Equilibirum: Dommedag i douche farver

Det tyske pagan-band Equilibrium har den 12. august udgivet deres 5. studiealbum. Der folk og death i luften på samme tid, og det er noget af en melodi grand prix metal fest.

Schlagermusik med keltisk glasur

Med keltisk folk kombineret med tysk metal-schlager musik, kører ”Armaggedon” derudaf med både engelske og tyske tekster. Det bliver dog aldrig dommedagsagtigt, da man mere har indre billeder af en metal melodi grand prix fest med konfetti og glimmer.

Man kan næsten kalde det over the top power folk metal, hvor der er grublet meget over finesser og melodiske overraskelser. Der er en dejlig mørkehedensk stemning over de første numre, “Sehnsucht”, “Erwachen” og “Katharsis”, der introducerer albummet på fornemmeste vis. Desværre stikker det lidt for meget af i lavthængende powermetal-frugter på “Heimat” og “Born to be Epic”, som holder sig for meget til den fortærskede schlager alsang til den laveste metalfællesnævner.

”Born To Be Epic” har en keyboardmelodi der er så kitchet, at det halve kunne være nok, og det er næsten noget der burde fyres af på.. Ramasjang. Man må sige at den keltiske keyboardmelodi er iørefaldende, så meget at man næsten ikke kan få den ud af hovedet bagefter…og man bliver mindet om denne blanding af happy happy keltisk folk-metal…hmm, det er måske ikke så fedt.

Der er anderledes polka knald på i de næste to “Zum Horizont” og “Rise Again”, især førstnævnte som udfolder en hidsig omgang østeuropæisk melismatisk melodik i gepard tempo.

Vi er tilbage på det blytunge spor igen på det næste nummer, “Prey”, der rammer noget af den gode album start, men beklageligvis anvender næste nummer “Helden” i starten speak kombineret med alt for corny og klæge ambient/synth flader, hvilket er no go og old tricks. Og slutningen er ren melodi grand prix.
“Eternal Destination” er en værdig og vanvittigt svulstig helteafsked med et lidt svingende album. Den tyske speak virker godt denne gang og den pompøse melodramatiske harmonik sørger for, at vi lidt glemmer de ret komiske svipsere undervejs og husker albummet for at være et ambitiøst forsøg – fra især guitarist og captain on the bridge, René Berthiaume – på at lave en mørk power/folkemetal-kolos. Synth-klange fader ud til sidst med et flot og iørefaldende tema, og man fornemmer at man er på vej til et eller andet dødsrige.

Produktionen fejler ikke noget

For at gå mainstream med sin metal, skal man højglanspolere så metallen træder i baggrunden.

Man kan godt høre, at hver eneste tone er vendt og drejet for at det bliver iørefaldende, og de ved præcis hvad de vil. Men man tænker nok hvorfor de vil “dette”? Vi på redaktionen synes det er synd at spille så melodiske motiver og så meget velklingende musikalsk materiale i denne hedenske metal genre, men der er nok nogle der synes det er fedt at få både growl og ørehængermelodier i samme nummer. For os er det en lidt for konstrueret og kontrasterende hybrid.

Harmonierne er meget tydelige og in your face, og det er næsten for meget af det gode. Der er god lyd på albummet, og det er både godt og skidt. De yderst kitschede melodier, kunne godt have lidt knas og ondskab over sig. Det kan være at det ville hjælpe lidt på det. Man føler nemlig lidt at den gode lyd forstærker det poppede udtryk, og det gør pladen til noget af en non-metal-oplevelse.

Når man har lyttet til Quilibrium igen og igen, så forsvinder den hårde metal fornemmelse som dug for compressoren. Dobbeltetrommerne bliver til et behageligt vibrerende massagetæppe, og den brede lyd bliver til en svag brise. Og hemmeligheden er vel, at det er helt bevidst. For at gå mainstream med sin metal, skal man højglanspolere så metallen træder i baggrunden.
Men det er dygtige musikere, som anstrenger sig for ikke helt at glemme musikken midt i al skala-ræset og klichéerne. Derfor er der alligevel masser af musik at hente på “Armageddon”, bare uden Armageddon-feeling. Men HVIS man er die hard fan af ekstrem poleret pagan metal, så kan man fint stige på jer. Det er kvalitet, dog uden store visioner.