Jeg står lige bag hende, sammen med resten af bandet ude i siden på scenen. Det er Falkoner Centret, på ét eller andet tidspunkt i 1974. Hun er et helt hoved lavere end mig. Jeg kan næsten dufte hende. Hun står med bassen over skulderen. Vi er Zig Zag Band, som lige har spillet support for hende. Vi er lidt fjollede dér på bagscenen, og jeg fristes til at tage fat i ét af hendes hår og trække lidt. Hun mærker det, og vender sig mod os alle sammen, som blot lader som ingen ting. Det kunne være endt i en katastrofe.
Hende, som jeg trak i håret var ingen ringere end Suzi Quatro. Rockchick,
læder dress, rå stemme og pumpende bas, der rent faktisk ligger godt på beatet.
Hun går på scenen med sit band, som bl.a. tæller hendes husbond guitaristen
Len Tuckey, stor bred mand, så ham skal man ikke komme i vejen for. At hans
guitararbejde var knapt så interessant, viser sig at være ligegyldigt. Suzy
styrer levende selv hele showet og fyrer det meste af den pakke med hits, hun på det
tidspunkt allerede har. ”Can the Can”, super heavy shuffle, ”48 Crash”, ”Devil Gate Drive”, alt sammen som
real rock and roll. Men desværre så styrede pop produceren Mickey Most, hende, lidt mod hendes vilje, over i en mere pop
orienteret stil, hvilket var synd. ”If You Can’t Give Me Love”, passede faktisk lidt skidt til den læder klædte rockede frue.
Suzi blev født i 1950 i Detroit, lader sig indfange af en sensuel rockende Elvis Presley. Begynder at spille med sine søstre Patti og Arleene, efter de har set The Beatles i et TV show. Allerede her spillede hun en steady bas, trods hun også kunne spille trommer. De får mulighed for at indspille et par singler bl.a.” Never Thought You’d Leave Me”, og de holder sammen til ca. 1969. Så scene og spille rutine fejler efterhånden ikke noget. Men det hele foregår i USA, og hverken Suzi eller hendes søstre får sparket døren rigtig ind til fame and fortune.
Hvad gør man så? Ja, så flytter man da til et lidt mindre land hvor muligheden for at blive set er lidt større. Det sker i 1971. Nogen får organiseret at hun med sit band spiller support for Thin Lizzy som har sparket døren ind til de større scener. Og haps… den før omtalte pop producer Mickey Most trak hende måske ikke lige i håret, som jeg havde gjort, men fik ledt hende ind i folden af pop stjerner. Dog var Suzi ikke lige klar til Glam Rock, som Slade og Bay Citty Rollers, stod for. Der var for meget regulær rock and roll i hende, og læder dresset passede ikke sammen med pailletter, og glitter stjerner.
Men pladeselskaber og studier stod alligevel åbne for hende, og der var faktisk heller ikke andre piger på scenen på det tidspunkt med talentet til at spille hårdtslående rock, fulgt til højtalerne og publikum med en rå stemme, og en pumping bas. Som hun sagde; I could have been the new Lullu, or the new Janis Joplin, but i didn’t fucking wanna be the new anything.
I gennem hele halvfjerdsere lykkedes det Suzi at erobre stort set hele Europa. Guitar, bas, trommer og keyboard, mere skulle der ikke til. Og så Suzi’s rå stemme, og spil levende performance. Der er aldrig blevet sparet på kræfterne for at få folk op af stolende og være med på det party hun altid har været i stand til at sætte skub i. Hendes koncept nåede desværre ikke over Atlanten til USA.
Det amerikanske publikum var ikke helt så interesseret i hende som det Europæiske. Desværre lykkedes det ikke helt for Suzi Quatro at blive på hitlisterne, trods hun i en periode arbejdede sammen med det kendte sangskriver- og producer-par Chin & Chapman. Hun indspiller ”Stublin’ In” med Chris Norman fra Smokie. Det nummer bliver dog hængende i
radioerne, og gør det faktisk stadig. I firserne mister hun tilknytning til faste pladeselskaber, men hendes holdning til sin musik er, at det ikke er vigtig for hende at være et hitliste fænomen. I would never accept having my career molded by other people… I’ve kept working consistently even though I’ve not been in the charts. Med det udgangspunkt vender hun tilbage til den hårdtslående rock, som hun også var eksponent for i sin tidlige karriere. Og nu, i en alder af to og halvfjerds år, erobrer hun stadig live scenen i det meste af verdenen.
Jo, selvfølgelig er hun nødt til at spille nogle enkelte af sine gamle pop hits, men man fornemmer at hun trods sin fremskredende alder stadig har en vital rock energi som er dét hun tydeligt brænder for, og hun har stadig fuld kontakt til sit publikum. Femten studie albums og ti compilation albums, kan man vel ikke komme uden om, så noget har hun under alle omstændigheder gjort for rockmusikken, og i hvert fald for kampen for plads til kvinder i rockmusik. Enlig pige med bas, styrer et 5 mands band. Så er den på plads. Familie og børn har i hvert fald heller ikke stoppet hende.
Jeg ville for så vidt gerne have været der når hun spiller female rock and roll, i Danmark lørdag d. 18. marts på Docken i København, men jeg skal selv spille. Måske kunne man lige have trukket hende lidt i håret igen, for hun er stadig en flot pige, med en god bas, dog med faren for at få slynget den bas lige i hovedet, trods hun ellers er en smilende kvinde når det passer hende..