Fish i Amager Bio

Den skotske sanger Derek William Dick, aka Fish, gik på scenen i Amager Bio med sin Road To The Isles farewell tour. Man kunne se i salen, at musikken primært var for den ældre generation, og Fish er jo også en kunstner der har været i gang i lang tid, også kendt for, fra 1981 til 1989, at være forsanger i Marillion. 

Tourmusikerne kom først på scenen, hvorefter den meget store mand gik stille ind med et stort smil, vinkende til publikum. Allerede her, var der lagt en god stemning med en venlig kommunikation mellem kunsten og publikum. Alt dette foregik med dramatisk musik fra anlægget; overturen til Rossinis opera La gazza ladra, som i gamle dage også blev afspillet på Marillion-livepladen fra 1988 af samme navn, der på engelsk lyder; The Thieving Magpie.

Så startede musikken op med en skøn feeling, i det altid rolige prog rock, også kaldet neo prog, som Fish står for. Det var “Vigil” fra Fish’s solo debutplade Vigil in a Wilderness of Mirrors fra 1990. Der var ganske god lyd fra scenen. Den altid velklingende musik, klingede også godt live. Både Fish’s og Marillions musik, har altid en ro over sig, trods de til tider skæve taktarter og dramatiske højdepunkter. Allerede et kvarters tid inde i koncerten, havde man hørt en del forskellige genrer i musikken, endda afrikansk inspirerede rytmer og melodier i nummeret “Credo”.

Kan Fish synge endnu?

Ja, det kan han godt, men en del høje toner på gode højdepunkter, var desværre ikke helt i skabet. Det var fedt nok, at han gjorde hvad han kunne uden at bruge backtracks. Koncerten varede i 2 timer og 20 minutter, hvor han i det store hele gjorde det ret godt. Han sang rimeligt rent, og han fraserede godt nok til, at man kunne nyde vokal melodierne. Det lød også godt da han på et tidspunkt sang duet med Liz Antwi. En smuk kvinde med en fantastisk stemme, som er én af de fem musikere som Fish har med på sin tour. Med Fish’s diskantede stemme, smeltede de to godt sammen, og man kunne fornemme at de havde ramt noget, for publikum gav dem et kæmpe bifald.

God performer

Den, nok 120 kg, store tunge mand, løb og hoppede ikke ligefrem rundt på scenen, men han havde alligevel publikum i sin hule hånd. Der var masser af anektdoter fra Skotland i gamle dage, og han var ikke bleg for at gøre lidt grin med sin egen alder, som efterhånden er blevet til 66 år. Der var en del snak fra Fish mellem numrene. Det gik rent ind hos folk, som morede sig godt over Fish’ åbenlyse lyst til at snakke til og med folk fra scenen.

Ace Frehley?

Alle scenens musikere var gode på hver deres måde. Jeg lagde særlig mærke til guitaristen Robin Boult, , som i mange tilfælde lød som Kiss-legenden Ace Frehley når han lavede tørre 70’er agtige riffs. I en del riffs, var feelingen og lyden  så meget i stil med Frehley, at det var som om legenden stod og spillede på scenen. Boult er lidt en legende i sig selv, og han ramte også feelings i stil med  Clapton og Gilmore, for ikke at nævne hans solospil, som var melodisk godt komponeret, uden noget unødvendigt lir eller blær. 

Et vigtig instrument i både Fish og Marilions musik, er keyboardet. Her havde vi den eminente Mickey Simmonds, som lagde de fedeste klange med en god rytmisk timing. I soloer var han dertil god til at spille virtuost på en behersket måde, som aldrig blev meningsløst eller for meget af det gode.

Genesis

Det er påfaldende så meget både musik af Fish og det gamle Marillion, minder om Genesis, hvilket i min verden giver ekstra gåsehud. Det instrumentale har en del inspiration fra det gamle Genesis, og mange diskantede vokalklange fra Fish, minder utrolig meget om Phil Collins’ stemme i det nye Genesis.

Suite

Afslutningen på sættet, var  prog rock suiten “Plague of Ghosts”, som består af 6 satser/sange. En kæmpe stor rejse som sammenlagt kører i hele 25 minutter. Disse 6 numre er afslutningen på albummet med den usædvanlige titel; Raingods with Zippos, der udkom i 1999. Folks ører var skarpt rettet mod scenen gennem suiten, og alle i salen blev i slutningen af “Plague of Ghosts”, Part 6,  sat til at tage over og synge ordene “Make it Happen”, mens bandet gik ud af scenen. Bandet vendte heldigvis tilbage med en del ekstranumre, hvor vi fik noget af det gode gamle Marillion. 

I was boooorn…

…in the heart of Lothian. Her fik jeg godt nok kuldegys. En legendarisk vokalfrase fra et legendarisk album Misplaced Childhood af Marillion fra 1985. En skive som har gode underspillede højdepunkter, som er dramatiske uden for store armbevægelser i musikken. Men bare godt skruet sammen af melodier med god lyrik, der er svære ikke at synge med på.

En god musikalsk rejse

Det var noget af en sætliste og encore afdeling vi blev udsat for i Amager Bio. Det var professionelt udført fra alle musikerne, og Fish var bevidst om, at han ikke skulle kaste sig ud i de helt store vokal patos, som han kunne som ung. Hans vokal lød godt, dog heller ikke mere. Men i helhed var musikken en god oplevelse, som jeg nødigt ville have været foruden.

Jeg ender på 4 gedigne stjerner til Fish & Co.