Europe leverede en kæmpe rockfest i Falkoner Salen

Europe var endnu engang tilbage på landevejene – denne gang på en 40-års jubilæumsturné for bandets største kommercielle succes, albummet The Final Countdown.

Jubilæumsturnéer – en god idé?

Det er efterhånden blevet kutyme, at bands tager på jubilæumsturnéer, hvor de fejrer et af deres album ved at sætte det i centrum for koncerterne.

I nogle tilfælde giver det rigtig god mening. I andre knap så meget.

Disturbed har eksempelvis netop været på turné for at markere 25-års jubilæet for deres debutalbum The Sickness. Det giver god mening, da albummet var bandets store gennembrud. Siden har Disturbed fortsat med at levere stærke sange og albums, der har cementeret deres position på metalscenen.

Anderledes forholder det sig med Therapy?, der i 2024 drog på 30-års jubilæumsturné for Troublegum fra 1994 – et af 90’ernes bedste rockalbums. Her er det i høj grad fortiden, der trækker publikum. For selv om bandet siden har udgivet flere albums, har de ikke formået at skabe materiale, der for alvor har kunnet konkurrere med gennembruddets store sange. Det er derfor nærliggende at spørge, om det primært er Troublegum, der fortsat holder interessen for bandet i live.

Et tredje eksempel er Death Angel, der rammer Gimle den 12. december 2026 med en 35-års jubilæumsturné for deres tredje album, Act III. Et album, der efter min mening langt fra er bandets bedste. Turnéen synes snarere at være et forsøg på at indhente det forsømte, da bandet af forskellige årsager ikke fik mulighed for at turnere med albummet i det omfang, de oprindeligt havde ønsket i begyndelsen af 90’erne.

Og hvad så med Europe?

Europe fik deres helt store internationale gennembrud i 1986 med udgivelsen af bandets tredje album, The Final Countdown – et album, jeg selv voksede op med som barn.

I årene efter var Europe nærmest overalt. Alligevel valgte bandet i 1992 at gå hver til sit.

Den 2. oktober 2003 blev det officielt annonceret, at Europe var blevet gendannet. Planen var både at indspille et nyt album og drage på en ny verdensturné.

Den 22. september 2004 udkom bandets sjette album, Start from the Dark, som markerede et ganske vellykket comeback. I forbindelse med den efterfølgende turné gæstede Europe K.B. Hallen den 4. oktober 2004 som en del af deres comeback- og albumturné.

Undertegnede var også blandt publikum den aften, og så vidt jeg husker, var det en ganske udmærket koncert.

Siden genforeningen har bandet udgivet yderligere seks albums, senest Come This Madness, der udkom den 25. september 2026.

Efter koncerten i K.B. Hallen gled min interesse for Europe imidlertid gradvist i baggrunden. De efterfølgende albumudgivelser formåede aldrig rigtig at fremkalde den store begejstring. Der manglede ganske enkelt sange med den samme gennemslagskraft som de gamle klassikere – numre, der kunne give mig den dér umiddelbare wow-effekt.

Men med et nyt album på gaden og en 40-års jubilæumsturné for The Final Countdown var tiden måske inde til at genfinde interessen for Europe.

 

The Final Countdown

I september 1985 blev Europe kontaktet af en direktør fra Epic Records. Han hjalp Europe med at påbegynde indspilningen af deres næste album sammen med produceren Kevin Elson, som blandt andet havde arbejdet med Journey. Resultatet blev The Final Countdown.

Albummet blev udgivet den 26. maj 1986 og gav bandet deres internationale gennembrud. I USA blev det certificeret tredobbelt platin og nåede en 8. plads på Billboard 200-listen.

Titelnummeret, The Final Countdown, var baseret på et keyboardriff, som Joey Tempest havde komponeret allerede i 1981–82. Sangen blev udgivet som den første single og blev en verdensomspændende succes. Den nåede førstepladsen i 25 lande, blandt andet Storbritannien, Frankrig, Spanien og Tyskland.

Hittet Rock the Night kom på top 10-listerne i flere europæiske lande. Powerballaden Carrie nåede en 3. plads på Billboard Hot 100-listen i USA.

Cherokee var den anden single, der blev udgivet.

 

Koncerten

Det var en totalt udsolgt Falkonersal med 3.000 publikummer, og de fremmødte blev bestemt ikke skuffede.

Europe havde denne aften taget det canadiske rockband The Damn Truth med som support.

The Damn Truth bevæger sig i samme musikalske landskab som bands som Halestorm med en blanding af hårdtslående rock, stærk vokal og masser af energi. De leverede en både kraftfuld og medrivende optræden, der hurtigt fik sat gang i publikum og skabt den helt rigtige stemning inden aftenens hovednavn.

Da klokken slog 21.00, blev lyset slukket, og koncerten skulle til at begynde. Men det første, der fangede min opmærksomhed, var faktisk ikke musikken, men trommeslageren Ian Hauglands entré.

Han måtte nemlig føres ind på scenen af et medlem af bandets crew, der med en stor lommelygte guidede ham frem til trommesættet.

Ian Haugland er kendt for sit karakteristiske sceneudseende, hvor solbrillerne nærmest er blevet en fast del af hans visuelle signatur – også når han sidder bag trommesættet.

Hvorfor han konsekvent vælger at optræde med solbriller på, skal jeg ikke kunne sige. Måske er det en kombination af praktiske, scenetekniske hensyn og den klassiske rock’n’roll-æstetik.

Alligevel virkede det en anelse komisk, at han ikke bare kunne vente med at tage solbrillerne på, til han havde fundet sin plads bag trommesættet. Så havde han trods alt været fri for at skulle eskorteres ind på scenen med en lommelygte.

Aftenens sætliste var bygget op omkring to dele: Først ni numre fra forskellige perioder af bandets karriere, efterfulgt af samtlige sange fra The Final Countdown. Albummet blev dog ikke spillet i sin oprindelige rækkefølge, og naturligvis var det titelnummeret, der fik æren af at lukke koncerten.

De første ni sange bød blandt andet på tre numre fra det nye album. Heldigvis viste to af dem – Scandinavian Eyes og især The Cult of Ignorance – sig at være særdeles stærke sange, som fungerede fremragende i livesammenhæng.

Derudover måtte man konstatere, at også Superstitious, Last Look at Eden, Prisoners in Paradise og On Broken Wings sad lige i skabet. Det er numre, der tydeligvis stadig har masser af liv og gennemslagskraft på scenen.

På det personlige plan kunne jeg dog godt have undværet Walk the Earth og War of Kings. Ingen af numrene har efter min mening den store gennemslagskraft, og det blev bestemt ikke anderledes i liveversionerne.

Selvom langt størstedelen af de 3.000 publikummer uden tvivl var mødt op for at genopleve sangene fra The Final Countdown, var stemningen allerede elektrisk, inden bandet for alvor gik i gang med aftenens nostalgiske højdepunkt.

Det hele eksploderede dog for alvor, da Europe satte gang i Rock the Night, efterfulgt af den ikoniske powerballade Carrie. Pludselig var Falkonersalen forvandlet til ét stort nostalgisk tilbageblik på 80’ernes storhedstid. Et gigantisk trip down memory lane!

Man kan sagtens argumentere for, at flere af numrene på The Final Countdown langt fra hører til blandt bandets stærkeste kompositioner. Det gælder eksempelvis Danger on the Track, Ninja, On the Loose og Love Chaser, som efter min mening ikke helt har samme musikalske tyngde som flere af bandets øvrige klassikere.

Men når man undervejs kan trække et nummer som Cherokee op af hatten og afslutte med selve titelnummeret The Final Countdown, er det svært ikke at lade sig rive med. For det er netop den slags sange, der har gjort Europe til et af de mest markante rockbands fra 80’erne.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er det værd at fremhæve den imponerende professionalisme og det musikalske niveau, som kendetegner Europe. Det er i høj grad bandets kvaliteter som liveorkester, der løfter denne koncert helt op i topkarakter.

Især Joey Tempest fortjener stor ros. Hans vokal er fortsat formidabel, og John Norums guitarspil befinder sig ganske enkelt i en liga for sig. Ren wow-effekt!

Men det, der for alvor gjorde koncerten til noget særligt, var spilleglæden. Den strålede ud af hele bandet, og ikke mindst Joey Tempest, hvis energi og livsglæde nærmest var smittende. Hans begejstring over fortsat at kunne stå på scenen og optræde foran tusindvis af mennesker var så tydelig, at man næsten skulle tro, den kunne ses fra månen.

Det var ganske enkelt en fornøjelse at opleve et band, der efter fire årtier stadig optræder med så stor spilleglæde, passion og overskud. Den slags ægte musikalsk begejstring er ikke bare underholdende – den er direkte livsbekræftende.