Elton John, Farewell Tour…endnu engang

Hvad skal man skrive om en legende, som ikke allerede er skrevet? Hvorfor træder Elton op igen og igen, når han tydeligvis er alderssvarende berettiget og økonomisk set mere end rustet til at give hele den kulørte underholdningsbranche en stor middlefinger? 

Overskuds-Danmark

De fleste af os som var til stede i går, så ud til at komme direkte fra Overskuds-Danmark, de fleste af os havde mere end blot grå stænk, og man var pænt og nobelt klædt på – måske en smule vovet til lejligheden med lidt regnbue tema og kulørte briller her og der. 

RockZeit har tidligere anmeldt Elton og beskrevet, hvorledes han trodser fødselsdatoen, og bliver ved med at levere pragtpræstationer. Og hvis han må gentage sig selv, så må vi vel også. Selve turneen er den samme som sidst vi krydsede briller, titlen er den samme, så derfor havde deres udsendte heller ikke de store forventninger om, at der skulle ske noget nyt musikalsk i går. Håb ja, men ikke forventninger. 

Klasse!

Hvad har man så i posen, når ungdommelighedens uberegnelighed er væk? Prøv med klasse. Tung rutine. Kærlighed for egne sange. Kærlighed for sit publikum, og dets kærlighed for een selv og ens sange. Ustoppeligt performancebegær. Bandets usvigeligt sikre naturlighed og sammenspil samt fælles spilleglæde.

Det er ret tydeligt, at Elton og hans usual suspects gennem 50 år, fungerer som ét individ. De to (ud af tre) trommeslagere/perkussionister, Ray Cooper og Nigel Olsson, sørger for hhv elegante markeringer af Eltons underdelinger på tangenterne og steady beats som fundament til hele menageriet. Og når man kender hinanden, så fungerer sådan noget helt outstanding, hvis ikke, ville det hele falde til jorden som et korthus i modvind. Bisonnette leverede en fast, alsidig og omfavnende bas, måske lidt buldrende af og til, men hvis man skal bygge et musisk højhus, så skal man sgu starte med Bisonnette.

Rytmesektionen har et forførende drive på numre som ”I Guess That’s Why They Call It the Blues”, med sit herligt gyngende groove (lidt ærgerligt med en alt for svag synth harmonika solo, men ok, Stevie Wonder havde nok ikke tid) – eller et nummer som “Tiny Dancer”, som blev leveret elegant og vedkommende, ikke mindst i kraft af storskærmsvideoen, som gennem hele koncerten på flot vis gengav, hvad man hørte; amerikanske hverdagsstuff i et romantiseret skær, og når akkorderne og Eltons Highwaaaay frasering ramte samme rytmiske nedslag i omkvædene, så fik man altså ståpels. 

Unplugged?

Når Elton som ved “Bordersong” sad alene og fyldte alt i lydbilledet med sit flygel, havde man slet ikke brug for mere. Han måtte gerne komme tilbage med en unplugged koncert næste år. Nu er det ikke fordi Elton John er en virtuos på klaveret og har vel heller aldrig rigtig været det.

Men alligevel besidder hans små pølsefingre en naturstridig rækkevidde, timing og en iboende sans for perfekt anslagsbetoning i hans underdelinger og kælen for de sort/hvide, som gør, at man sagtens kan forstå hvorfor han ikke vil stoppe; man kan jo høre det med det samme, manden elsker sine tangenter som en pensioneret fodboldspiller elsker fodbolden og stadig kan fornemme det forførende læder mod indersiden. Det stopper aldrig. 

Han sagde en gang i et interview, at han ikke kunne se sig selv spille “Your Song”, når han var blevet gammel – det ville han simpelthen ikke kunne holde ud, og så satte han sig og gjorde grin med sig selv og sin spillemåde, mekanisk og uinspireret; sådan lød den ikke i går, endnu en gang fremmanede han glæde over sine gamle sange. Måske fik han energi ved konstant at stirre ud mod de forreste publikummer, som stod så tæt på scenen, som det er muligt og skejede ud med eltonske outfits. Det var noget han kunne lide, den gamle. 

Alle aldre

Der var publikum i næsten alle aldre, en del unge, hvilket er helt i tråd med Eltons regnbue persona og naturligvis hans katalog af evergreens, men os der steg på det musikalske runaway train i 60’erne, 70’erne, 80’erne, kan bare konstatere, at genbesøget er en følelsesrig tur ned ad memory lane. Men i samme moment indfinder sig også en melankolsk vibe i Royal Arena. Vi nyder sangene, samtidig med at vi ved, at uret tikker. Han ER gammel, så vi er OGSÅ gamle. Det er de kolde facts.

Gennem dekader har han klædt os på til den grå hverdag og de lyse sommeraftener med sine sjælefulde ballader, hans forfriskende popnummer, hans mange briller, kostumer, eskapader, hans hårtransplantation, misbrug, køb af fodboldklub, velgørenhedsarrangement, krisehjælp til andre fallerede stjerner, hans vidunderlige udødelige Lion King soundtrack, den ventede annoncering af den åbenlyse homoseksualitet, hans humor, hans selvironi, hans skarpe tunge, hans urimeligt overjordiske evne til på rekordtid at skrive hits.

Og ikke mindst… hans symbiotiske samarbejde med tekstforfatteren Bernie Taupin, som synes at give Elton blod på tanden, hver gang han synes at gå i stå, eller som på poetisk vis, formår at give en flig af, hvad der er sket i Eltons eget liv, herunder “Made In England”, “Someone Saved My Life Tonight” og “I’m Still Standing”. De sidste to blev leveret flot, især den sidste var en crowd pleaser. 

Derudover har Taupin altid formået at male et støvet billede af udkants USA som Elton især på de tidlige album spejlede i sine tidsløse små folkrock broderier. Stemninger som skaber små pseudo-dokumentariske indre sort/hvid film som amerikanerne – og os andre (we all live in America) – tog til sig med det samme. “Bordersong”, “Buning Down the Mission” og “Rocket Man” er gode eksempler. Hvordan britiske udsvævende Elton har kunnet ramme average amerikanernes stolte og stoiske hjerter med sit klaver og stemme på lige fod med deres indfødte kunstnere, kan være svært at gøre sig klog på. Men det virker. Og Elton virker stadig. 

Lad mig lige vende tilbage til “Rocket Man”, for her får vi svaret på, hvorfor Elton og vi bliver ved med det her; selvom sangen er fortærsket, er den stadig god nok til at blive spillet. Og når så Elton og band – som i går – bruger i omegnen af fjorten år på at slutte nummeret af, fordi de ikke KAN stoppe med at lege – ja, så bliver det til noget mere end summen af bandmedlemmerne. Det var magisk, og kompenserede i rigt mål, for de kedelige, transport numre, der også var en del af sætlisten, herunder “Philadelphia Freedom”, “Levon” og “Take Me To the Pilot”. “Bitch Is Back” var forfriskende, velspillet og grotesk sjov og selvironisk med skærmen fyldt med drag queens i konflikt med dem selv, omverdenen og et stort svømmebassin.

Showbizz af høj kaliber

Elton var i god form på tangenterne og knap så god form i bevægeapparatet, men så kompenserer man med charme, selvtillid og købt hår. Flere gange var det som at se ham i gamle dage, når han var færdig med et nummer, han selv syntes var gået virkelig godt; så skulle han lige gøre et eller andet; i gamle dage ville han være fløjet rundt på scenen og hujet og hoppet, i går nøjedes han med at rejse sig hurtigt op og klappe flygelets overdel op og i og kigge smilende og let malplaceret ud mod publikum, som åd det hele. De åd også at Elton ikke har samme register længer og må have hjælp til falset og de fleste top toner. Men koret var godt og den samlede lyd var velafbalanceret – fraset, at Royal måske var Eltons største modstander i går. Ofte buldrede lyden og rungede og diskanten var til tider alt for skarp. Bandet spillede næsten perfekt, kun enkelte gange gik de faktisk galt af hinanden, især med “Saturday Night’s Alright for Fighting”, hvor nogle af dem spillede et par takter forskudt; man kunne se på Elton, at han ønskede at korrigere, men det kunne simpelthen ikke reddes, så de endte med at slutte den brat, antageligvis via et band-nødsignal. Til stor moro for Elton.

Elton har i årtier kunne få de sort/hvide tangenter til at stråle i alle regnbuens farver og på den måde favnet os alle. En dag er det nok slut, men man begynder snart at tvivle. Når han en dag slukkes som et lys i vinden, har vi måske slet ikke brug for at opleve ham fysisk, men blot i en digital 4D versionering, gengivet af en bizar Google brille som ville have gjort selv brillefetichisten Elton misundelig.

Det bliver til 4½ stjerner til den gamle, men gode Elton.

RockZeit, arkiv fotos: