En ordentlig spand kul fra Clutch

Efter en række af kedelige Corona-aflysninger, lykkedes det endeligt at få amerikanske Clutch på scenen i Store Vega i tirsdags. Det blev da også til knastør rock for alle pengene, som tordnede mod publikum fra start til slut i den fyldte sal.   

Varm opvarmning

Fuld sal under opvarmningen er et sjældent syn, men det var virkeligheden i Store Vega tirsdag aften. Trods de kun to mand på scenen i bandet The Inspector Cluzo, blev der langet svedig hard rock ud over scenen…rent bogstaveligt! for der blev til sidst i deres gig kylet dele af trommesættet ned i den, heldigvis, tomme fotograv. Vokal/guitar og trommeslager var nok, for den normalt tilstedeværende bas i et rockband, var fraværende, men blev kompenseret ved ekstra riv i guitarstrengene og voldsomme anslag på trommerne.

Escape From the Prison Planet…

…var første nummer fra Clutch som startede sikkert for et publikum med armene i vejret. Allerede hér kunne man, med dette intensitetsniveau, fornemme at koncerten nok skulle komme til at tilfredsstille vore hungrende rocksind til den store guldmedalje. Med de fede markeringer i starten af nummeret, iørefaldende guitarriffs og Neil Fallons hæse stemme var publikum allerede ret glade i låget. 

Ekstrovert/introvert

Mange vil nok nikke genkendende til, at Fallon er én af de mest karakteristiske rock frontfigurer man kan opleve live. Instrumental bunden bliver lagt af de fedeste musikere som ligger tungt og sikkert på hver eneste beat. Dette gøres med en noget lavmælt facon fra de tre instrumentalister, især guitaristen Tim Sult står helt stille og kigger på sit gribebræt og spiller spade, hvor han kun kigger ud mod publikum 2-3 gange under en hel koncert. Det betyder at Fallon skal tage alt perfomance på sine skuldre, og det havde han bestemt ikke noget problem med under hele koncerten.

Simpelt, men godt

Et nummer med en masse standard rock/blues-vendinger, men som bare virkede, var “Cypress Grove” fra deres sjette album Blast Tyrant (2004). Her var det svært for folk ikke at hoppe op og ned til den massive uptempo rytme og de fede riffs som væltede derudad som en ekstra tung damptromle. I et nummer som dette, synes jeg at man kan fornemme en speciel spillestil som kun Clutch kan levere, for det var bare så intenst i rytme og tørt i klang som det kan være.  

13. album på vej

Clutch udgav deres første album i 1993, hvor det efterhånden er blev til 12 studiealbums. Deres 13. album Sunrise on Slaughter Beach skulle være på gaden den 16. september. Herfra fik vi numrene “Red Alert (Boss Metal Zone)”, “Slaughter Beach” og koncertens ekstranummer “Nosferatu Madre”. I sidstenævnte viste Clutch at de stadig godt kan lide at bevæge sig i langsom stoner rock. Nummeret slaskede afsted, men bød også på lidt uptempo i slutningen, lige for at hive folk op af sumpen.

Skæv rock

Blandt ekstranumrene fik vi “7 Jam” som levede op til navnet med dets 7 ottendedelsrytme. Ikke det letteste nummer at få til at svinge, men Clutch var gode nok til at spille sådan et nummer hvor det ikke lød for kompliceret og skævt, trods den ulige taktart. Det var stadig rock som man kunne stå at nikke til.

Bare en fed rockkoncert

Selvom Clutch var ret varme fra start, blev de utrolig nok bedre og bedre til at groove for hvert nummer de spillede, hvilket fik gulvet til at ryste og varmen i salen til at stige fra de mange ekstatiske hoppende mennesker.

Clutch er gode musikere/sangskrivere som kan underholde til UG på en scene, dog kniber det med klanglig variation i deres numre, for den regelmæssige lydmur varierer ikke så meget i klang, næsten lige meget hvilke numre de vælger at spille. Der er heller ikke så mange overraskelser rent kompositorisk, men Clutch er gode til at redde dette på samspillet som virkelig er på et højt plan. Det gør heller ikke noget at trommeslager Jean-Paul Gaster er noget af det bedste man kan opdrive i rockverdenen. En trommeslager som ikke laver ét slag for meget eller for lidt, som bevirker at de andre musikere virkelig kan læne sig op af groovet. Der var ikke så megen øjenkontakt mellem musikerne, hvilket de heller ikke havde brug for med deres gode ører. De havde hver deres fokusfelt som var så sikkert, at de 4 hele tiden smeltede sammen til en god enhed. 

Med lidt op og ned i Clutch koncerten, ender RockZeit på massive 4 stjerner.