Flush The Fashion

Flush The Fashion er endnu et dansk retro hairspray band hvor alle medlemmer legede med Lego dengang genren reelt betød noget i en større rockhistorisk kontekst. De blev dannet i 2017 og har netop udgivet deres debutalbum med den særdeles afvæbende titel “Failure Is Totally An Option” og kvaliteten i uoriginaliteten er heldgvis i top.

I dag er det ofte fyraftensproffernes udlevelse af en drengedrøm som driver værket snarere end håbet om at sætte ny musikalske ting i gang. Det lyder tit som om målet er at kalkere en ældre kunstner så meget, at man ikke behøver at være sig selv (og hvem helvede gider også lige det, når ens everyday job er ovre?) På mange parametre ligner FTF bestemt et sådan får i flokken – navnet har de endvidere snuppet fra titlen på et knap så rost Alice Cooper album fra 1980 – men det er dog en samling rutinerede herrer som betjener instrumenterne, ikke mindst bassist K.D Johansen (Supercharger, Strawberry Slaughterhouse), som de i følge pressematerialet bruger live, samt trommerslager Niels Alex Larsen (Statement), og hvis vi lægger surheden til side, hører man hurtigt, at FTF har tilsat den gamle vin et stænk stærk humor, og de kan faktisk også deres referencer til fingerspidserne.

Godt begyndt er…

FTF lægger da også ud med et rigtig træk og slip Rock ‘n’ Roll nummer “Thunderdogs”, der som et højhastighedstog drøner ind ad det ene øre og ud af de andet. Det når heldigvis at få sat nogle gode riff og hooklines af i farten som bliver hængende i ørerne en stund efterfølgende. Nummeret lægger sig i udtryk et sted mellem Mötley Crue albummet “Girls, Girls, Girls” og G’n’R’s “Use Your Illusion” periode, så altså, god start. Og næste skæring “Burn It Down” er direkte morsom i sit udtryk og med virkelig spændende temaer og overskudsagtige legesyge Helloween guitarroller. Intro og afslutning synes leveret af Brian May – sikke et hold!

Axl light

Magnus MP Möllers vokal befinder sig klangligt et sted mellem lyden af glasskår under en brosten og Axl Roses sandpapirsstemme, krydret med lidt Vince Neil. Men den lyder sådan set ikke specielt påtaget og han holder et stabilt niveau albummet ud og forstår at holde sig inde for små sikre intervaller. Her går der dog lidt farve tabt, da han ikke på samme måde som, ja, Axl er i stand til at terrorisere såvel det dybe som høje stemmeleje. Et nummer som “My Michelle” (G’n’R, 1987) er vist no go.

Små og gode numre

Det er en god samling små hurtige numre, og humor og selvironi er der masser af på eksempelvis “Midnight Drunk At Noon”, hvor ZZ Top, D-A-D og andre røvballe-blues hardrockere og deres druk og skørtejageri univers tegner den overordnede (læs: underlødige) dagsorden. Det er sjov og ballade, og med sådanne titler forventes ingen paradigmeskift i dansk rock. Der er mange gode ideer og melodier indbygget i deres numre, og et godt nummer der trækker op ad, er “Medicated Freakshow”, igen med super duet guitarmotiv a la Helloween. Måske halter opfindsomheden og ambitionsniveauet i omkvædet lidt, men det hænger alligevel sammen.

FTF har på albummet et instrumentalnummer som også hedder “Flush The Fashion” og det er her at bandets håndværk træder frem for alvor synes jeg. Guitaristerne levere over the top vintage hardrocklir, det tager af og til overhånd i forhånd til balancen i lydbilledet og udfordrer lidt det fine men en smule tyndbenede nummer. Men ok, hvis ikke man skulle blære sig i et instrumentalt nummer, hvornår så?

På “Preachermans door” understreger Magnus MP Möller, at han kan en del mere med sin stemme end at lyde som en afdanket skærebrænder fra Sunset Strip. I det nedre leje er der kærkomne klanglige ligheder med Mike Pattons stenede tonale bøjninger at ordene. Det er lækkert og gør også omkvædenes hæse brægen mere interessant. Og igen fed liret duet solo!

“Crackhead Yeti” er en god glad blanding af D-A-D’s “True Believer”, lidt Def Leppard og Mötley Crue og et tekst citat fra The Doors (der ølskråles “Break on Through To The Other Side”) og svineriet varer kun 1:42!

“Letters From A Rooftop” er en glimrende G’n’R style ballade, der besynger skyggesiden af rock’n’roll, og afslutningsvis går de all in på smadrerrocken på “Bullies” og vi får endnu et citat, denne gang fra filmen Scarface med:”Say Hello To My Little Friend!”. Således afrundes der på bedste drengerøvs pulp kultur manér og albummet fremstår fuldendt.

Det bedste alternativ til den ægte vare

Midt i al humoren og selvironien kan man alligevel ane en satirisk bemærkning til den forskruede reality show tidsalder, vi lever i, de kan godt levere tekster som handler om mere end sex og druk. Men den destruktive flugt fra sig selv ind i kulturindustriens ferske verden er de gode til både at hylde og kritisere, på en meget menneskelig måde, således at de hverken er for overfladiske eller for alvorlige.

Ok: der er altså intet nyt fra Vestfronten, og jeg synes godt, at de kunne have arbejdet mere ambitiøst med melodilinjerne, så omkvædene i forhold til slagkraftighed skilte sig mere ud i forhold til versene – det var de gamle bands bedre til. Men man mærker tydeligt, at de hygger sig – og hyggen smitter. FTF lyder godt sammentømret og de sjove ideer og gode påfund går hånd i hånd på en organisk måde. De fanger sprutånden, alkoholtågerne og gogo pigernes lokkende bevægelser så man – lige som dem selv – tror man faktisk var der, way back when, og det er bestemt det bedste alternativ til den ægte vare.