Fear Factory sejrede i Pumpehuset

En halvsløj intro kunne ikke hindre Fear Factory i at levere varen med en ny forsanger som mere lignede en glad skoledreng end en frygtsom forsanger.  

Terminator

Det er ingen hemmelig, at hele grundlaget for Fear Factorys eksistens er inspireret af Terminator filmene fra 1984 og 1991 (Fear Factory blev dannet i 1989), og man kunne da også købe Fear Factory T-shirts med Arnold Schwarzeneggers ikoniske motorcykelbillede fra den første film.

Derfor var det også oplagt, at deres intromusik var Brad Fiedels Terminator temasang.

Desværre benyttede Fear Factory sig kun af ca. 30 sekunder af sangen, for ligesom at skynde sig i gang med den i øvrigt fremragende sætliste, hvilket skabte en uforløst stemning hos undertegnede.

De burde have foldet sig helt ud, og afspillet alle 4 minutter af temasangen, hvilket ville have skabt en helt forrygende forventningsafstemning blandt publikum.

Sætliste

Det var 17 år siden, at jeg sidst havde set Fear Factory live, nærmere bestemt den 29.3.2006 på Train i Århus.

Dengang var lyden ikke helt skarp, men denne aften sad den lige i skabet, og de lagde ud med et brag af en sætliste med de metaltunge “Shock”, “Edgecrusher”, “Recharger”, “Dielectric”, “Disruptor” og “Powershifter“.

Jeg har anmeldt musik og koncerter i 18 år, og sjældent har jeg oplevet en så forrygende udlægning af en sætliste.

Generelt kom Fear Factory rundt om hele deres bagkatalog med de 17 sange, og de fleste ramte den gode stemning blandt publikum, hvor der løbende var den naturlige mosh-pit.

Som det ofte er tilfældet, blev der også lagt midt-tempo sange ind i sætlisten og efterfølgende spillede de “Freedom or Fire”, “Descent”, “Linchpin” og “What Will Become?” samt den forrygende “Archetype”.

Dette gjorde, at publikum lige kunne trække vejret, og at jeg højst overraskende kunne konstatere, at de ellers kedelige “Freedom or Fire” og “Linchpin” fungerede ganske glimrende live.

Herefter blev der igen skruet op for aggressiviteten, og Fear Factory bragede efterfølgende igennem med “Martyr”, “Demanufacture”, “Zero Signal”, “Replica” og “Resurrection”.

Personligt savnede jeg sangene “Obsolete” og “Mechanize”, hvilket er to af mine klare favoritsange med Fear Factory, og det ville have været prikken over i’et, hvis de havde været med.

Forsangeren

At skulle erstatte en så markant forsanger som Burton C. Bell er ikke nogen nem sag.

Burton C. Bell har sammen med guitaristen Dino Cazares været grundlæggeren af Fear Factory i 1989, og de var sammen med til at redde metalmusikken fra dens forfald i 90’erne.

Tidligere i år blev det annoncereret, at det var den helt ukendte italiener Milo Silvestro, som skulle overtage tøjlerne fra Burton C. Bell.

Det var ganske tydeligt denne aften, at Milo Silvestro var stolt af at have landet et så stort job, og han var da også lutter smil hele aftenen.

Men der skal måske arbejdes mere på hans stageperformance så hans attitude mere tilpasses aggressiviteten i musikken, men øvelse gør mester.

Til gengæld var det imponerende, hvordan han vokalmæssigt ramte et højt niveau, til stor begejstring for publikum.

Der var ikke mange som savnede Burton C. Bell.

Der var dog meget rumklang i hans vokal på de første 6-7 numre, hvilket var en smule irriterende, men det blev heldigvis justeret.

Alt i alt måtte man konstatere, at det var en flot præstation af Milo Silvestro og resten af Fear Factory, og jeg glæder mig allerede nu til deres næste album, som forventeligt udgives næste år.