Fænomenalt godt spillende Moonchild

Efter den lidt halvsløve opvarmning med Whiplazh (Metallica jam), som desværre bar præg af dårlig lyd på vokalen og bassen, samt et tydeligt præg af at være et jamband, var turen kommet til den årlige begivenhed på P-dag i Amager Bio, nemlig at danske Moonchild (Iron Maiden jam) skulle på scenen.

Forventningsafstemning

Som det nu engang er med jambands, så er det som publikum altid svært at sætte barrieren for forventningsafstemningen.

Der findes i mine øjne to typer af jambands. Enten er det et topprofessionelt jamband eller et af den slags som skyder lidt fra hoften med de sange, som det pågældende band nu bedst kan finde ud af at spille.

Jeg kan huske at have oplevet Moonchild i deres spæde ungdom på det gamle Tex tilbage engang i 1999/2000, og mit indtryk af dem dengang bag præg af min alder på 21-22 år, hvor faktum var, at bare der var nogle som spillede Iron Maiden sange, ja så var Hr. Frandix glad og i godt humør, og der var dengang egentlig ikke så meget fokus på deres lyd og performance fra min side.

I dag 17-18 år senere er mine forventninger ”heldigvis” blevet anderledes, da man jo gerne skal ”vokse med alderen”, er der vist nogle kloge mennesker som har sagt, og derfor var mine forventninger ikke desto mindre det samme for Moonchild.

Én stor fest

Moonchild var klar til fest med en spilletid på næsten to timer og en sætliste på hele 19 numre med stort set kun ældre numre, hvoraf det nyeste nummer var fra albummet ”Fear of the Dark” fra 1992.

Sceneshowet var tilnærmelsesvis bygget op i bedste Iron Maiden henseende med trapper op i begge ender af scenen, således at forsangeren Lars ”Bruce Dickinson” Larsen konstant kunne løbe rundt (og op) fra den ene ende af scenen til den anden, hvilket også tog pusten fra ham et par gange. Dertil kom Eddie også på scenen flere gange i løbet af showet, både i form af fangen fra albummet ”Piece of Mind” og fra deres første album ”Iron Maiden”, samt den lille djævle fra albummet ”The Number of the Beast”.

Derudover var det fedt at se, at de andre musikere Martin “Dave Murray” Arendal, Uffe “Adrian Smith” Eisted og Kasper ”Steve Harris” tog samme påklædning på som de originale medlemmer har for vane at gøre med henholdsvis en ærmeløs Iron Maiden T-shirt, lyseblå cowboyvest og pandebånd og West Ham fodboldtrøje. Smukt og gennemført og lige præcis som det skal være.

Jeg kunne personligt godt have ønsket mig et bedre lysshow og lidt ild på scenen, men igen, hvad har prioriteten været i forhold til pladsen på scenen og rent budgetmæssigt.

Lysshowet bar jo egentlig præg af at være spot on 80’eragtigt (præcis ligesom Iron Maiden fra dengang), hvilket jo passede perfekt til sætlisten og til den tid som Moonchild forsøgte at bringe publikum tilbage til, så det har formentlig være et bevidst valg, hvilket man ikke kan tillade sig at klage over.

Apropos forsangeren Lars ”Bruce Dickinson” Larsen, så vil det unægteligt næsten være unfair at forvente en performance som det den rigtige Bruce Dickinson kan levere, hvilket jeg vil undlade at gøre, men blot konstatere, at han leverede varen og gjorde det ganske fortrinligt, men at han mere lignede Legolas end Bruce Dickinson kunne han ikke løbe fra.

Aftenens absolutte højdepunkt var sammenspillet mellem de fire musikere i bandet, som spillede så tight, at det næsten ikke kunne komme tættere på den ægte vare, hvor jeg især vil fremhæve Martin “Nicko McBrain” Peterssons trommespil, således at han i mine øjne ville være blevet kåret til ”Man of the Match” efter showet.

Sagt med andre ord, når jeg er i Tivoli med min 5-årige datter og hun griner, hviner og råber ”Det kilder i maven, far”, når hun prøver de forskellige karruseller, så gav Moonchild mig samme følelse på P-dag 2017 i Amager Bio.