BERLEV’S ROCK ‘N’ ROLL HOTEL
ET TESTAMENTE TIL DE GLADE 80’ERE
AF BRIAN JENSEN
’You Can Make It’ er navnet på første musikalsk udspil i en ny konstellation fra Berlev’s Rock ’n’ Roll Hotel. Et klart testamente til kærligheden for rockmusikken, og med et klart budskab om, at 80’er rocken stadig lever i bedste velgående i lille Danmark. Berlev og drengene leverer både på vinyl, CD og mest af alt på scenen.
5. APRIL 2019
Det er i dag, det sker! Jeg har fået æren af at interviewe Søren Berlev og hans venner fra hans nyetablerede konstellation af gæve musikere. Jeg smækker pladen på anlægget, og lader stemningen af de glade 80’ere fylde mig, mens jeg knapper en pilsner op. Det kan KUN blive en oplevelsesrig aften, da jeg har et interview at se frem til, før jeg skal opleve bandet spille på Haderslev Hus. Der er lagt op til en storslået aften, og deraf udformer denne artikel sig med en god rød tråd imellem interview, koncert og anmeldelse af albummet.
Læs videre, og lad dig føre tilbage til en smuk tid, hvor frisindet stadig levede, hvor man accepterede mangfoldighedens stemme og alting faktisk bare var… rock ‘n roll!
YOU CAN MAKE IT
Solen skinner og pladen spiller på fuld hammer gennem mine gamle DALI højtalere. Selv fuglene i haven begynder at kvidre med, idet de sprøde guitarriffs med ét fører mig tilbage til 80’ernes æra. For det er hvad pladen er; et testamente til rockmusikken i sin spæde form, hvor bluesrundgange og frække soloer havde sit domæne. Det er råt og upoleret, og det er rock n’ roll. Det kunne lige såvel have været Angus Young, som havde komponeret mange af pladens riffs, da den klassiske bluesprogression er meget gennemgående.
Dét, som Berlev og drengene gør anderledes og nytænkende, er de melodiske omkvæd. De er hverken traditionelle eller genkendelige, men derimod helt deres egen på en original måde. Forestil dig lyden af The Beatles, som jammer med AC/DC, samtidigt med at Neil Young kommer forbi og begynder at synge om kvinden i hans liv… Ja, så har du ca. lyden af Berlev’s Rock ’n’ Roll Hotel. Og det er faktisk ikk’ så ring’ endda, som vi siger her i Jylland.
TRACK LIST
- Don’t Fool Me
- Let’s Go To The Movies
- Walking To The Sunset
- In the Midnight Magic
- That’s What I Love
- I Got The Rhythm
- Push-Push
- Sad Radio
- The Full Moon
- You Can Make It
- Troubles
Jeg bliver mødt af en moden herre, som hænger ud af vinduet på 2. sal til Haderslev Hus. Det er Søren Berlev. I dét øjeblik har jeg lige to minutters star crush. For helvede, mand – han har jo spillet i Gasolin! Han har været rygraden bag Kim Larsens gennembruds band, og er en uerstattelig brik i dansk musikhistorie. Og han hænger dér – ud af vinduet med en pils i hånden. Han råber et eller andet ned til forsanger Esben Hegelund, som er kommet ud for at tage imod mig. Jeg hilser på guitarist Erik Winther, som står på en trappe med en smøg i mundvigen, og ser tilfreds ud efter en vellykket lydprøve. Nu er vi i gang.
Med oplevelsen af pladeudspillet i kroppen, går jeg roligt og ydmygt ind i et mørkt backstage-lokale. Pilsnerne har fætter-kusine fest midt på bordet, og her dufter lækkert af tobak og læder. Jeg hilser på de resterende bandmedlemmer; Søren Fjalland, midt i 20’erne på bas og derved bandet yngste medlem, og naturligvis Søren Berlev – 68 år ‘n still rocking!
EN GAMMEL REBEL
Nummeret ’Thats What I Love’ kan blæse meget af nutidens rock af hesten, da det kort forklaret er p*sse godt skruet sammen! Lyrikken er spot-on, og byder op til, at vi lader vores indre rebel slippe løs; gøre, hvad man vil, hvornår man vil, og leve sit eget fordomsfrie liv uden begrænsninger. Søren Berlev er kendt for sin frisindede tilgang til livet, hvilket kommer til udtryk i dette nummer, og bandet leverer budskabet sublimt!
”Teksten siger jo meget om hele konceptet,” lyder det fra Berlev, mens han tænder en smøg. Den hærdede rockmusiker forklarer, hvorledes han kompromisløst ’skider’ på det hele, og blot gør det, han elsker; at spille musik. Til helvede med samfundets normer og kasser, for dem bliver man sgu ikke just lykkelig af at rode rundt i.
Bandets yngste medlem, Søren Fjalland, pointerer, at sangen giver et godt billede af Berlevs personlighed, hvilket jeg må give ham ret i. Jeg møder ikke mange mennesker, som er hundrede procent kompromisløs med deres passion. Men efter mødet med disse herlige drenge, vil jeg påstå, at intet får lov til at komme i vejen for deres kald i livet. Et spark i hovedet til mange af os andre, som aldrig får gjort noget ved vores drømme – som dag efter dag udsætter sig selv for et nedslidende arbejde, og i sidste ende dræner al kreativitet og livsglæde. Derfor er bands som disse drenge til for at skabe håb, og for at være et levende bevis på, at man kan opnå alt, så længe man kæmper for det.
EN HYLDEST TIL DE GAMLE HELTE OG KIM LARSEN
Uden at vide det på daværende tidspunkt, hørte jeg hjemmefra et nummer skrevet til ære for vor afdøde danske sangskat, samt andre afdøde helte. ’Sad Radio’ er en smuk ballade med en personlig lyrik, og med en beretning om forholdet til de musiske helte, som er gået bort.
På dette nummer, skal det nævnes, at bassisten Søren Fjalland skinner igennem, og får plads til at vise sine evner i et smukt melodisk introstykke.
Et savn beskrives, men samtidigt er følelsen af håb meget fremtrædende i sangen. ”Vi spillede på Værket i Randers til en stor Gasolin-auktion forrige weekend.” Berlev tager en slurk af sin pilsner og forklarer videre; ”Jeg er sgu ikke så sentimental og sådan noget, men lige dér… Så tænkte jeg – den giver vi sgu lige til Kim!” Hvilket faldt i rigtig god jord, indvender de andre drenge. ”Ja så fik han lige den med på vejen.” Den hærdede herre læser noget af lyrikken op; ”Listen to the sad radio, you can hear your heroes cry, you can hear your heroes die.” Nummeret er intelligent strikket sammen, og beretter om, at de gamle heltes ord og budskaber er foreviget på radioen og lever videre i os.
VI ER EN LILLE FAMILIE
”For mig er det sgu ikke “Søren fra Gasolin”, da jeg ikke er vokset op med bandet som I andre er,” lyder det fra unge Fjalland, som for at mindske forvirring internt, har fået øgenavnet Fjalle. ”For mig er han bare en pisse god trommeslager, en skidegod sangskriver og en god kammerat,” slutter bassisten.
Forsanger Esben bidrager; ”Det er jo fedt at spille sammen med Søren! Jeg vidste bare, at han var en fed rock-trommeslager, og da han søgte en forsanger på de sociale medier, så slog jeg til.” Esben Hegelund har selv skrevet mange sange det seneste årti, og forklarer, at han altid har søgt efter én, som brændte lige så meget for musikken som sig selv. ”Ja, så mødtes vi, og faldt hurtigt i snak. Jeg fandt ud af, at han faktisk var en ret fed sangskriver. Det endte med, at jeg først kom hjem klokken seks om morgenen.”
Berlev og Esben sidder og smågriner ved mindet om første session. Man kan tydeligt mærke den tætte kemi, og at de mange timer i øvelokalet har sammentømret drengene på godt og ondt. Ligesom en lille familie.
Guitarst Erik Winther tilføjer; ”Jeg var teenager i starten af 70’erne da første plade kom ud, så jeg er jo vokset op med Gasolin. På den måde er det sgu meget sjovt, og jeg spiller jo på femte år med Berlev.”
Berlev tilføjer, at han har haft et par guitarister gennem sine projekter gennem tiderne. ”Èn af grundende til, at jeg er blevet hængende, er sgu nok… ” – Jeg bemærker her, at Winther bliver en smule rørt af næste udsagn – ”… at Søren er den mest rock ‘n roll fyr, jeg nogensinde har mødt. Fuldstændig kompromisløs. Og med samme ’smag’ som jeg. Jeg var vild med hans koncept fra starten. Basguitar, trommer, guitar og sang – og så skal der ikke være en skid andet!” lyder det fra en ivrig Erik Winther, som tydeligt har fundet sin helt rette plads i denne hyggelige konstellation af musikere.
”Vi har det fedt, altså drengene!” Esben prajer til Berlevs kone, Hanne, som anses for en lige så stor del af bandet. ”Hun er lige blevet udnævnt som tourmanager,” tilføjer Berlev, mens de skåler og fylder rummet med latter og god stemning. ”De som ikke spiller er jo lige så vigtige i det spil, som får alt til at falde i hak. Alle yder en indsats, og så går det op i en højere enhed.”
I hjørnet af det lille backstage-lokale sidder en mand, ved kaldnavn Sømanden, og smiler for sig selv. Han er bandets chauffør/roadie/bodyguard/jegsmadrerdighvisdulaverballade-mand, og er ifølge Esben et uvurderligt medlem. ”Alle burde have en Sømand i sit band!” siger han, hvilket også ville vise sig om et par timer til koncerten.
En klar tanke taler til mig; disse drenge ELSKER musik. Pladen er hverken skrevet for mangfoldighedens skyld, eller i et trend for at følge med nutidens musikscene. Næh nej. Disse 11 numre er skrevet fra hjertet, og det er dét, som gør udspillet troværdigt og unikt.
FREMTIDEN
”Vi har jo masser af numre endnu,” lyder det fra Berlev, som har ambitioner om at indspille endnu en plade meget snart. ”Vi spiller jo flere numre live, end der er på pladen, så vi kan fylde lidt ud, og der er i hvert fald seks numre mere, som er godt gennemspillet.”
Esben Hegelund tilføjer, at jeg faktisk får lov at høre halvdelen af den kommende plade om et par timer. Hvilket jeg synes er ret så cool. Ikke nok med at strikke 11 rocksange sammen, bruge kræfter på udgivelse, promovering og tour – så har bandet udover dette nærmest allerede skrevet en ny plade. Med denne bemærkning, skåler jeg en sidste gang med de gæve drenge og forlader selskabet. Jeg tager en fadøl under armen, og venter på, at Haderslev Hus bliver fyldt med musikglade mennesker.
ET ROCKSHOW UDEN LIGE
Haderslev Hus er en stor sal, men er alligevel blevet fyldt godt op med mennesker. Jeg bider mig i læben, for det bliver fandme svært for lydmanden, at lave rock-lyd i en så stor sal uden skyggen af akustiske paneler. Bagerst i salen er baren placeret, og her har de fleste gæster klæbret sig fast som fluer på en lummer pilsner.
Den første på scenen er Søren Berlev. Salen jubler og trækker længere op mod scenen, da han starter et fast og groovy beat, som hurtigt understøttes af Winthers sprøde guitar. Nu er festen i gang!
SÆT 1
- Don’t Fool Me
- In The Midnight Magic
- For Real
- Walking To The Sunset
- Ain’t Got Nobody
- Push-Push
- Valley
- You Got The Groove
SÆT 2
- Dark Stuff
- I Got The Rhythm
- Sad Radio
- The Full Moon
- Let’s Go To The Movies
- Loser
- That’s What I Love
EKSTRA
- Troubles
- You Can Make It
Jeg er vidne til noget specielt denne aften. Trods den store aldersspredning i bandet, føles og lyder det som en meget ligeværdig konstellation af musikere. Alle har sin plads og særlige domæne. Winther leverer gang på gang de mest intense guitarsoloer, og imponerer mig særligt i hans clean-spil. Man kan tydeligt se, at han har stået på en scene et utal af gange, da han formår at inddrage publikum samt spille op til sine medmusikanter. Med god brug af wah-pedalen i bedste Hendrix-stil, får han faktisk spillet federe soloer, end hvad pladen har at byde på.
Fjalle, som er bandets unge casanova, ejer hele scenen. Det ene sekund står han og svinger håret og oser af potens tæt op ad publikum. Det andet sekund ser man ham stående højt oppe på Berlevs bjerg af et trommesæt.
Knægten spiller med fingrene, hvilket bidrager til en blød og fast dybde i sangene. Det bliver særligt interessant i andet sæt, hvor Berlev leverer en old-school trommesolo og implementerer en bassolo – spillet af Berlev – med trommestikkerne – på bassen, mens Fjalle former en smuk melodi. Jeg har aldrig overværet lignende før! Men dette er blot ét af elementerne, som gør at bandet udspiller sig – de er showmænd!
Forsanger Esben Hegelund bærer publikum igennem showet med sin overbevisende autoritære front-statur. Foruden hans meget karakteristiske vokal, som hverken er skinger eller for dyb, leverer han et sublimt rock-show. Han har publikum i sin hule hånd, og gør hele oplevelsen tryg og hyggelig. Der er aldrig ét akavet øjeblik eller stilhed fra scenen, da Esben sørger for god overgang mellem sangene, skåler med publikum, leverer passende jokes, – og samtidigt… Ja… Jeg har aldrig set et rockband kramme så meget på scenen! Disse drenge kan sgu lide hinanden. Det skinner klart igennem, og skaber en fantastisk stemning.
OVERGÅR SIG SELV
Mange af tidens plader er produceret i lagkage-form, hvor alt er pudset og poleret for at skabe en mainstream-sound. Men ikke dette band. ”Vi indspillede trommer, bas og guitar samtidigt,” mindes jeg Berlev udtale fra interviewet et par timer forinden. Pladen er i sig selv formidabelt produceret af Flemming Rasmussen, men mens jeg står midt på gulvet med min fadøl, slår tanken mig; De spiller federe live, end hvad pladen byder på. Og det viser sig særligt i ekstranummeret ’Troubles’, hvor forsanger Esben har taget an akustisk guitar i favnen, og starter en smuk intro, efterfulgt af Winthers og Fjalles harmoniske tilføjelser. Nummeret giver Esben plads til at skabe smukke fraseringer og vilde udbrud i en rus af lykke. Han synger fra hjertet og fra sjælen, og der er sgu nerve i det!
Jeg har lyst til at forblive i dette musiske univers, stoppe tiden og lade 80’erne få sit comeback – hvor det var cool at være anderledes, hvor man skejede ud, hvor man respekterede hinanden, hvor man ikke blev stødt over det mindste, hvor man ikke tog sig selv så skide seriøst, og hvor man blot var til.
Jeg har overværet en musisk hyldest til livet, til kærligheden, til broderskabet mellem alle mennesker ligegyldigt hudfarve og religion, samt et fantastisk leveret show med plads til udvikling.
Det skal nævnes, at lidt hårdere numre, såsom ’Dark Stuff’ og ’Loser’, som desværre ikke er indspillet på den nuværende plade, faktisk var mine favoritter, hvilket gør mig særligt spændt på drengenes næste udspil.
Alt i alt en fantastisk aften, og jeg vil slå fast, at dette band bør opleves! Det er hverken mainstream eller lyttevenligt for den yngre befolkning, men derimod vovende og nyt (i vor tid) – hvilket 80’er rocken jo også var i 80’erne. Jeg tror, at det er sundt at lade sig føre tilbage til denne tid, lade sig fylde af det gode værdisæt om næstekærlighed, som musikken bringer for lyset, samt perspektivere hele musikindustrien. I dag kan vi tænde for Spotify og høre, hvad vi vil – men det kunne man sgu ikke i de gode gamle dage. Dengang opsøgte den farverige befolkning de små spillesteder i et håb om at overvære storhed og få en fed oplevelse. Måske har en moden fyr som jeg stået på en pub, og pludseligt træder en langhåret gut ud og placerer sig bag et sæt trommer – efterfulgt af øredøvende elguitar fra baggearet. Måske var det Gasolin i sin spæde form, måske var det også nyt og vovende, og måske skabte det samme følelse, som den, jeg fik leveret til et fantastisk rockshow med Berlev’s Rock ’n’ Roll Hotel!
Der i hvert fald håb forude for den danske rockscene i denne genre, eftersom Berlev, Winther, Fjalle og Esben har pustet nyt liv i en smuk æra, og minder os om, at der engang var noget som kaldtes… frisind!