20 års jubilæum, 5 år siden sidste koncert.
Fjæstad og de andre voksne mænd I Baal havde glædet sig til denne mini tour; det havde de i hvert fald givet udtryk for flere gange og bedømt på anmeldelserne af de første koncerter, tydede alt på, at det ikke blot var et crowpleaser udsagn.
Det tog heller ikke længe, før Baal endnu en gang havde etableret den dér særlige forbindelse mellem dem og deres talstærke, trofaste og ligeledes voksne, publikum.
Bjørn Fjæstad sprudlede og spankulerede stolt, charmerende og grundglad rundt på scenen, og han havde bestemt også noget at have det i; charme, selvtillid og lækker…stemme. Som altid knasende sprød, rund, legende, forførende, kraftfuld og hamrende sikker.
Uforlignelig i det danske rockunivers, ingen i DK formår som ham at ramme den der glam/avantgarde/Bowie/Queen sound, blandingen af sentimental cabaret og hård pompøs rock, en blanding så clichefyldt, at man som frontmand virkelig skal finde en grimasse der kan passe, for at kunne holde masken – i to timer. Man mærker med det samme, at det her ikke kun er Baals omrejsende diabolske varieteshow, nej, de elsker at stå der igen og føle sig hjem med hinanden og publikum.
Bjørn fik os til at synge, huje, klappe, vinke, og fik os sågar til at sætte sig ned til en sjælfuld fællessang.
Han skiftede tempo, stemning og dynamik så sikkert, at man tydeligt mærkede hans teatralske ballast.
Gad vide, hvad den mand skulle gøre hvis ikke han lavede det dér?
Generalist i kommunalt regi? Narj…
Både gamle travere og “nye” sange sad i skabet, og trods gradvist soundskift gennem karrieren, hang koncerten utrolig godt sammen som
perler på en snor.
Med intet mindre end Puccinis “Nessun Dorma” til at slå tonen og storheden an, sørgede Baal for at signalere, at folk med små sko og lavt til loftet skulle skynde sig at finde udgangen.
Herefter bragede “King Media”, “Let it Flow” ud a starthullerne og med det samme forsikrede Baal os om, at de var så klar og skarpe som man kan være, og at lyden tilsvarende i alle lejer og niveauer var uovertruffen. Og de spillede alle sikkert og nærmest fejlfrit (hvem gider at dvæle ved Fjæstad tekstlige forglemmelser, når han huskede så meget andet, eksempelvis nærvær).
Selv de nyeste numre fra “Behind Your Echoes”, The Waiting Room og “Weight of the World” vakte begejstring og var heldigvis gledet ind i Baal kanonen; måske ikke på højde med de helt gamle numre, men ok, det ER også svært at matche “Chronical Lovesong”, “Wagner’s Music” og “Bikerhead”. Sidstnævnte fik Amager Bio til at gå helt i selvsving; der var tale om ren undervisning. Baal har internationalt format og at de ikke kan få det til at løbe rundt økonomisk er måske ikke en gåde, men i hvert fald omvendt proportionalt med deres klasse, hvis man da kan stille det op sådan. En skam.
Selvfølgelig var de jo også på hjemmebane; publikum var nærmest allesammen Die Hard fans, kunne alle sange, huskede og udførte deres del af ritualerne og alle havde kort og godt en kort og god fest. De to timer måtte nemlig gerne have varet lidt længere.
Man fornemmede, at “Copenhagen Streetlight” nok fik lidt mere medvind i Amager Bio end i Århus. Nærmest en sekterisk symbiotisk og lukket fest.
Nok har Bowie og Queen været nævnt mange gange gennem årene i forbindelse med Baal, men det er i realiteten lang tid siden, at Baals lyd og performance har haft disse to klassenavne som primær drivkraft. Især fornemmer man samme tilgang og sangskrivertæft som U2 på de nyeste Baal plader; væk er det “værste” glamguitar, cabaret klaver og Brecht udtryk, og ind er – i eksempelvis “Weight of the World” og “Copenhagen Streetlights” – i stedet kommet en U2esque effektiv retningssans, og man fornemmer klart slægtskab med eksempelvis “City of Blinding Lights” og “Beautiful Day”.
Men det gør ikke noget overhovedet, og det gør heller ikke noget – i hvert fald ikke så meget – at Fjæstad har luret og kopieret de mest virkningsfulde og måske også mest patetiske fakter, gestikkers og Call-response greb, som Bono kan proppe ind i en enkelt støttekoncert.
Det virkede og vi lod os forføre.
Ekstranumre “Bubble Fake” og “Eurodope” stod ikke tilbage for resten af koncerten, det var Baal, love and harmony.
Skal man pege på et kritikpunkt, så er det til gengæld nemt at øje på; “You & Me, Us & Them”.
Man hører en udemærket opbygning af nummeret, lige indtil det omkvæd som desværre aldrig kommer. Det er et lidt for letkøbt nummer, og det virker skrevet udelukkende til brug til den netop afsluttede håndfuld koncerter. Lidt for overfladisk.
Det ændrer dog ikke noget ved det faktum, at, da Baal havde spillet “The Last Show”, var alt fryd og gammen, alle var glade og man gik rundt med en sær følelse af, at have oplevet noget uvirkeligt og noget som man frygtede – og stadig frygter – ikke vil komme igen, lige med det samme. Eller hvad, Baal?
Sætliste:
King Media
Let it Flow
The Waiting Room
Honeydropper
Chronical Lovesong
Wagner’s Music
Fall and Rise
Weight of the World
Blow
Relax
Lunatic
Karaoke
Copenhagen Streetlights
Bikerhead
Ekstra:
On and On
Bubble Fake
Eurodope
Ekstra Ekstra
You & Me, Us & Them
The Last Show