Faith No More – Sol Invictus

Stadig ingen tro

Ahh….endelig blev det virkelighed. Efter 18 år er Faith No More tilbage, og det med format! Albummet Sol Invictus er bandets 7. studiealbum, og det byder på masser af klassiske virkemidler fra bandet; vekslen mellem atmosfærisk stemningsmusik og intens rock. Faith No More er eksperter i at have forløb der ligger og dvæler i mærkelige tankespinsagtige sangforløb og stemningsmusik, for lige pludselig at bryde ud i et knivskarpt rock/metal-akkompagnementet med Mike Pattons dramatiske og iørefaldende sang henover. Faith No More har stadig en meget narrativ tilgang til musik, og det er næsten som at ”høre” en spillefilm. Palletten af udtryk og genrer er så stor, at bandet i næsten hvert nummer tager lytteren fra den ene yderlighed til den anden. Sol Invictus har en total varighed på 39:30, og det er fint i denne genre. Det sker meget i numrene, og man kan sagtens klare sig med denne længde.

Rock, humor og substans

Den 28. november 2014 udkom den første single fra albummet. Det var nummeret ”Motherfucker”, der med titlen selvfølgelig lægger op til en gang humor. Det er det 7. nummer på albummet, og man får både et fedt og sjovt nummer, og man tænker ikke at det kun er lavet for at vi skal trække på smilebåndet. Nummeret har masser af retning, nerve og substans, og passer godt på albummet.

Den anden single der blev udgivet fra albummet, var ”Superhero” (d.17. marts 2015). Her høres et arrangement af råb i forskellige tonelejer som fører os ind i et fyldigt instrumenteret rocknummer der leverer intensitet i hver eneste takt, og giver os et ærke-Faith No More-omkvæd som vi har ventet på i 18 år. Superhero er så veldrejet i deres stil, at man helt sikkert i fremtiden tænker tilbage på nummeret som en ægte Faith No More-klassiker.

Hvis man hører Sol Invictus på vinyl, fornemmer man at det 5. nummer ”Cone of Shame” er en bevidst afslutning på side 1. I starten er der en stille guitarfigur, en lilletrommemarch, og Mike Patton med en fortællende stemme som i en spillefilm, hvor efter det bryder ud i hård rock med en fed melodi, sunget med masser af knas og krads i stemmen. Et perfekt nummer at slutte side 1 med! …så har man den lille pause det tager, at vende pladen, for at kunne nyde nummeret ”Rise of the Fall”. Dette nummer starter med en hel ny frisk og glad rytme, med masser af den diskantet harmonika-meloditone ligesom bandet brugte i gamle dage.

Baggrund

Faith No more blev dannet i 1981 i San Francisco, og hed på det tidspunkt Faith No Man, men de skiftede hurtigt navn til Faith No More. Bandet startede ud med sangeren Chuck Mosley som var med på de første 2 albums. Mosley lagde en punkvokal henover et akkompagnement der mere mindede om rap og rock. Så lige fra starten har Faith No More hørt til stilpluralismen, hvor de samtidigt med deres spillestil og lydproduktion, kan genkendes fra første sekund et nummer starter.

På det tredje album ”The Real Thing” blev Mosley erstattet med Mike Patton, som allerede i sin highschool-tid gjorde sig bemærket som frontfigur i eksperimentalbandet Mr. Bungle. På ”The Real Thing” stod Mike Patton for teksterne, men kom med tiden mere og mere med i sangskrivningen. The Real Thing er tit omtalt som et metal-album. Men det er lidt unuancerede beskrevet, da albummet indeholder mange genre, og i helhed ikke udpræget har en grund-feeling af metal. Dog er der et par numre der falder ind i kategorien; f.eks. det korte nummer ”Surprise! You´re Dead!” Her flirter de med progressive rock-metal, og hold kæft hvor det funger! Nummeret blev påbegyndt af Faith No Mores guitarist Jim Martin i slutningen af 70´erne, da han dengang spillede sammen med bl.a. selveste Cliff Burton (tidligere nu afdød Metallica bassist) i Agents of Misfortune. Det har nok ikke lydt præcis sådan i 70´erne, men har i indspilningsprocessen fået et drys af progressiv metal som var kraftigt under opsejling i 1989 da The Real Thing blev indspillet

Pattons projekter

Mike Patton er en sanger der altid udfordrer sig selv, og finder nye måder at synge på. Han synger også gerne fraser på andre sprog, især spansk. Faith No More har vundet et stort publikum trods deres eksperimenter og decideret stilpluralisme. I den forbindelse kan man nævne ”Angel Dust” fra 1992, som for mange Faith No More-fans utvivlsomt er et mesterværk.

Faith No More balancerer hele tiden på grænsen mellem avantgardemusik og rock, men de holder sig i en musikalsk retning der både kan nydes af musiknørder og lyttere af ordinært musik. Mike Patton er kunstner med stor K, og selvom der måske er lagt låg på hans ekstreme idéer i Faith No More, holder han sig ikke væk fra vanvittige projekter som Mr. Bungle, Fantômas og Tomahawk. Dette musik er i højeste grad avantgarde, og vil være det langt ude i fremtiden. Dog kan Mike Patton heller ikke hér lade være med at være fed til at lave iørefaldende og nærværende musik. Det 3. album af Mr. Bungle ”California” er nok én af de bedste hybrider nogensinde mellem feel good rock og avantgarde.

Sol Invictus. Lyrik.

Titelnummeret er det første på Sol Invictus, og er et slags intronummer. Her lever Faith No More op til deres navn, og man hører en frustration over ”at tro”. I det relativt korte intronummer lægger de ud med dystre klaverakkorder og en vokal der lyder som en ”ekstra mørk Leonard Cohen”, med ordene;

I’m coming Lord, I’m on my way
Worshiping at the altar of no one
Can’t remember which God is my wine
Can’t repent if I’m wrong; impartial
Empty rituals, trinkets and fossils
And now lord, I’m on my way (my way)
Amen
Peace ain’t coming our way
But the sun keeps burning my face
Where’s my faith?
My blasphemy

I nummeret ”Motherfucker” er tonen en anden. Her er det lige på og hårdt og knap så filosofisk, og man kan se, at Faith No More også spænder vidt, når det gælder tekst.…og tja… hvad mon det handler om ?

Force fed more than we eat in the wild
Grazed on a mash that can suffocate a child
Bloated, promoted in an ode to pomped style
Moistened in the feed while we’re choke upon the bile
Corner in the market on the geese without the bones
Hushing out the public in a strike without a drone
The cage became collapsable
Our sticks equipped with stones
Get the mother fucker on the phone, the phone
Get the mother fucker on the phone, the phone
Hello Motherfucker
My lover
You saw it coming

Vurdering

Sol Invictus er et album med gode veldrejet numre, hvor man stoler på, at kvaliteten holdes hele vejen igennem, og man føler ikke at de på nogen måde er ved at løbe tør for idéer. Lydproduktionen er i top, og det er vigtigt med den detaljerigdom som albummet besidder. Instrumenterne har en fyldig lyd, og de blandes med hinanden til en enhed som har varme og dybde. Produktionen byder også på masser af gode stereoeffekter, og det giver meget liv i lydbilledet. Faith No More har igen lavet et album langt over middel, som bestemt ikke er en døgnflue, for det ligger simpelthen bare bedst til Fatih No More at lave meget gennemarbejdede værker.

Advarsel

Der er en særlig grund til at købe albummet. Der er stort problem på YouTube med filen med det fulde album. På flere filer med det fulde album, skal man hæve tempoet én eller to trin op…man ved det ikke helt. Det er noget rod, så jeg vil anbefale at holder sig helt væk hvis man vil have en god musikoplevelse første gang man hører Sol Invictus. Singlen ”Superhero” kan man til gængæld roligt høre på YouTube…

… meeen…rock skal jo også høres på vinyl!

Sol Invictus består af;

1. Sol Invictus
2. Superhero
3. Sunny Side Up
4. Separation Anxiety
5. Cone of Shame
6. Rise of the Fall
7. Black Friday
8. Motherfucker
9. Matador
10. From the Dead

 Links

Mr. Bungle “California “ :