El Tubo Elastico Impala

Nyt og ikke helt almindeligt udspil fra Spanien.

Så er der nyt fra Spanien. El Tubo Elastico er klar med deres andet album betitlet Impala. Der er nok ikke mange på disse breddegrader, der vil nikke genkendende til El Tubo Elastico. Spansk Rockmusik er nok ikke lige den største eksport artikel for det store ferieland.

I hjemlandet tror jeg nu heller ikke de storsælger, for  bandet begår sig inden for den kommercielle selvmordsgenre, der hedder Instrumentalrock, og den slags musik er der desværre alt for få, der gider sætte øret til, og det er sgu synd, for der er faktisk meget guld at hente, hvis man har tålmodighed til at dykke ned i sagerne.

Dygtige musikere.

Et album udelukkende bestående af instrumentale numre kræver naturligvis, at man kan holde lytterens opmærksomhed fanget, uden de muligheder tekst og sang giver, og jeg syntes sgu de 4 spaniere gør det i særklasse glimende.

Ikke alene er de teknisk velfunderede, de formår også at bringe en masse variation ind i de enkelte numre. Denne anmelder keder sig ihvertfald ikke. Der er en enormt lækker detaljerigdom hele vejen igennem Impala. Udfordrende og kompliceret ind i mellem, men ensformigt bliver skiven dæleme aldrig.

Et mix af mange stilarter.

Det nye album fra El tubo Elastico har en spilletid på 50 minutter, og det indeholder 6 numre. Ingen af melodierne kommer under de 5 minutter, så melodi grand prix kommer bandet nok heller ikke med i, men mon ikke de er ret ligeglade med det faktum.

Impala har en stor stilmæssig bredde. Ingravido er første sang, nummeret rammer næsten 10 minutter i længde, og udvikler sig fra en start med noget elektronisk støj til et skønt nummer med guitaren lagt ind i flere lag.

I det hele taget er skiven en lydmæssig fornøjelse, og i hovedtelefoner lyder det ganske enkelt lækkert.

Som albummet skrider frem, kommer der både Heavy, Funk, Jazz og latin indover. Hør for eksempel den elegant jazzede guitarsolo i Turritopsis Nutricula, den funkede bass på El Acelerador De Picotas, eller den storsvingende latin inspirerede trommerytme på afslutningsmelodien  Impala Formidable.

Det her burde flere lytte til.

Det nye udspil fra den Iberiske halvø burde få et meget større publikum end det rent faktisk får, og det er sgu synd, for det er en klasseudgivelse, der måske nok kræver et par gennemlytninger, før den sidder der.

Impala er et album, der belønner den tålmodige, jo flere gange man hører den, des bedre bliver det. Personligt klapper jeg i mine små buttede anmelderhænder over hvor dejligt det er, at den her slags musik også har et publikum.

Så mange anbefalinger herfra. Nu har jeg ihvertfald gjort mit for at udbrede kendskabet til El Tubo Elastico, og hvis I kan lide hvad I hører, så vil jeg anbefale, at I også lytter til det tyske band Long Distance Calling. Deres seneste album Boundless er ligeledes en instrumental rock perle, der fortjener solid opmærksomhed.