Fishbone på Pandæmonium, Copenhell

Løbe, løbe løbe, over til Pandæmonium scenen, efter Billy G. på Helvíti. Og det er så lidt løgn; Jeg er for sløv til at løbe. Jeg nåede da også kun lige ind på den allerede fyldte plads foran scenen, inden Fishbone startede rigtigt. For da jeg ankom, var de allerede på scenen, lavede lidt soundcheck, luskede rundt og satte instrumenter på plads. Pludselig ud af det lidt rodede stage setup, startede et stramt tromme groove fra John Steward. 

Men det så slet ikke ud som om Fishbone egentlig var klar. Pludselig hørtes også en rå bas, spillet af en høj sort mand med en farvestrålende kedeldragt på, solbriller, rasta hår, og en rød cap siddende på sned. Igen til min store glæde, real amps på scenen. Meza Boogie til guitaristen Mark Phillips med sin Les Paul, og dobbelt Aquilar stack til bassisten John Norwood Fisher. 

Slam….så var showet pludselig rigtigt i gang med Angelo Moore der stod og stirrede vredt på os med store øje, mens han hoppede, sang og spillede sax. Kort efter eksploderende han i et stort grin. Han ville have fest! Hvid bowlerhat, jakkesæt uden skjorte og kæmpe, kæmpe energi. 

Vidste man ikke bedre ville man mene at han var klar til direkte transport til Bisbebjerg psykiatrisk lukkede afdeling. Men hold kæft han kunne synge. Og ikke kun det. Han fyrede den fedeste growling sax af ind mellem vokalerne, hvorefter han simpelthen kastede saxen ud i siden på scenen, hvor en roadie sprang frem og greb den. Men da de lavede det samme med trombonen, som Christopher Dowd styrede, samtidig med han maltrakterede det lille Yamaha keyboard, gik det alligevel galt. Trækstykket faldt af, sammen med mundstykket. No problem… det blev samlet igen og lå klar på en fligth case. 

Fuld fart på det ene øjeblik med en ska rytme, flip, til bund heavy metal der fejede gulvet hel rent for misforståelser om hvad Fishbone musikalsk kan udrette. Bloody hell, de kunne spille! 

Jeg kunne dog være usikker på om Copenhells forsikring ville erstatte Yamaha keyboardet, som Christopher Dowd kastede rundt, spillede på, på hovedet, og slyngede rundt så det stakkels instrument på et tidspunkt ramte guitaristen Mark Phillips vocal mikrofon, der så røg ned af scenen. Det havde man så et problem med at få op igen. Men det blev blot til en del af showet. Kunne Angelo, samtidig med han selv sang, nå at placere mikrofonen foran Mark, i tide til at hun skulle synge sin anden stemme, eller tredje stemme? For de kunne alle sammen synge, og havde den fedeste soul sound. 

Jeg vil tillade mig at konstatere at John Steward på trommer simpelthen var den stærkeste trommeslager på den festival, uden dog at have hørt alt. Fuldstændig cool, afslappet og opmærksom, afleverede han det mest funky beat, for kort efter med løs hihat, stram snare drum, og en total fast bass drum, tyre tæske tung metal af. Dobbelt bass drum…..kun når det var strengt nødvendigt.  

Klædt helt i sort, samtidig med han jo selv var sort, kunne man næsten helt overse “Dirty” Walter A. Kibby II, der sang og spillede trompet. Når han, Angelo på sax og Christoffer på basun (efter at have væltet det lille keyboard om på gulvet), fyrede de fedeste blæser riffs af, ind i mellem de lavede den stærkeste vokal præstation, tænkte jeg: De gutter dér, de er oprindelig jazz people. Kun jazz folk kan være så afvekslende, qua deres musikalske tekniske kunnen. Det kunne så hurtig blive kedeligt, men det kom det langt fra til at være. Fishbone kan mutherfuckin’ underholde. Og underholdning, spas og ballade, med humor i, er kun godt, når bandet virkelig kan spille. 

Til min store befrielse slap vi heldigvis igen for at alt det spændende blev druknet i bas og bass drum sound. Lyden fungerede så vi fik det hele med. Tilsyneladende var der dog lidt monitor problemer. Angelo havde flere gange signaler rettet ud mod monitor mixer manden i siden på scenen. Men det gik ikke på nogen måde ud over os publikum. Det var som om alt hvad der skete på scenen blev til underholdning i Angelos scene udfoldelser. 

Da det hele var hæsblæsende slut, kunne jeg forsøge at trække vejret balanceret og roligt igen. Men jeg oversmilede hele vejen ned til mit skiw, hvor jeg skulle fordøje mine indtryk ud over tasterne på min nylig indhentede nye brugte computer. 

Og hvem møder jeg så i baren inden aftenens Guns N’ Roses koncert begynder? En negroid smilende mand, nu med sort bowler hat. 

”Hey Fishbone, I have a strong suspicios, that Fishbone all are coming from jazz music…What say you?”

”Hey man. My name is Angelo, and yeah, you are partly right”.

Og så gik sludderen ellers sin gang, om alt slags musik, indtil Guns startede. Flink og smilende gut, og fed, fed musiker. Vi spildte ikke tid på selfies eller autografer. “Selfies” tog RockZeit’s fotograf Daniel Slater sig af.

Bloody good oplevelse med de der fiskeben.

Fem ud af fem stjerner.