Dropkick Murphys har nu igennem 20 år leveret deres ret unikke blanding af punk og irsk folkemusik, men som deres energiske optræden på Copenhells første dag også vidnede om, er gassen på ingen måde gået af ballonen.
Om man er til irsk folkemusik eller ej, er det svært at komme uden om hvor godt det passer til litervis af øl og godt humør. Faktisk kommer det gode humør ofte af sig selv, når først festen starter, og det var da også tilfældet da de 6 irske galninge spillede op til fest fredag eftermiddag på Copenhell. Selv de mere skeptiske blandt publikum, endte med et kæmpe smil på læben, mens de svingede med fadøllen i takt til den, for en metalfestival, lidt specielle musik.
Lidt for tidligt på festivalen
Copenhell skal i mine øjne have ros for at turde favne bredt, som de da også tidligere har gjort med eksempelvis Primus sidste år. Den eneste anke er, at Dropkick Murphys måske havde gjort sig bedre lidt senere på festivalen hvor publikum måske i højere grad ville trænge til lidt afveksling.
Dropkick Murphys bliver aldrig et band som jeg hører hjemme i stuen, men live, når solen skinner og øllene er kolde, forstår de at holde en fest, og skal jeg dømme udfra dem der stod foran scenen, var det også dét Copenhell publikummet havde brug for til at sparke festen i gang på den store scene. Men rigtig metal bliver det aldrig.
Skriv et svar