Flyvske Flammer tæt på at slukke

Inden anmeldelsen af In Flames’ ellevte album for alvor skydes i gang, vil jeg blot nævne, at jeg har set utrolig meget frem til udgivelsen af endnu et album fra et af mine favorit bands. Over en karriere på 26 år, har In Flames formået at lave nyskabende og spændende variationer af metalgenren, som gør at hvert album bliver en helt og aldeles unik oplevelse, hvorfor man kun kan beundre deres arbejde gennem tiden.

På dette album har In Flames fået en hjælpende hånd fra produceren Howard Benson, men ellers er det In Flames, som vi kender dem, der har stået bag denne kreation.

Desværre bliver albummet ikke så vellykket, som man kunne have håbet

Hvorvidt det er Hr. Bensons indflydelse, eller In Flames der ønsker at variere mere end man som lytter kan holde til, vides ikke. Særligt introduktionen af et børnekor virker yderst mærkværdigt, og at dette går igen i flere sange virker mest af alt som om der ikke rigtig er tænkt over det. Med ti andre solide (nogle mere end andre) albums bag sig, så bør man kunne forvente sig en smule mere fra vores svenske brødre, som bestemt ved hvordan man laver musik. En stor del af albummet er lavet i Californien, og måske har dette influeret en anelse mere end hvad godt var.

Der er dog også noget positivt at sige: Særligt introerne i de enkelte sange er fænomenale; der er ikke en finger at sætte på dem, og de lægger let og elegant op til resten af nummeret, med undtagelse af en enkelt gang, hvor det glipper. Derudover er det en fornøjelse at høre endnu mere til Anders Fridéns nuancer i stemmen, og han formår næsten at camouflere sig som en ekstra sanger, der er hevet ind særligt til dette album.

Uagtet den overordnede bedømmelse af albummet, ønsker jeg også at gå ned i de enkelte numre, da der også gemmer sig gode ting her. Vi lægger ud med nummeret ”Drained”, der bestemt formår at sætte forventningerne til albummet højt; det er solid, pinefuld og hårdblød In Flames stil, men omkvædet er desværre ikke skarpt nok, og gør at sangen mister en smule momentum, mens dette bliver gentaget i en evighed.

Nummeret ”The End”, som mange formodentlig allerede har hørt, overtager dog heldigvis hurtigt og langt hen af vejen er dette nummer dejligt elegant og opløftende trods det måske deprimerende tema. Sangen får mig til at tænke på en light-udgave af Self vs. Self, som In Flames lavede med Pendulum, men her kommer Anders for alvor på banen og viser at han også kan andet end hvad han plejer. Her sættes børnekoret dog ind, og det hele tabes næsten på gulvet, hvorefter ”Like Sand” forsøger at redde hvad der netop er tabt. Som titlen på nummeret antyder, lykkes dette dog ikke, og nummeret glider ud, da det simpelthen ikke er godt nok sammensat – børnekoret redder intet.
[visadsense]

Herfra går det desværre lidt ned ad bakke

”The Truth”, som næste nummer hedder, er for mig at se ikke just velplaceret her på albummet. Det lyder mest som en form for Pet Shop Boys og børnekoret har endnu ikke forladt skuden. Det virker umiddelbart som et eksperiment, der skulle være forblevet som sådan, og slutningen er mærkværdig, hvorfor jeg skynder mig at gå til ”In My Room”, som heldigvis er et vellavet og vellykket nummer, der trækker tankerne tilbage på lyden fra In Flames’ ældre album. Anders brillerer med endnu en ny stemme og omkvædet er godt stykket sammen og til at skråle med på. Herefter følger ”Before I Fall” op; endnu et fornuftigt nummer, der dog halter en smule i versene, men det gør omkvædet helt op for, mens guitaren smidigt følger lytteren på vej.

Næste nummer ved navn ”Through My Eyes” er formodentlig det mest neutrale jeg har hørt længe. Det er ikke synderlig godt, men heller ikke synderlig dårligt; det ligger blot et sted midt i mellem og flyder. Herefter følger titelnummeret, ”Battles”, som er et harmonisk og en smule poppet. Igen er nummeret forholdsvis neutralt og ikke særlig banebrydende.

Efterfølgende leder In Flames os igen tilbage til deres gamle lyd i nummeret ”Here Until Forever”. Dette vendes dog hurtigt til deres nye stil i en let og elegant manøvre. Nummeret leder tankerne hen på 30 Seconds to Mars, men samtidig fornemmer man, at In Flames forsøger at gøre det samme, som Slipknot gjorde med Snuff; dog ikke med samme resultat.

”Underneath My Skin” følger op med et udmærket omkvæd, men det militæragtige vers gør ikke meget for sammensætningen. Her sidder man med følelsen af, at der kunne være gjort noget andet ved nummeret, som havde gjort, at det virkelig tog kegler.

Heldigvis dukker nummeret ”Wallflower” op

Det virker som om, at der i den grad er kræset om denne konstruktion, som byder på en intro, der er rigtig lang. Længere. Og faktisk endnu længere. Som nævnt tidligere, er introerne til numrene suveræne, og dette er ingen undtagelse. På sin vis frygter man at Anders, til trods for at han sjældent skuffer, vil dukke op med en malplaceret lyrik og destruere dette smukke stykke musik. Her kommer en form for Depeche Mode op i ham og giver ham styrken til at følge op på noget, der let kunne knuses. Nummeret er mørkt og dystert, uden at det bliver for søgt og omkvædet ryger let og smidigt ind i strukturen. Alt i alt sidder man med fornemmelsen af, at In Flames, som på nummeret, har taget sig gevaldig god tid til at tænke opbygning og detaljer igennem for at få den rigtige følelse udtrykt. Der er ingen tvivl om, at dette nummer er meget velkomment og har karakter (af den gode slags) i forhold til mange ellers anonyme numre på albummet. Om der bliver sunget ”take no space” eller ”techno-space” vil jeg lade være op til lytteren.

Vi er nået til sidste nummer på albummet ved navn ”Save Me”. Her lægges op til en kraftfuld afslutning på noget som ellers har varieret en anelse i kvalitet. Desværre er dette nummer en fin opsummering på albummet og følger samme linjer af variation, hvor det svinger fra både noget fornuftigt til noget, der overhovedet ikke hører hjemme. En speciel afsked, hvor man kunne have ønsket at nummeret var smuttet uden at sige farvel.

Alt i alt sidder jeg tilbage med en lille følelse af skuffelse. Wallflower er heldigvis lang nok til at kunne gøre det ud for to numre, men når man ser frem til tolv numre fra In Flames, så er det ikke helt nok. Samlet set bevæger vi os kun akkurat over middel, hvorfor jeg vil give albummet 3/5 stjerner.