Fem danske bands live i Boltens Gård: High Voltage Rock Awards lørdag den 16. april

I forbindelse med Rock Awards 2016, var 5 danske bands taget mod Boltens Gård for at fyre den af på High Voltage. Det var en fed aften med prisoverrækkelser, fri bar og højt humør…og ikke mindst, fed musik!

Jeg er kommet ind på High Voltage, og møder en god stemning af forventningsfulde publikum som står i en damp, som er sluppet løs for et gøre stemningen mere rock´n roll. Noget af tågen kommer også fra enkelte der står og ryger…E-cigaretter selvfølgelig. Der står Orange-forstærkere og Flying V’s på scenen. Det ser lovende ud. Lækre kvinder med tatoveringer i baren, servicerer allerede det tunge hard rock publikum, som har fri bar med i deres billet. Ikke dårligt. Trods fri bar, er det faktisk stille og roligt det hele, og man kan mærke at folk ikke er her for at drikke hjernen ud, men for musikkens skyld!

Præcis klokken 20:30 gik værten Mikkel Neperus på tribunen, og satte Award-showet i gang. Der var 14 kategorier i løbet af aftenen. De blev omtalt og vindere blev fundet ind i mellem aftenens 5 danske bands. De 4 første bands spillede få 3-4 numre hver, inden hovednavnet Denner/Shermann.

I’ll be Damned

Med fed lyd og performance, underholdt I’ll be Damned glimrende på scenen. Der var meget Led Zeppelin i deres numre, og der var fede rock beats og med en del utraditionelle taktarter som 10/8 og 7/8-dels rytmer. Forsangeren Stig Gamborg lignede lidt en smart sælger der var gået forkert, men han havde en god vinkel på sin performance, og han var faktisk god på en scene. Numrene havde simple akkordforløb, men de var godt skruet sammen, og var gode live numre at fyre af.

Der var mange klassiske tricks, men ud over de mærkelige taktarter, var der ingen overraskelser i musikken. Men det var sgu bare fed rock.
Grusom

Grusom leverede hard country rock med masser af orgeltoner som peppede instrumentationen op. Fra første beat, kunne man høre nærvær i musikken, og de havde publikums interesse med det samme. Lyden var rigtig god, og de spillede uhyre stramt, tight og med musikalsk nerve. Orglet var måske lidt for dominerende i lydbilledet, men der var til gengæld rigtig fed orgellyd. Forsangeren Nicolaj Hoffmann Jul var som født til at stå på en scene, og han blev ikke på noget tidspunkt kedelig at se og høre.

The Vision Ablaze

Der var god energi fra starten i det nu-metalske band The Vision Ablaze. Der var spilleglæde så det gnistrede, og de var alle gode på en scene. Rytmerne var tydelige, og der var god lyd. Når der var hurtigt guitarlir, gik det rent i gennem lydmæssigt. Forsanger Peter Kelkelund var i god form, og vi fik en overbevisende vokal i alle 3 numre som de fik spillet.

Red Warszawa

Musikalitet blev skyllet ud i toilettet da Red Warszawa gik på scenen, men det er jo også det de står for. Med grotesk og frastødende udklædninger, tøffede de anormale karakterer rundt på scenen, og musikken lød som de så ud. Det var bad taste overload, men de nød at performe, og det smittede af på publikum. Musikæstetikken var helt i bund, men det handler jo om at kunne underholde, og det gjorde de…på den mest antikunstneriske måde. Antikunst kan jo også være kunst.

Denner/Shermann

Publikum var edderspændte da det var tid til aftenens hovednavn Denner/Shermann. De to legendariske Mercyful Fate-guitarister er nu endeligt tilbage sammen i et band, et band med fremtidsudsigter. Indtil videre har de udgivet EP´en ”Satans´s Tomb”, og til sommer kommer så et helt album fra bandet. Med i bandet er de to amerikanere Sean Peck (vokal) og Marc Grabowski (bas), og den svenske multiinstrumentalist  Snowy Shaw på trommer. Shaw var dog ikke med på denne turné, så lørdag aften fik vi den ligeledes gode trommeslager, ”JB”, til at svinge stikkerne.

Fra første beat var man glad i låget. Det var nemlig nummeret ”Evil” fra Mercyful Fate´s ”Melissa”. Med den klassiske Mercyful Fate-lyd, drønede det derud af med den klassiske satan-metal. Sean Peck gjorde det fint som King Diamond, og der var ondskab i stemmen. Dog var det ærgerligt, at der var problemer med vokallyden. Den var alt for lav i forhold til de andre instrumenter, og der blev ikke rettet ordentligt op på det i løbet af koncerten. Folk råbte ”turn up the vocal”, men der skete ikke særlig meget. Bandet spillede også “Curse of the Pharoahs”, og det var tørt og tungt. Dog var rytmemarkeringerne forskudt i starten, og alle kom først i sync da rytmen gik i gang. Men man glemte hurtigt den lille fejl, for det var et super fedt livenummer.

Denner stod til venstre på scenen, og Shermann til højre og de havde en god kommunikation. Shermann har sit brand, at han altid har kasket og solbriller på, og det havde han selvfølgelig også denne aften. Sangeren Sean Peck og bassisten Marc Grabowski havde deres måde at performe på sammen, og de stod for at lave musikerkemi midt på scenen.

“Into the Coven” var én af de numre der var mest tight. Gulvet rystede, og Sean Peck sang fedt og ondt på den rigtige Mercy-måde.

Mange nye bands med unge bandmedlemmer, er en generation der spiller meget præcist og tight, nogle gange på en mekanisk måde. Man kunne godt høre at Denner/Shermann var mere loose, og spillede på en ”gammeldags” måde. Det var mere laid back metal, med både kant og musikalsk energi.

Tja..det gik op for mig, at det næsten var en Mercyful Fate-koncert, som endda lød ligesom i gamle dage. Det var, trods skævheder hist og her, en magisk koncert som jeg kommer til at huske som noget specielt.

Hvis man skulle på toilettet under koncerten, var der kun én ting at gøre. At holde sig. Der blev rystet Mercyful Fate-numre ud af ærmet, så som Black Funeral og ”Desacration of Souls”. Og vi fik da også noget fra fra Denner/Shermann-EP´en, bl.a. titelnummeret ”Satan´s Tomb”

Til sommer kommer der et full length album fra Denner/Shermann, og det kan kun blive stort. Det er fedt at de er tilbage, og det var en stor oplevelse igen at høre gamle Mercy-numre live…

…og ingen satan-musik, uden at Mørkets Fyrste lige kigger forbi…