En stemme fra fortiden

1349 holder den norske blackmetal-fakkel højt og leverede en onsdag på Copenhell en koncert, der på godt men desværre mest ondt hører fortiden til.

De fleste ved det sikkert, men for lige at få de sidste med: 1349 er det år, byldepesten brød ud i Norge, og udryddede op mod halvdelen af en i forvejen sparsom befolkning. Det er så åbenlyst morbidt, at man nærmeste er forpligtet til opkalde sit blackmetal-band efter det.

’Man’ er (nu om dage) Ravn, Archaon, Seidemann og Frost, der – med forbehold for de første års udskiftninger – gik sammen i 1997. Den første og anden norske blackmetal-bølge var skyllet i land og tredje bølge var ved at rejse sig. Kollegerne i Satyricon rykkede mod black’n’roll, og Enslaved tog progrocken til sig. Der skulle 1349 ikke hen og kastede anker i den anden bølge af iskold, rasende blackmetal og har i det store hele ligget for svaj der lige siden.

Derfor virkede 1349s optræden på Pandemonium også bedaget. Selvom deres trodsige antikristne attitude og iskolde guitariffs og ikke mindst Frosts afsindige trommespil, på alle måder er mædl og i øvrigt er alvorligt ment, så virker 1349 her i 2024 som en klassikerbooking i deres genre på linie med Iron Maiden og alle dem der ovre på Helviti.

Det var der en vis sørgmodighed over at konstatere. De klassiske oldtidslevn på Copenhell kan man grine af, når de fortsætter med at fremstå unge og vilde. 1349 burde aftvinge respekt, men den er svær at finde, når pandamaling og satanisme nærmeste er blevet en vittighed og noget selv metalmiljøet erklærer som fortidigt. Husk bare på den hovedrysten DRs kiksede ’dokumentar’ ”Satans Sorte Vinyler” mødte, da den forsøgte at iscencesætte dagens metalscene på den måde.

Det var nu ikke noget, der reducerede 1349s selvtillid på Pandemonium. Er man troende, så kører man sit korstog med overbevisning. Så der blev pløjet noget jord op og spillet onde sager som ”Slaves To The Slaughter” og ”I Am Abomination” med fuld overbevisning, og Ravn hvæsede alting som ild- og svovlspyende dommedagsprædikant. Håndværket på både instrumenter og sceneoptræden var således på deres egne, altmodisch præmisser godkendt til langt over middel.

Det var hård kost sådan en kold, blæsende onsdag på Lorteøen. Og vist også for hård for der var ikke meget liv i det begrænsede publikum, der da også sivede undervejs. Kun et par stangstive herrer omkring de 45 virkede som om blackmetal fra gamle dage var the new shit og moshede lystigt med hinanden. De fleste andre omkring mig lignede nogle, der udholdt kulden og vinden, fordi der med 1349 var en sjælden mulighed for at keep it real på Copenhell.

Som anmelder er den svær at forholde sig til. Musikalsk var det en god koncert. Den blev spillet med ægte overbevisning af folk der har sat fundamentet for den musik, du og jeg fornøjer os med nu om dage, og som de bør høste anerkendelse for. 19. juni 2024 virkede den bare irrelevant og uengagerende og kan derfor ikke trække barometeret længere op end 2½ stjerne. Snøft.