En legende indtog Royal Arena

I fredags var RockZeit til koncert med den fotoforskrækkede Bob Dylan, som ikke tillod fotografer fra diverse musikmedier, heller ikke publikum. Alle folk havde deres mobil på sig, men helt usædvanligt, fik alle ved indgangen, udleveret et specielt etui som blev låst magnetisk, og blev låst op når man forlod arenaen igen.

Rough and Rowdy Ways

Bob Dylans nyeste album Rough and Rowdy Ways lagde navn til denne tour, hvor vi fra dette nye udspil fik 9 sange, alle på albummet undtagen det næsten 17 minutter lange “Murder Most Foul”.

Det mobiløse publikum sad spændt og ventede på at legenden kom på scenen.

Pludselig kørte første sats af Beethovens niende symfoni fra højtalerne, mens musikerne begyndte at tage plads på den mørke scene og indtage deres mecher.

Selvom der hos Dylan nok er stor respekt for den tyske gigant, begyndte de at spille oven i de ikoniske symfoniklange som blev til bizar bitonalitet inden symfonien blev faded ned og bandet var i gang med at varme op.

Den introverte legende gemte sit fysiske væsen godt væk bag det opretstående klaver, omringet af musikanter som havde det hele på rygraden.

Musikken flød

“Watching the River Flow” var det første der ulmede ud af de klassiske toner fra anlægget, og forskelligt fra studieversionen, kørte det instrumentalt i 1-2 minutter. Dette intro var opvarmning før første angreb, og Dylan begyndte at synge fra sin lille skyttegrav uden så meget som at kigge ud på publikum.

Èt af højdepunkterne

Det næsten ti minutter lange nummer “Key West (Philosopher Pirate)” fra det nyeste album var et af højdepunkterne med dets helt specielle lette svævende toneflader som blev understøttet med paukeagtigt spil fra trommeslager Charley Drayton på tammerne og stortrommen stort set uden brug af bækkener.

Dylan havde godt tag på nummeret med mange forskellige vokalklange. 

Det blev til et enkelt covernummer, som meget tydeligt ikke var Dylan-stil for det var alt for glad og lystigt. Det var Johnny Mercher’s “That Old Black Magic”.

Black Rider fra det nyeste Dylan album var noget af et sidestykke, og var i min verden en ren fornøjelse. Et nummer som stak lidt ud…

Et nummer som stak lidt ud i forhold til akkord progressionerne der havde lidt barokstil over sig.

Det var en kæmpe succes i liveversionen, hvor Dylan sang så hæst, at det lød som en rytter var faldet af hesten og lå med sand og grus i mund og ansigt.

Encore

Aftenens sidste nummer var et gammelt nummer, altså 1981; “Every Grain of Sand” der, ligesom hvert eneste af de foregående numre, blev leveret med en speciel feeling.

Sangen blev med store øjne og ører slugt af publikum, fordi de godt vidste at det var sidste nummer…and guess what; der var stående bifald fra alle i salen da Bob og co. havde spillet sidste tone og vinkede farvel fra scenen.

Fænomenalt musikalsk overskud

De 6 musikere sad og stod som i en dagligstue og spillede uden scenografi og teknisk lyssætning.

Det var bare et band der spillede!

De behøvede ikke noget andet end deres musikalitet, og det var der i den grad nok af. 

Det var ikke rutinetoner som blev fyret af.

Der blev virkelig lyttet indbyrdes på hvad de andre lavede, og det var som om at hver en tone gik gennem alles system for så at reagere på den næste, så samspillet og samklangen blev optimal.

Der var 17 numre i sætlisten fredag aften i Royal Arena, og hvert eneste nummer havde sin egen feeling og klangudvikling, og selvom der var tonsvis af almene tolvtakters blues i numrene, var det den ypperlige musikalitet som skabte overraskelser i form af uventede toner i standardakkorder og rytmiske anomaliteter i det ellers almindelige folk-blues format.

Blandt andet blev noget standard blues spillet med jazz-feeling, der virkelig gav en hel ekstraordinær oplevelse af den ældgamle musikstil. 

Mens andre store sangere og bands overrasker med stort sceneshow og alskens dikkedarer, kunne Dylan og Co. fra start til slut overraske med musikalske fifs som man ikke havde set komme.

Strengeinstrumenterne; guitarer, bas og mandolin smeltede ofte sammen til en helt uhørt samklang, som var akkompagnement til Dylans æstetiske rustne stemme.

I forhold til performance, var det også modsatrettet i forhold til mange andre store musikere.

Hvis man tænker på nogle af de store jazz-solister som gør meget ud af at have tæt øjenkontakt med udvalgte personer fra publikum, må man sige at Dylan opførte sig diametralt modsat af dette.

Men koncentrationen og udførelsen af musikken, vidnede om at han havde den største respekt for at levere kvalitet til lytterne, så det virkede ikke arrogant eller distanceret. 

Overskud var i højsædet, og dette kunne man blandt andet høre på slutningerne som alle havde noget specielt over sig, om så det var klicheblues eller rock ‘n’ roll standardslutninger, var der sneget nogle fremmedtoner ind i de forventede treklangs akkorder, sat med en anderledes rytmisk feeling, så det lød frisk og og nutidigt.

Jeg havde det lidt ambivalent med lyden, som på den ene side var meget tydelig og gennemtrængende, men på den anden side var forstærket kraftigt så selv de bløde anslag skar lidt hårdt igennem.

Men til en koncert hvor alt var liiidt anderledes, var det intimiderende på en fed måde.

Det var noget af et event at opleve mesteren live, og der er altså en grund til at han besidder persona-titlen His Bobness.

Det bliver da også til 5 stjerner for den helt fænomenale musikoplevelse i Royal Arena.