Electric Guitars i Karosserifabrikken

Åhh altså, jeg bliver nok lidt bange for, at jeg tit kommer til at anmelde lyd og lys på de kunstnere jeg skal skrive om, i stedet for noget om hvordan de rent faktisk spiller. Men for helvede… det hænger jo sammen.

Når det handler om lyd, så skal man jo for fanden kunne høre hvad der bliver spillet og ikke blot et bass drum torden bulder. Jeg elsker ellers en god fast bund. Og når det handler om lys, så går man sgu’ da til koncert for, at få lov at se de idoler man er gået til koncert med. Men enten er jeg blevet gammel (ja, det er jeg faktisk), eller også er det bare sådan det skal være nu. Jeg ”liker” det ikke.

Jeg fik allerede, trods frostvejr, sved på panden da jeg ankom på det i øvrigt meget hyggelige spillested Karosserifabrikken i Helsingør. 2/3 af Amager bio størrelse. Hyggeligt dekoreret med forskellige guitarer og amps. Man blev næsten i tvivl om, hvor bandet egentlig ville befinde sig. Det første jeg så der gav mig angst, var digital computer mixeren til front off house lyd mix. Den havde jeg ikke haft nogen god oplevelse med da jeg hørte den benyttet til Ronnie Atkins i Amager Bio. Mere angst fik jeg, da jeg så hvem der skulle bestyre dette digitale værktøj til udbredelse af koncert lyd. Ja..rigtig gættet. Samme mand som til Ronnie Atkins. Det er hans egen mixer. Jeg ved ikke hvad han hedder. Men…retfærdighedsvis skal det nævnes, at til ”Electric Guitars” formåede han at balancere, bass drum, med resten af trommesættet så det faktisk lød fedt, bortset fra periodisk bulder fra gulv tams, men alt sammen i en acceptabel balance med Mika Vandborgs og Søren Andersen’s guitarer.

Men hov, hvor var bassen (endnu engang)? Væk var den. Dog kom den lidt op undervejs. Det er næsten omsonst at skrive om de musikalske talenter nu til dags, fordi alle de yngre musikere, (ja, osse dem over fyrre) virkelig kan spille. Jeg tror aldrig vi i vores lille hyggelige musik land har haft så mange fede og talentfulde trommeslagere, guitarister og (næsten) sangere. At de i faretruende grad kommer til at ligne hinanden, er så lidt ærgerligt. Men det gælder så ikke helt for Electric Guitars.

For det første så er det materiale de skriver flot, afvekslende, melodisk og energifyldt. Man vil faktisk gerne høre de fine melodi forløb. Jeg har aldrig været nogen rigtig ”tekst mand”, men Mika og Sørens tekst univers er heldigvis andet end kærligheds historier på godt og ondt. For eksempel ”Follow your heart”. Drop alle de der syge forventninger folk har til dig, og følg dit hjerte. Det har da i hvert fald givet præmie til Søren og Mika. Eller ”The Thinner The Eye brow”, om hvis pigerne har tynde øjenbryn ja, så er de regulært farlige og gale. (Det ville passe mig fint.) ”Damn, det er farligt at kigge ned over publikum” grinede Mika mens han så lidt rundt på i den udsolgte Karosserifabrik.

Hverken Søren Andersen eller Mika Vandborg var bange for at bruge lidt tid med deres hyggelige jyske dialekt, at fortælle om hvad numrene egentlig handlede om, og det på en hyggelig charmerende og varm måde. Jo, de havde rigtig godt fat i publikum. Det var tydeligt. Og de smiler ærligt, udviser ærlig spilleglæde, både overfor publikum og overfor hinanden.

Vi slap for de noget overspillede, og af og til konstruerede kunstige rock attituder som man af og til ser i hard rock miljøet. Let, smilende og grinende, bevægede Mika og Søren sig oprigtig entusiastisk rundt på scenen, foran de monster store amp dekorationer af henholdsvis en Vox ac 30 amp, og en Marshall 60 w combo amp som de har fået special bygget for flere år siden. Levende sympatiske og underholdende. 

Hverken Mika eller Søren var nervøse for at slynge deres vekslende guitarer rundt omkring, løfte dem op, pege med guitarerne på den stærke trommeslager Jens Bach Laursen , og bassisten Peter Kjøbsted som har været med alle de ti år Electric Guitars har eksisteret. 

 Jeg var dog temmelig nervøs for, at de forstærker dekorationer kun var til regulær pynt, og der absolut ingenting befandt sig inden i, og at Søren og Mika benyttede digitale amp simulatorer som p.t. er så populære, fordi det er nemt at have med at gøre. 

Men til min store, store glæde blev jeg efter koncertens slutning, af Søren præsenteret for indholdet af monster dekorationerne. Og pyha… i Mikas dekoration stod nemlig hele to Vox ac 30. (Jeg har selv én fra 1963, fra før top boost, som Mika’s er.) Og i Sørens dekoration, også hele to stykker Marshall 60 w combo amp (sådan én har jeg osse, men den er på 100w ha, ha Søren!). Så altså ikke noget digital snyd her. Lyd skal ud via luft der bliver flyttet. Ja…det kunne man heldigvis også godt høre, selvom jeg var mistænksom. Organisk og ægte, trods et pedal board hos dem begge, som var ved at fylde det meste af scenen. Men jeg ved, at hvis man stikker stikket direkte ned i disse to amp typer (Vox og Marshall), ja, så lyder de tæske fedt næsten lige meget hvilken guitar du stikker ned i dem. Ib ́s søn, Jacob, som effektiv back line tech, kom nemlig ind med flere forskellige typer guitarer. (Jeg kender Jacobs far Ib, fordi jeg har spillet jazz med ham.)

Oftest kan man egentlig ikke høre meget forskel på disse guitarer, fordi hele lyden næsten bliver lavet i pedal boarded. Men her var der faktisk, ud over de forskellige tunings, hørbar forskel på henholdsvis Dan Electro guitar, Stratocaster, Gibson Les Paul (Mika) og en Gretch lignende type (Søren) som jeg ikke kunne se hvad var for en. Men den lød fedt. Desværre følte jeg, at Mikas lyd næsten lige meget hvad han spillede på, var en lille smule mere indelukket, end Sørens.

På et tidspunkt taler Mika faktisk også til os om ”Mus i pedalboarded”. Men han smilede og grinede afvæbnende til os med sit fine opad snoede overskægs spidser, og et i øvrigt naturligt farvet fuldskæg, næsten lige så langt som Søren Andersens flagrende lange hår. Også i naturlig farve. Så fortsatte han ellers sit voldsomt talentfulde arbejde, som de begge kunne, på de forskellige guitarer de fik overbragt af ”Ib’s søn”. Og så kan Mika fandme synge. Det kan Søren også, men måske lidt mere afdæmpet. Altså, så trækker vi lige fra, at de vist alle sammen, undtagen tromme Jens, havde influenza og var blevet stukket her, dér og alle vegne med diverse sprøjter med diverse såkaldt helbredende medikamenter i. De må have virket, fordi hele bandet virkede oprigtigt oplagt, og fyldt med energi.

Til min store befrielse så lød vocal lyden, hos både Mika, Søren og bassisten Peter Kjøbsted som sang kor, klart og tydeligt. Åben og distinkt. Dog med periodiske tendenser til overdreven brug af langt delay (ekko). Og så er vi tilbage ved lyden igen. Hvad har guitaren gjort siden soloerne ikke må komme ordentligt op i front mixet, og stikke af fra resten af bandet? Mika fortalte efter koncerten at han havde spillet pænt højt på sine amps. Men alligevel blev alle de fine detaljer som både Mika og Søren kunne præsentere for os, druknet enten i den enes rytme guitar, trommer, eller den andens. Bassen var stadig ikke tydelig hørbar. Jeg sad lidt nede ved mixeren, og jeg så desværre ikke på noget tidspunkt fader for guitar flytte sig op, når Mika og Søren brændte deres talentfulde og dynamiske solo spil af. Øv, øv, og øv.

Måske savnede jeg af og til lidt originalitet og anarki. Mange guitar licks har vi jo hørt før hos andre guitarister. Men flytte fingrene i puls og rytmik, det kan de begge. Og de klæder hinanden. Især i de numre hvor de lavede nogle fede stemmer til hinanden, eller spillede et riff unisont (begge guitarer spiller det samme riff i samme toneart).

Der hvor jeg fik mest ud af deres talenter på guitar, var i en chase mellem Mika og Søren i et rytme break, hvor det kun var de to der udvekslede licks. Legesyge og udfordrende, jagtede de hinanden, forsøgte at kopiere hinanden, grinede af det de så alligevel ikke kunne, fortsatte, fik folk med, og var charmerende. Og så var der ikke nogen bass, drums eller andet støj til at forstyrre dem end publikums ophidsende tilråb ”mere, mere, mere!!” 

Åhh, men det er jo også dumt man bare er en gammel hærdet guitar nørd på to og halvfjerds. Og når min alder lige bliver nævnt er det fordi, det meste af publikummet endnu engang var pænt over fyrre. Hvor helvede er de unge? Til Justin Bieber koncert? Jeg havde som sådan ingen forventninger, trods jeg godt kender til Electric Guitars, men jeg blev glædeligt overrasket. Hvis jeg skulle være negativ over et par små ting, så kunne jeg have ønsket mig at man i midten af koncerten havde taget det hele ned i et næsten akustisk format med nogle dead slow ballader, så der var noget at arbejde op fra igen til det klimaks, som Electric Guitars på alle måder leverede. 

At invitere sangeren Michael Bastholm ind og synge ”Headless Chicken”, som D.A.D. sangeren Jesper Binzer har indspillet med Electric Guitars, var ikke helt nok til at skabe afveksling. Og så kunne jeg have ønsket, at man havde kunnet se de to, trods sygdom, hårdt arbejdende musikalske gutter. Men næhh nej… vi skal beundre effektlyset og baglyset, men ellers kun se silhuetterne af de optrædende kunstnere. Men yeahh, long live Electric Guitars, på alle måder. Hvordan skulle os guitar nørder ellers overleve… Især når materialet vi bliver præsenteret for er så godt som her… Velspillet fra alle, vel sunget, seriøst, men dog uhøjtideligt, og (næsten) perfekt vellydende… 

4,5 stjerner til Electric Guitars.