Nordic Noise som appetitvækker
Faceshift var et af de bands, som spillede på Nordic Noise den 22.05.-23.05.2015.
Efter en lang udgivelsespause siden ”Reconcile” fra 2007 og udskiftninger af medlemmer udsendte Faceshift endelig et nyt album den 13.05.2015, ”All Crumbles Down”.
Efter at have hørt dem på Nordic Noise festival var indtrykket godt; de spiller en slags effektivt, to-the-point tungt, gotisk numetal bygget op om relativt simple popskabeloner, de har en særdeles engageret live optræden, fint sammenspil, og frontmand Timo Hovinen udstråler stor seriøsitet omkring projektet. Som appetitvækker, virkede festivalens formål således efter hensigten, og man skulle da lige give dem et genlyt, så det har vi gjort.
Giganters skuldre
Deres sound er andetsteds karakteriseret som noget a la Alice In Chains og Tool, det sidste kan vi godt blive enige om, Der er i hvert fald en del numetal over Faceshift, dog tænker jeg umiddelbart mere på Trivium, ikke kun i bandets sound, men Timo Hovinen og korarrangementerne, leder tankerne hen mod Triviums Matt Heafys, egentlig også Faith No Mores Mike Patton, men mest af alt selveste metalcrooneren Geoff Tate. I det hele taget er jeg enig med Snowy Shaw fra blandt andet Sabbaton og King Diamond i, at der er noget Queensryche over Faceshift. Især gør de meget brug af samme melodi- og korstrukturer i omkvædene. Derudover er der en tilbagevendende kærkommen association, i gotisk, knusende nordisk tyngde og komposition, til Candlemass, hvilket alt i alt skaber en grobund for musikalsk alsidighed og dynamik. Vi snakker royalty her og det kan man ikke forlange, at Faceashift helt kan leve op til, hvilket de heller ikke gør.
De musikalske muskelhunde Bulder & Brag
Jeg oplever omkvædet som et villet og skullet formled, som ikke kryber ind under huden på mig, trods de dramatiske virkemidler.
Første nummer ”Betrayed” afslører ret hurtigt, at nævnte royalty er presset ind i et ret smalt og forudsigeligt format, hvor numrenes opbygning og tekstindhold er sat stramt op for at nå frem til omkvædet via den direkte vej. Udemærket tænkt at lade guitarens riff introducere nummeret i G power, hvorefter nummeret hurtigt reelt starter op i C mol. Så er vi i gang og tung og stram metal sættes i scene. I et ultrakort vers får Timos kraftfulde og bitre stemme iscenesat hovedpersonens såre ærgerlige tilværelse: ”Staring at these dirty walls I feel right at home walking through my unshut doors schratching bloody skin”. Herefter hører vi som hyper effektiv overledning fra 1:02 en distortet megafonagtig stemme, a la Queensryche, “and I’m still hoping that I’ll hear from you, but I don’t want to get down on my knees”.
Det vil sige at, trods livets barske realiteter, anes et håb, og samtidig har hovedpersonen dog æren I behold. I omkvædet er vi dog primært bitre og vrede igen og der råbes ud til verdenen: “and now that I feel that I’ve been betrayed my heart is beating like a drum, my veins have been destroyed, and my mind is unemployed I feel I’ve been betrayed by you”.
Jeg oplever omkvædet som et villet og skullet formled, som ikke kryber ind under huden på mig, trods de dramatiske virkemidler. Ved 2:54 får vi et interessant guitarriff mellemspil som kører over i en gennemspillet og -tænkt solo, som vokser og viser alsidighed med temposkift og breaks, der bygger godt op, inden det farer derudad med uventede blueslicks fra 3:37 af David Bertilsson: det er rough og enkelt og effektivt. Omkvædet som gentages bagefter har ikke samme friske attitude, det virker for konstrueret, for enerverende.
Timos Stemme
Det jeg savner ved Timos stemme er ret karakteristisk for Faceshifts overordnede sound og æstetik. Det buldrer og brager, som en halvtom mjødtønde, uden den store variation. Det smager godt og virker hurtigt, men man kan reelt ikke drikke det hele. På pladen, altså. Jeg tror slet ikke, at Timo har krævende intervalspring eller synger hurtigt på noget tidspunkt. Han synger langsomt og fortrinsvist enten i det dybe leje eller i det høje leje. Det dybe er klart hans bedste, det er der, hvor man kan nyde hans klange. Det lyder lidt som Geoff Tate der måske er stemt en oktav ned. Det virker også som det leje, hvor han selv har det bedst. Han udforsker det bare ikke så meget, som han faktisk kunne, hvilket er lidt ærgerligt. I det øjeblik han galper, bliver hans stemme tynd og nasal på en skærende og pivende facon, hvilket ikke er rart, plus at hans svenske accent bliver lidt for tydeligt (sorry).
I nummeret ”Awaken” får vi efter en solo, en overgangspassage ved 4:02, hvor han altså ikke synger rent nok, og stemmen virker slet ikke stærk i det lyse leje. Jeg har før været inde på teksterne og det fornemmes, at teksten er til for at Timo ikke bare skulle synge på vokaler; i ”A New Beginning”, som starter med en trommeintro i moderne demokvalitet, fortsætter den tomme vrede: “It’s not the end, just a brand new beginning, all that remains is the only thing I need, Will I prevail or will I be defeated, time is at hand all the colours will bleed” All the colours will… bleed?
Må en viking græde?
Timo havde til koncerten vrede og intensitet som ti vikinger; det kunne jeg sådan set ret godt lide; han har også et godt dybt register, men trods hans faren-omkring på scenen virker han låst af en cartoonagtig stiliseret machoæstetik, hvor der ikke er plads til nærvær og sjælfuldhed: Det kan gå an, når man som publikum har fået så vikingehjelmen passer, men på en plade bliver det for ferskt. Timo kan givetvis flere ting end man lige får lov at høre, hvem ved?
Hvad skal man sige, Bulder fra Koberg?
Faceshifts album ”All Crumbles Down” er altså lidt svært at blive klog på. For der er faktisk flere gode momenter og lad os tage dem med det samme: “Paintet Life” er en rigtig god tung sag, gode riff og melodiske indslag fra guitarne, Timo lyder tættere på Geoff Tate end hidtil, hvillket er en kompiment. ”Pieces” startes med et rigtig fedt intro som senere med perfekt timing og nerve gentages som mellemspil efter første omkvæd. Det er et tema man husker, og som man godt vil huske.
”Someone to Be” har Candlemass tyngde, med gode riff og mellemspil. ’’Stand Alone” går i forfriskende 6/8 dele, se det skulle de gøre oftere. Afveksling som holder ørerne og kroppen vågne.
”The Lie” har den klart tungeste start, men det bliver ret hurtigt popmetal, når Timo synger i det høje leje. Han nasale klang er som sagt ikke mit krus mjød, men rent musikalsk, er det alligevel et af de mest interessante numre på albummet. Efter omkvædet fra 2:25 til 2:50 bliver det sgu ret fedt, ham David Bertilsson (jeg antager det er hans guitarsolo) skulle de dyrke mere, men det ville nok bryde deres overordnede sound, hvilket en masse fans antageligvis ville være kede af.
Vurdering
Teksterne er måske det, jeg har det sværest ved; direkte hentet fra Manowars pigekammerdagbog, fyldt med helte- og gajolæskefilosofi.
Som jeg var inde på i starten, skal man ikke forvente, at Faceshift opfinder den dybe tallerken. Man kan snarere hævde, at de bruger andres dybe tallerkener – som en stor flad tallerken, en slags all-you-can-eat buffet, hvor man får rigeligt af de tomme kalorier og føler sig en anelse oppustet, mens man fornemmer, at kokken har brugt næsten de samme ingredienser som basisgarniture til alle retterne.
Stefan Nordgrens trommespil er andetsteds beskrevet som progressivt, det er det altså ikke. Det er i sin essens ekstremt forudsigeligt bygget op omkring ret få trick i posen. Han er skarp og har et stilsikkert drive og kan da godt lave effektive temposkift, men hans repertoire er primært hentet fra side 3 i Bill Wards store bog om metaltrommer, udgivet længe før Stefan tabte sin første trommestik. Det bliver det bestemt ikke dårligt af, bare ikke progressivt.
Tung bas og knasende stramme guitarriffs er for en metalfan en kvalitet i sig selv, som basis håndværk, men jeg savner i længden noget originalitet til at føre det hele fremad. Faceshift har i deres pose et overbevisende arsenal af buldrende numetalpoptricks, ikke mindst deres ultra stakkerede maskingevær riff, men afveksling er der ikke meget af, og produktionen er af og til på niveau med en nutidig demo, det er altså virkelig sært. Sært er det også at alt skal gå i C, det afhjælper ikke ligefrem følelsen af monotoni.Teksterne er måske det, jeg har det sværest ved; direkte hentet fra Manowars pigekammerdagbog,
fyldt med helte- og gajolæskefilosofi. Måske er teksterne bare en tilfældigt sammensat bunke udklip af andres tekster, som er gode at synge på og nemme for Timo at huske? Nuvel, det er lidt for lidt, når man som band har så mange år på bagen. Og hvorfor skal store stærke modne mænd lyde som nogle svigtede og frustrerede unge, som planlægger at smadre deres efterskole? Hvor er troværdigheden i det? Den skal man bare lade være med at lede efter, for det tror jeg slet ikke Faceshift selv bruger et øjeblik på; jeg tror de nyder at få skrevet en stak numre i en (nagl)fart, og så afsted, ud at plyndre og hærge i deres vikingeskib, og som jeg skrev i starten, så er det også der, jeg mødte dem først, og helst vil møde dem – hvis jeg altså stadig tør. For med to udgivelser med så mange års mellemrum, er de vel primært et live band, og det må jeg lade dem, det er de ret gode til at være. Og fred være med mig.
Pladen kan anbefales at købe, hvis man skal varme op til en Faceshift koncert, eller vil have noget musik at drikke sig sofastiv til sammen med drengene – og det er vist sådan cirka det.
”All Crumbles Down” Udkom den 13.04.2015 på selskabet Mighty Music
Skriv et svar