Five Dollar Justice – Filth

Det er cirka 4 år siden, at Five Dollar Justice berigede den danske rockunderverden med “Broken Hearts & Bottles“, som uden at overraske ganske fint gengav den i forvejen lidt fortærskede beskidte og tunge jydekrogsrock. De fortsætter ufortrødent på den aktuelle EP.

I pressematerialet proklamerer bandet, at riffene nu er større, der er mere bas og deres sound og dem selv som band er selvskrevne “på små barer, så svedige at man ikke ved om det er kondens eller vandkunst, der løber ned af væggene. ”Nu har jeg efterhånden gennemlyttet EP’en en del gange, og kan konstatere, at de holder hvad de lover – og det er sådan set også det. Lyden er ret god, tør og kvasende som en jysk kornmark sommeren 2018. Ingen raffinementer, her, der bliver fortalt røverhistorier på klart og tydeligt sprog og historiefortælleren, forsanger Thomas Wittenburg, lyder som… at få en sherifstjerne; det er måske ikke såå feel good, men det frisker sgu én op – og fornemmelsen sidder i kroppen et stykke tid bagefter. Riffene er enkle og til at forstå, næsten inden man hører dem, hvilket er godt, netop på en bar og i en tilstand, hvor lytterens alkoholiserede sjæl – og balancegang – ikke tåler væsentlige overraskelser.

Svedig Pamflet Rock

De koldstarter hele svineriet med den svedige og effektive “Light Me Up”, som på sine 3:50 minutter genfortæller den samme rockhistorie, vi har hørt siden Zeppelin. Five Dollar Justice’ version er i pamflet format og man har taget alle overflødige dybdegående kontekst kapitler ud af historien. De har på grund af deres fortælletekniske rækkevidde gået helt udenom overraskelser og cliffhangers. Det er helt ok, man må gerne gentage sig selv og andre, når man grør det med respekt og evne, hvilket jeg synes de gør. Det er bare – i min bog – en skam, at bandet slet ikke ønsker eller formår at skrive et par ekstra nye kapitler til den store rockencyklopædi, men i stedet for holder sig helt inde i epicentret af deres komfortzone. Og at de ikke har frasorteret det tåkrummende og ekstremt klichefyldte break efter 1:36 minutter, ærgrer mig.

På andet nummer, “Demonize”, sker der lidt mere interessant med lidt temposkift og stadig sprøde riffs og gryder fyldt med stærkt chili con carne. Tekstuniverset balancerer på kanten af det gode, det D:A:D-sjove og det virkelig grove, og man kunne godt ønske sig, at de udleverede sig selv lidt mere end blot at køre den ind med genretypisk machismo-lyrik. Men tager man det for, hvad det er – en musisk Ceres Royal og bacon & ost på tube – så rammer de helt rent; en linje som “You’re a demon here to claim my soul – ‘cause I Traded it for rock’n’roll!”  Skal jo eksistere på et bad-ass rocknummer fra hovedlandet og den kan vi så vinge af nu. Jeg liker, det er god staldkunst.

Det aggressive visitkort i lydformat

Hvis de bruger de næste fire år på at nørde melodik, rytmik og dynamik, så kunne de gå hen og levere den rigtig gode plade.