Et smut forbi A Perfect Circle og Neckbreaker på Copenhell

De fleste kender Tool, hvor Maynard James Keenan er i front. På Copenhell i år kunne man opleve ham i A Perfect Circle på Helvíti scenen. Bagsanger Maynards highbrow univers kræver en del af lytteren. Man kan diskutere, om tidspunktet 18:30 var det rette for denne slow-progressive indadvendte diagnoserock.

Men på en måde matchede musikken publikums døsige sludrehumør, så man stille og roligt kunne få smurt maskineriet og finde de helt rette startkabler. Vi har alle vores metoder som passer til lige præcis vores chassis, motor og karosseri. Gennemprøvet i bunkevis af kamikaze stunts til diverse koncerter og festivaler. Det handler om energiforvaltning.

Og hvorfor også crowdsurfe til A Perfect Circle? Det ville udstille en exceptionel mangel på situationsfornemmelse og ikke mindst gøre Maynard utryg, og man risikerede, at han omsider ville rykke helt bag trommesættet.

Det langsomme lyt

Koncerten var således til at spejle sig i, stemningsmæssigt, på trods af at musikken ikke er lyder så ensartet og blankt som et spejl, snarere som en portal til Maynards snirklede mentale landskab.

Man skal give sig god tid og lede godt og grundigt efter de godbidder, man i starten ikke kan få øje på midt i de godt brankede publikummers mumlen … men pludselig er det som om, at lyset bliver tændt i et mørkt rum og alle mulige figurer og strukturer kommer til syne.

Flot og imponerende…og lidt tilbagelænet. A Perfect Circle tog sig god tid. Men det var tydelig, at de svedige sjæle foran denne mut vuggende ypperstepræst satte pris på tempoet.

Efterhånden blev dynamikken skruet op og som en erfaren Tour de France rytter der sparer på kræfterne, peakede de i slutspurten. Ingen grund til at overdrive, det var jo helvedes varmt, Maynard fik også lige skruet sig op til at konstatere, at det var “Hot as Hell!”, eller noget i den stil… ellers var det mildt sagt sparsomt med call-response interaktionen.

Den intellektuelle rundkørsel

Den døsige hypnotiske stemning sluttede godt af og satte sig da også bagefter. Der er noget uroligt, nervøst, nogle dæmoner som bandet (læs:Maynard) synes at bakse med, som de både ønsker at lukke ud af skabet og prøver at holde inde i skabet – et uperfekt udtryk, spillet til perfektion. Alt er subtilt og man forstår hvor genialt det er at have et komplekst forhold til verdenens rammer og regler – og sig selv – og netop have en brudt, uperfekt cirkel som logo.

Jeg vil sige, at de er så dygtige og intellektuelle, at musikken kun i det sidste kvarter blev oplevet primært gennem følelsesregistret. Alt op til da, blev mest oplevet gennem intellektet. Og et par vippende fødder.

Så efter koncerten manglede man lidt kontrastvæske i form af en iskold fadøl… og samtidig var de halvt så gamle nakkeknækkere fra Silkeborg på hades begyndt at knurre i kulissen.

Sort Cirkel

Og tak for kaffe!

Neckbreakker havde en helt anden cirkel på programmet, det berygtede og altid imødesete moshpit hvor publikum blev sat til at vælte rundt i indercirklen. Menneskelignende væsener i alle dimensioner blev frivilligt – såvel som ufrivilligt men bestemt ikke modvilligt – ført op til skafottet i fri Jesus dressur. De fleste nød bare turen, hvorimod enkelte pr. refleks måtte gribe deres mest trofaste livsvidne og tage en selfie video. Sådan er det bare. Det er en sjov blandingskultur af lige dele selviscenesættelse, crowdkærlighed og – hm, gramsespektrum.

Men ligesom publikum laver den mexicanske bølge, når VM kampene daler i intensitet, så er moshpit og crowdsurfing også et tegn på, at publikum har energi, der skal forløses på den fede måde i stedet for omvendt. Omvendt findes heldigvis stadigvæk ikke på Copenhell trods festivalens ustoppelige vokseværk.

Nok kød på benet?

Silkeborgs absolutte enfant terrible, muskelhunden Christoffer Kofoed, besidder masser af karisma (hvor fanden køber de det henne? I want some!) og virkede som om, han havde gjort det her i 20 år. Han svingede pisken og køterne i pitten adlød som Pavlovs hunde. De regnede klart med at få musikalske kødben, hvilket de til dels også fik. Men midt i Neckbreakkers indiskutable energi niveau, svulstighed og rytmiske overlegenhed – tak for soloen Viktor Bjørnstad – forsvinder musikken til tider helt. Melodisk er de sprudlende som en brosten i en betonblander og bandet har i hvert fald ikke knækket nakken på det melodiske hookline-arbejde.

I Omvendtslev kan man more sig over, at deres klart uperfekte, men effektive sound og udtryk udgjorde en vanvittigt lydkulisse til koncertens hovedpersoner, publikum, som foran scenen skabte den perfekte cirkel.

Sådan er der jo så meget. Alt er godt.

Og nu mere kontrastvæske, tak!