Frosten føg gennem Stengade i mandags, mens der i varmen indenfor var lagt op til atmosfærisk kaos og melankolsk følsomhed – og selvom den dårlige lyd og den ramme lugt af sved var ved at køre hele koncerten af sporet – sejrede Draconian med deres gotiske doom til sidst.
Sojourners atmosfæriske kaos overskygges af manglende lyd
Det internationale band Sojourner opholder sig (som deres navn antyder) kun kortvarigt i min

bevidsthed denne aften. Ikke fordi deres tag på atmosfærisk post-black metal ikke tiltaler mig, men fordi hele deres lydbillede glippede. Det forekommer mig, at der ikke er nogen lyd overhovedet i forsanger Emilio Crespos mikrofon til at starte med, guitaren skifter mellem at være næsten fraværende til at vrænge skarpt i mine trommehinder og Chloe Brays klare vokal er næsten uhørlig indimellem.
Med det sagt, så er der bestemt elementer henover deres set som bliver hængende hos mig. Heriblandt den fine fløjte som går igen på flere af numrene, enten i intro eller midt i nummeret. Det kan selvfølgelig ærgre mig at fløjten kun er med på backing track, men eftersom det er Chloe der mestrer den på bandets albums, er det måske lige lovlig meget at forlange at hun skal mestre guitar, vokal OG fløjte live….. Derudover har Sojourner en måde at komponere meningsfuld kaos som taler til min hjerne – deres musik går fra det langsomme (à la Omnium Gatherum) over det atmosfæriske, for at opnå klimaks i buldrende kaos som får alt i mig til at falde til ro.
Mit kendskab til dem forud for denne koncert var meget begrænset, men deres seneste album “The Shadowed Road” fra marts 2018 (som i øvrigt har et super lækkert cover) skal bestemt gennemlyttes på vej gennem morgentrafikken, hvor jeg virkelig har brug for den ro deres buldrende kaos giver mig.
Harakiri for the Sky fik lyden som tanto
Lyden under dette set er også himmelråbende dårlig på Stengade. Den skramlende knasende lyd i forsanger JJ’s mikrofon bliver tanto for bandet der næsten begik musikalsk harakiri for øjnene af os, men hvor samuraien forventes at bære sin smerte i stilhed, forsøgte JJ at råbe den ud – for JJ growler reelt ikke han mere råber ned i mikrofonen. Der bliver justeret på lyden under de første numre, men det bliver aldrig helt godt og flere af pauserne mellem numrene bliver brugt til at justere instrumenter, hvilket ødelægger det flow koncerten kunne have haft.
Harakiri for the Sky er en Østrigsk black metal duo bestående af sanger JJ (Michael V. Weintraum) og multiinstrumentalisten Matthias Sollak. På de 4 studiealbums de har i kataloget er det altså primært de 2 herrer der selv står for alle instrumenter, men når de drager på turne har de et udvalg af faste musikere de spiller med. Om det er set-uppet der gør at bandet på scenen fremstår en smule fragmenteret, eller om det skyldes frustration over de dårlige lydforhold, er ikke til at gennemskue, men jeg kigger lidt langt efter samspillet på scenen. Til gengæld har bandet generelt god kontakt med publikum og virker ellers oplagte. Der bliver synkron-turbine headbanget på scenekanten og faktisk virker det som om de virkelig er opsat på at give Stengades gæster en god oplevelse.

Noget af det der tiltaler mig ved Harakiri for the Sky er den måde melankolien smelter sammen med aggressiviteten. Jeg er en sucker for de storladne og melodiøse guitar stykker, som minder mig om “The Morningside”, men de trænger desværre kun igennem i lydbilledet når ingen andre instrumenter er i spil. Hvad jeg gerne ville have set i spil på scenen er et keyboard – en del af lydbilledet serveres fra et backing track og jeg tror egentlig at et keyboard ville klæde samspillet.
Dybfølt melankoli og kontraster fra Draconian
Da Draconian går på scenen lidt i 23 er salen på kogepunktet – og ikke fordi publikum har moshet rundt og er helt oppe og støde…. men fordi klimanlægget tydeligvis er røget sig en tur. Det er en af de aftener hvor der breder sig en ram lugt af sved. For en gangs skyld er jeg glad for at min koncert garderobe primært består af t-shirts.

Selvom touren er en co-headliner med Harakiri og Draconian, virker det på begejstringen blandt publikum da Draconian går på, som om de er aftenens reelle hovednavn, og de indtager også scenen med større sikkerhed end de 2 bands før dem. De virker lang mere samspillet og formidler et samlet udtryk selvom deres lydbillede er ganske kontrastfyldt.
Jeg kan ligeså godt krybe til korset og indrømme (med svag frygt for at blive shamet af metalhead-feminister landet over) at jeg ikke ubetinget er stor fan af kvindelige sangere i metal, men der er noget dragende over Heike Langhans’ fine og følsomme vokal, som trænger fint igennem. Det lader til at den febrilske lydmand med pandelampe bag pulten alligevel har udrettet noget i løbet af aftenen. Dog kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere pondus på Anders Jacobssons growl, for at skabe en bedre kontrast imellem de 2 yderligheder. Og selvom der er sket forbedringer i lyden er der bare virkelig mange af de fine facetter og stemninger i musikken som aldrig trænger ud til os.
Draconian åbner med et par lidt ældre numre – hvoraf det første “A Phantom of Dissonance” ligger atmosfærisk fra start og demonstrerer fra start bandets bredde og kontraster. Men vi får også flere numre (bl.a. The Wretched Tide og Stellar Toombs) og fra deres seneste album “Sovran” fra 2015 – som iøvrigt er det første album der har Heike Langhans på klar vokal.

Heike Langhans udstråler en karismatisk skrøbelighed på scenen og har en formidabel evne til ikke at virke overflødig under de lange passager, hvor hun ikke synger. I stærk kontrast til hende står Anders Johanssons brutale growl, aggressiv på en måde der trænger helt ind i marven og trækker referencer til October Tide og tidlig Hypocrisy.
Svenske Draconian leverer gotisk doom med et knivspids dark metal – atmosfærisk og følelsesladet. Det er de store kontraster der for mig gør dem rigtig interessante som f.eks. i “The Marriage of Attairs” hvor der skiftes mellem det helt langsomme drevne doom tempo og en mere up-tempo dobbelt-guitar serenade, mens vokalen skifter mellem Anders’ brutale growl og Heikes følsomme klare klang – hun giver ordene “…so tired” en melankolsk tristesse som får mig til at måbe.
Stengade var ulidelig varmt, lyden var det meste af aftenen tåkrummende dårlig, men Draconian fik mig alligevel til æde mine ord om kvindelige vokalister i metal – i den her konstellation giver det ihvertfald musikken en ekstra dimension. Jeg vil bestemt ikke holde mig tilbage næste gang Draconian er på plakaten et sted i nærheden – så håber jeg bare lyden er bedre….. Samlet set var turen til Stengade en mandag aften absolut nattesøvnen værd – om ikke andet så fordi jeg fik udvidet min horisont.

Summary
Sojourner:
Line-up
Emilio Crespo – Vokal/growl
Mike Lamb – Guitar
Chloe Bray – Guitar, Vokal
Mike Wilson – Bas
Riccardo Floridia – Trommer
Harakiri for the Sky:
Line-up:
Michael “JJ” V Wahntraum: Vokal
Matthias “MS” Sollak: Guitar
Thomas Dornig: Bas
Marrok: Guitar
Mischa Bruemmer: Trommer
Draconian
Line-up:
Anders Jacobsson – Vokal / Growl
Heike Langhans – Vokal
Johan Ericsson – Guitar
Daniel Arvidsson – Guitar
Jerry Torstensson – Trommer