END på Gehenna, Copenhell

Torsdag aften fik Copenhell besøg af 5 aggressive mænd, i hardcore gruppen END, fra New Jersey. De er en såkaldt supergroup, med medlemmer af andre kendte bands, som går sammen i et nyt projekt. En betegnelse som kan forstås på to måder, for det var i hvert fald en super gruppe!

Jeg havde læst om bandet, men havde ikke hørt noget på forhånd da jeg drog mod Gehenna. På vejen der ned, gik der to voksne mænd bag mig. Jeg hørte den ene sige; dette her er dét jeg har glædet mig allermest, allermest til på Copenhell i år!. Her tænkte jeg at det nok var noget specielt på een eller anden måde. Og det var det!

Kl. 20:30 blev bandet præsenteret, og 5 mænd med åbenlys attitude skrevet i ansigterne, kom ind på scenen hvor bassist og guitarister begyndte at lave ulmende knasende ubehagelige lyde på deres instrumenter, Et ildevarslende lydsignal før det hele eksploderede i hardcore metal. Jeg overdriver ikke; da de havde spillet i 5 sekunder, kunne man fornemme ekstrem høj kvalitet i musikstil, spillestil, live lyd og performance. Det var et helt uforglemmeligt øjeblik!

You motherfuckers

Publikum blev kaldt motherfuckers usandsynligt mange gange under koncerten af forsangeren Brendan Murphy, som man også kender fra bandet Counterparts. Det var en del af hårdheden i musikken, og som man hurtigt vænnede sig til. Murphy kom med denne opfordring del gange; If you don’t know the words, move the fuck around, men han blev utålmodig mod slutningen af koncerten, og her var blev simpelthen bare til; move the fuck around, or I will kill you!.

32 minutters vrede

END spillede i kun 32 minutter, nogle af de mest effektive minutter jeg har hørt fra et live band. Det var som at jeg havde hørt Rage Against the Machine på præstationsfremmende stoffer.

Hver musiker var en fornøjelse at følge på scenen. Trommeslager Andrew McEnaney havde noget af en opgave, for enten var rytmerne ultra tunge eller meget hurtige. Det var så tight og præcist spillet, at det lød som om han havde varmet op i 7 timer før koncerten. Brendan Murphy’s skrigende hæse stemme blev bakket op med growl vokal fra den eminente bassist Jay Pepito, som havde et lidt dybere growl register end Murphy. Pepito er faktisk lead sanger af oprindelse, og har sunget i Reign Supreme. Det gik ikke stille for sig når der var numre, hvor man hørte vokal fra begge af disse herrer. 

Jeg har ikke styr på hvad numrene hed eller hvad teksterne handlede om, men det var fuldstændigt underordnet. Man blev som publikum skudt på med et så slagkraftigt artilleri, at ens krop og sind blev overtaget og destrueret i den mest positive forstand. Hvert eneste nummer var hæsblæsende og overbevisende spillet og dertil godt komponeret i genren. Det var i det hele taget ufattelige præstationer fra hver musiker på scenen, og det var en koncert hvor jeg fik alt hvad jeg kunne drømme om, og mere til.

Det bliver 5 stjerner herfra RockZeit.