Det er ikke helt til at forstå, hvordan det kan lade sig gøre for sølle to hundrede kroner, at se et stort velrenommeret amerikansk progressivt metal/rockband som Fates Warning i Amager Bio; et band som har eksisteret siden 1983, har været toneangivende prog rockere sammen med blandt andet Queensrÿche og Dream Theater, samt fostret så prominente navne som Jim Matheos, Ray Alder, John Arch, Frank Aresti og Joe DiBiase. Med trommemaskinen Bobby Jarzombek som aktuelt medlem, samt med tidligere gæsteoptrædener af James Labrie (Dream Theater) og X-keyboardspiller i Dream Theater Kevin Moore, understreges deres indiskutable plads øverst i prog rock hierarkiet.
Vi er vel højst 100 fremmødte, da Fates Warning går i gang. Meget tom gulvplads, desværre.
Inden da havde italienske Kingcrow gjort sit bedste for at varme publikum op. De havde dog ikke helt rutinen til at byde så få publikummer op til dans, selvom de i perioder viste en vis evne til at skrive rimelig gode sange, man faktisk kan synge med på.
Tilbage til Fates Warning; spørgsmålene melder sig: Vil de kunne skabe en mindeværdig oplevelse i de rammer? Gider de overhovedet? Hvordan har de råd til at spille for så få mennesker? Er de fløjet hertil på monkeyclass? Sejlet i finnjolle? Sover de på samme madras?
Næppe.
Mens regnestykket i mit lille hoved ikke synes at gå op, er der dog heldigvis ingen tvivl om, at alt på scenen går op i en højere enhed, og hurtigt bliver vi alle sammen beroliget og kan slappe (måske lidt for meget) af.
Med usvigelig sikkerhed og overraskende rent lydbillede lægger de ud med ”One Thousand Fires”, som også er åbningsnummeret på deres nyeste udspil “Darkness in a Different Light” (2014).
Ray Alders stemmebånd er ikke overraskende blevet ældre og mere begrænset med tiden, men er i dag særdeles velsmurte og han er ligeledes veloplagt. Bandet spiller godt og mr. Jarzombek viser sig fra sin mest uhyggelige metronomisk fejlfri side. Der er ingen slinger i valsen, og alle bands burde have sådan en trommeslager.
Jim Matheos overlader grundlæggende de virtuose soli og guitarfigurer til den tavse stand in guitarist Michael Abdow, som på denne tour erstatter Frank Aresti. Matheos fremstår alligevel som den usvigeligt sikre og kølige ankermand, der – som den eneste, der har været med fra start – også er hovedarkitekten bag sangene, bandets unikke stil og samlede format. Han er i cool cruise control, og blinker, så vidt jeg fik talt korrekt, kun med øjnene hver kvarter.
At de har valgt at lægge primært fokus på deres nyere og, efter skribentens mening, mere mainstream numre, kan man ikke fortænke dem i. Det er en mere moderne sound som matcher samtidens hit krav, uden dog at Fates Warning mister tyngde og klasse. Et godt eksempel er ”Another Perfect Day” fra ”FWX” fra 2004. Man kan nærmest tale om et decideret radiohit, hvor Fates Warning formår at bevare meget af det progressive udtryk, uden at hænge fast i en snæver ramme (som udelukkende ville være til ære for trofaste men fortabte die hard fans/nostalgikere fra en svunden tid). Genren har bevæget sig og i modsætning til andre prog mastodonter har Fates Warning været i stand til at forny sig selv hen ad vejen.
Med de to seneste udspil fra 2004 & 2014 har de ramt en driftssikker blanding af vintage Fates Warning sound og en mere post-grunge-esque rockhit skabelon. Man kan undre sig over, at der rent faktisk er ni år mellem de seneste udspil, da de lyder som kreeret fra samme sessions. Men den lange ventetid kan samtidig forklare, hvorfor mange af deres danske fans in absentia den 23.04.14 åbenbart har glemt Fates Warnings kvaliteter.
Det er ellers et ret godt sæt Fates Warning har sat sammen. De ser stort set bort fra deres tidligste periode med John Arch, men ”Through Different Eyes” fra “Perfect Symmetry” (1989), “Life in Still Water”, “The Eleventh Hour”, ”Point of View” fra “Parallels”(1991) repræsenterer dog den tidligere periode på forbilledlig vis. I kombination med ovennævnte numre binder de udvalgte numre fra deres mere mørke album “A Pleasant Shade of Gray” (1997) fortid og nutid godt sammen.
Det er ikke sikkert, at Fates Warning helt fik fra publikum, hvad de havde håbet på. Os som var mødt op stod mestendels som øldrikkende stenstøtter, der først til sidst trådte ud af karakter (læs: karikatur) og rockede en anelse ubekvemt med fra dunken og op, klappede i pauserne, samt sang lidt spagt og sporadisk med på numrene her og der. En grov generalisering, I know, idet enkelte publikummer mere visuelt gav sig hen til Fates Warnings optræden. Grundpræmisserne, fåtallighed og hverdagens ubønhørlige krav, lagde nok en dæmper på de fleste af os; vi danskere lader os i den grad mærke af, at vi skal op og være flittige dagen efter.
Det er dog tydeligt, at bandmedlemmerne nyder at spille sammen og dette faktum bærer dem med amerikansk veldisciplineret seriøsitet og en smule selvironi igennem den danske hverdagsaften. De nikker lejlighedsvis indforstået til hinanden af det absurde i det sparsomme fremmøde og al den plads til store armbevægelser blandt publikum, men dog så få af slagsen. At de ikke lader sig gå på af det, men tværtimod (Ray Alder) med totalt publikum gehør udtrykker glæde over at vi er mødt op, skaber en god atmosfære.
Stemningen var rigtig god, vi fik en fortræffelig musikalsk lektion fra nogle af de bedste undervisere, og der herskede en lettere bøvet, +30-midaldrende samhørighed. Gode vibrationer, alle var glade og tilfredse, ingen tvivl om, at vi havde en god aften.
Fates Warnings høje bundniveau, rutine og spilleglæde var nok det, der mest sørgede for at både band og i hvert fald publikum kunne gå en del mere end tilfredse derfra.
Det gives fire stjerner.
[rating koncert=”Fates Warning” dato=”23. april 2014″ sted=”Amager Bio” stjerner=”4″][/rating]
Sætliste:
- One Thousand Fires
- One
- Life in Still Water
- Into the Black
- A Pleasant Shade of Gray, Part III
- A Pleasant Shade of Gray, Part V
- A Pleasant Shade of Gray, Part VI
- A Pleasant Shade of Gray, Part XI
- The Eleventh Hour
- Point of View
- Firefly
- Through Different Eyes
- Wish
- Another Perfect Day
- Monument
Ekstra nummer
- Still Remains
Skriv et svar