight” gik i gang, mærkede man det med det samme; the thrill is gone! Puha en stinker. Man troede den intro var løgn. Det blev spillet slapt og uengageret. Jeg lukkede øjnene … og der stod Big fat Snake et sted i udkantsmusikland med et venstrehåndsstunt som ingen tror på. Folk rundt omkring i arenaen begynder at sludre og surfe – mobildyret er ubarmhjertigt. Men… men, det er jo meningen at vi skal hulke her! Jeg tror slet ikke, at Eric gider synge den hookline længere, ” and I say yes…. Etc”

”Crossroads” tager stikkene hjem som bedste nummer, vi får en tør intro solo og væk er hadeballadens rædsler. Det er en sej satan de hiver op af hatten nu, tungt gyngende, som en sur gråhåret Albatros der lige er blevet vækket og skal ud med luftpost i modvind.

Det svinger, og selvom jeg nok aldrig bliver venner med Chris Staintons ideforladte klaver bokseri i dag, så sjasker og sejler resten på den fedeste groovy mudrede måde, så en vis Muddy ligefrem ville have haft lyst til at jamme med.

Eric skal selvfølgelig hylde Robert Johnson, der takket være pagten med djævlen satte gang i en bluesbesættelse, som selv ikke musikeksorcister som Stock, Aitken & Waterman har kunnet bortjage. ”Little Queen of Spades” spilles dejligt nærværende og pludselig bliver jeg venner med Chris Staintons tangenterier, med en vanvittig solo som havde så meget kant, at den selv var ved at falde udover – alt kommer åbenbart til den der venter.

Energien fortsatte over i ”Coccaine”, hvor Clapton med en cry baby solo fik hældt lidt syre udover publikum, uden at det for alvor blev farligt, men festligt, jo tak. Han er SÅ kølig og underspillet, når en ellers oplagt skråle hookline bliver leveret nonchalant, elegant og næsten spagt hviskende: “coccaine!”.

Og igen rammer klaveret de blå tangenter på en måde, han skulle have gjort fra start. Doh.

Ekstra ligegyldigt nummer:

På trods af en uendeligt ligegyldig halvstøbt næstensang – ”High Time We Went” (Joe Cocker cover) – som ekstranummer, fik Clapton alt i alt sluttet ok af og fik endnu en gang taget et publikum gennem en tour de force i blues, samt en nostalgisk roadtrip gennem de fleste af hans bands, karrierehøjdepunkter og personlige tragedier. Anken er, at ingen kunne mærke hans nærvær hele tiden, kun i bidder. Han kommunikerede stort set ikke med os og det var derfor svært at give igen på noget, man ikke får. Derfor gik folkeklyngerne fra koncerten mod metroen med en afmålt summen, ikke sure (man har jo betalt i dyre domme) men heller ikke flyvende.

Det var som om, han godt vidste at han skulle gøre nøjagtigt det samme, samme sted, dagen efter og allerede nu begyndte at savne sine biler hjemme på slottet.